HVOR KOMMER MEDITATION FRA? ... og hvorfor det er vigtigt at vide noget om det
Der findes ingen Meditation som kan løsrives fra den sammenhæng den indgår i.
Selv noget så simpelt som at sætte sig ned og uskyldigt mærke sin indre
væren kan ikke ankues som et isoleret fænomen. Right time, right place, right people Efter mere end 30 års erfaring med Meditation vil jeg hævde: Meditation er uadskilleligt fra hype. Med hype mener jeg effekten af det gruppedynamiske virkelighedsnet af tanker, følelser og forestillinger der lever i det individ der praktiserer Meditation.
Et Sufiordsprog siger: Right time, right place, right people. Meditation handler om timing.
Selvfølgelig er der en direkte fysiologisk målbar effekt af Meditation forstået som det at sætte sig ned med lukkede øjne og mærke sig selv i en en selvbevidst intention om at være opmærksom. Men eftersom alt hænger sammen med alt i en uendelighed af forbundne uendeligheder kan man bare ikke proppe Meditation ned i et reagensglas og studere det isoleret der. Før eller siden kommer ånden ud af flasken.
Indimellem kan jeg se en vis træthed i munkenes ansigter mens de synger deres lovsange til guden Krishna. Måske har de lige læst de lidt forstyrrende nyheder om hvordan deres ledere i USA har gjort som de katolske præster i Irland. Deres kropssprog siger: fake it till you make it.
De kommende sider handler i forlængelse heraf ikke så meget om Meditation som om alt det der omgiver det og holder det oppe. Krishnamunkenes dans er god i dag. Mit indre Ekstra Blads Karl Smart bliver lidt stille. Jeg følger efter munkene ned ad strøget mens mine tanker går til Indien. Herfra svæver min frie flaskeånd videre ind middelalderlige gyder i en rejse der fører tilbage i tiden.
MEDITATION KOMMER FRA INDIEN Meditation er først og fremmest 'opfundet' af Inderne. Allerede i den tidlige Indusdalkultur der begyndte ca 3000 BC finder vi terracottasegl der viser mennesker i Meditationsstilling. Dermed er det naturligvis ikke udelukket at en mand på Lolland i middelalderen måske af sig selv fandt på at meditere. Meditation er givetvist opstået spontant hvorsomhelst og nårsomhelst hvor der har været mennesker.
Når jeg her giver inderne æren for opfindelsen af noget der i sit væsen er så paradoksalt simpelt som den grundliggende Meditative handling, så gør jeg det med udgangspunkt i simple historiske iagttagelser. Vi kan ikke komme uden om Indiens historie hvis vi ønsker en dybere forståelse af hvad Meditation egentlig er.
Indernes kultur har i årtusinder været gennemvævet af Meditation i en grad så man selv den dag i dag kan gå ind i en vilkårlig hindukøbmandsbutik og tage en meditativ filosofisk snak på et så højt og eksalteret niveau at den ellers meget pengeorienterede Inder helt glemmer at hans mål egentlig var at snyde den vesterlanske gæst ved at lette ham for nogle af hans alt for mange dollars.
På vej til havet Jeg har på mine mangeårige ophold i Indien gang på gang med forundring oplevet hvorledes selv fattige mennesker der end ikke kunne læse og skrive med største lethed kunne jonglere med vanskelige religiøst filosofiske begreber knyttet til Meditation. Således blev jeg på vej til strandene i det nordlige Goa, på bagsædet af en motorcykel, belært af en fattig, kasteløs og analfabetisk chauffør. Han forklarede mig lidenskabeligt om hvorfor det at meditere på den indre tomhed, Nirvikalpa Samadhi, var langt bedre end at meditere på konkrete forestillinger som for eksempel på et gudebillede. Forstillingen om guden var i følge min chauffør kun for begyndere og tjente udelukkende til at fokusere et utrænet sind på noget kendt. Senere ville den samme gudsforestilling være en forhindring der ville gøre det vanskeligt at udvikle sig videre. I samme guddommelige øjeblik chaufføren tager sin styrthjælm af for bedre at kunne tale med mig, vælter en ramponeret lastbil frem i den forkerte side af vejen i et rasende tempo. Selv om lastbilchaufførerne hilser med fægtende arme, er der intet der tyder på, at deres rullende ligkiste ændrer sin kurs direkte mod os. Min chauffør drejer skarpt over mod højre side af vejen, bremser og undgår på et hængende hår at blive begravet under den hostende sorte sarkofag. Dette for mig rædselsvækkende intermezzo har på ingen måde forstyrret chaufføren og hans foredrag der i en form for parallel virkelighed forfører mig ind
i formløshedens uudsigelige rige. På vejen ud mod stranden passerer vi chaufførens hjem og jeg bliver jeg inviteret ind til en kop chai. Her fortsætter belæringerne med høj underlægningsmusik fra et fjernsyn og de tudende kompressorhorn fra lastbilerne på vejen udenfor. Intet synes at kunne forstyrre chaufførens indiske ro.
Meditative ritualer er, selv om det moderne indiske hjems husalter har forvandlet sig til et fjernsyn der kører fra morgen til aften, stadig en naturlig del af det indiske dagligliv. Det er vanskeligt for os vantro vesterlændinge at forestille sig i hvor høj grad det Indiske liv bestemmes af religiøse og meditative ritualer og dette ofte med en lethed og humor som virker fremmed i forhold den alvor der omgiver kristne ritualer.
Den fremmede Kulturkuffert Det blev klart for mig da jeg tidligt om morgenen i Main Bazar i Delhi ville købe en kuffert til min nært forestående hjemrejse. Butiksindehaveren springer i en glidende bevægelse op fra sin morgenmeditations lotusstilling og hilser mig overaskende venligt. Han siger at jeg er hans første kunde i dag og at i følge hans tro så er den første kunde gud! Han bøjer sig for mig med foldede hænder i et pranam så jeg kan se at han virkelig mener at jeg er gud samtidig med at han gennem sit lille Indiske grin viser at han godt ved at det bare er et ritual overleveret til ham som en stafet fra generationer før ham. Og som hans far før ham siger hans handelskastekropssprog: Kære vesterlanske dollargud! Vil du ikke nok være så venlig at velsigne min butik med en god lille handel. Jeg svarer ham, at hvis jeg er gud så burde han forære mig en kuffert. Fem minutter efter går jeg ud af butikken med en gratis kuffert!
Det er bestemt ikke første gang jeg er blevet totalt paf over det Indiske myserium. Nogle af de bedste spirituelle belæringer har jeg fået fra Tuc Tuc chauffører, gamle mediterende bønder fra punjab uden tænder og sidst men ikke mindst at jeg stadig lever efter mere end 10.000 kilometer på de Indiske landeveje.
Dette kapitel handler om, hvad der er i den kuffert jeg fik med fra Indien. Hvad får vi med med i bagagen når vi lærer at meditere?
De fleste organisationer der i dag underviser i Meditation, har direkte eller ad omveje rødder i den mangfoldige indiske kultur der på mange måder er som en tidsmaskine hvor alle historiske epoker stadig lever i en form for sameksistens der ville svare til at Sokrates stadig gik rundt blandt tempelsøjlerne i Akropolis og diskuterede med sine disciple for i næste øjeblik at snakke videre - denne gang på mobil. Den indiske tidsmaskineeffekt virker langt ind i Meditation på samme måde som indiske kryderier der, når posen først er åbnet, ikke kan manes tilbage, men bliver ved med at hænge i luften - selv et sterilt dansk køkken. Lad mig igen slå fast: Der findes ingen Meditation frit hængende i luften. Urgamle forstillinger kommer stadig til live ud af det meditative dna.
Sammen med en tilsyneladende uskyldig meditativ praksis kommer vi derfor ubevidst til at overtage en hel kuffert fuld af fremmede tanker. Denne kuffert står nu efterladt i et af sjælens kamre og herfra siver indholdet langsomt ud.
Mit mål er at åbne denne kuffert og med et kritisk intellekt at eksaminere indholdet.
Det første jeg finder i kufferten er den Meditative grals vogtere: præsterne. DEN EKSLUSIVE PRÆSTELOGE På en tur gennem Rajastans ørken lagde jeg mærke til at min chauffør på trods af varmen ikke havde fået noget at drikke i lang tid. Jeg tilbød ham min vandflaske, men han takkede høfligt nej. En Inder som jeg delte bagsæde med på turen hviskede til mig: Chaufføren tilhører Brahminkasten. Selv om du økonomisk står over ham, kan han ikke modtage vand fra dig, eftersom du i princippet er en sudra, en kasteløs.
Den øverste kaste i det ekstremt socialt fragmenterede Indien er præstekasten, de såkaldte brahminer. Brahminerne har siden de genvandt magten fra buddhisterne i Indien i århundrederne efter Kristi fødsel og senere, efter deres nedgangstid under det stormogule styre i 1600-tallet, udviklet formidable evner til cementere deres magt gennem rituel forvaltning af ånd. Gennem hele viften af åndelig sindskontrol fra meditation, yoga, religiøse offerceremonier, til astrologi og håndlæsning har Brahminerne etableret sig selv som den førende klan- og privilegiekultur, en slags åndelig rockerbande. Når en brahmin får religiøs magt er han heller ikke sen til at omsætte den til politisk magt. De såkaldte godmen i deres orange munkeklæder er et ikke usædvanligt syn i det indiske parlament hvor brahminerne i øvrigt sidder på langt de fleste pladser.
Den unge brahmins ønskedrøm Langt ude på landet i Punjab i et støvet og selv efter indiske forhold rodet værelse fuld af fortrinsvist okkulte bøger og tidsskrifter - her sad jeg med to af mine Indiske venner og en ung Brahmin. Lad mig beskrive mine indiske venner. Den ene er i midten af 40erne, en meget aktiv mand med hvad der er typisk for magtfulde Indere, et stort netværk af personlige kontakter der strækker sig helt ud i verden så langt som til USA, Canada og England. Den anden person er en ca 20 år ældre pensioneret bibliotekar der er det tætteste jeg nogensinde er kommet på hvad man kunne betegne som en polyhistor. Det er hans værelse vi sidder i og det ser ud som om han har slæbt hele biblioteket med sig hjem da han gik på pension. Den ældre mand udgør en form for faderfigur for den yngre der mistede sin far da han var barn. De to er uadskillelige. Den unge Brahmin sidder i sine hvide præsteklæder og studerer intenst den ældre mands hånd. Begge mine venner sidder bøjet over håndens hemmeligheder. Den unge Brahmin udbryder: Virkelig underligt! Jeg har aldrig i mit liv set så interessant en hånd. Er du klar over at du burde have været død for længe siden, men at Gud har sparet dit liv fordi han har udvalgt dig til at gøre store gerninger. Jeg udelukker ikke at verdens frelse ligger i dine hænder! Mine to venner smiler indforstået til hinanden og nikker venligt til Brahminen der får afregnet ved kasse ét. Han får en enkeltbillet til hvad enhver ung indisk Brahmin ønsker sig: en ledig post som præst i et nyligt oprettet hindutempel i London.
Dette hindutempel bliver imidlertid ikke en ny missionsforpost, en religiøs kolonialisering af England som et tak for sidst. Mine indiske venner har ingen missionære drømme. Nej, templet er for de indviede, for hinduerne i London der er lige så religiøst konservative som de fornemste brahminer i Indien.
Brahminen tager uopfordret min hånd og begynder at nærlæse sine muligheder i den. Det er hurtigt overstået med den konklusion at jeg som vesterlænding kun er interesseret i vellyst og sanselighed. Mine Indiske venner fniser henrykt - sådan er vi vesterlændinge jo - vi er kun interesseret i sex.
Den unge brahmins håndlæsning givet et godt billede på hvorledes de konservative brahminske forvaltere af den indiske kulturarv altid har modsat sig ideen om at optage den globale verden i deres åndelige loge.
Udførelsen af religiøse ritualer og Meditation i Indien har været et brahminsk kasteforetagene der hviler på eksklusion fremfor mission. Brahminerne ønsker ikke at optage ikke-brahminer i deres loge og er ikke interesserede i at dele deres åndelige viden med andre. Der er stadig, især i Sydindien, mange hindutempler som hverken må besøges af lavkaster eller vesterlændinge.
Hinduismen er derfor i sin oprindelige form, i modsætning til Kristendom, Islam og Buddhisme, en ikke-missionerende religion.
Når jeg bruger ordet viden, er det faktisk en upræcis betegnelse. Min chauffør i Goa var på trods af sin lavkastelige status fuld af en form for spontan spirituel viden. Denne viden ligger som allestedstilgængelig dna i det røde indiske støv der indåndes i enhver indisk landsby. Hvad Brahminerne har monopol på er de ritualiserede handlinger hvormed de har indhegnet denne viden. Her er selve ritualet blevet vigtigere end dets indhold. MEDITATIONS VEJ FRA ØST TIL VEST Hvordan kom meditation egentlig til til vesten?
I løbet af de næste sider skal vi se nærmere på menukortet til den spirituelle festmiddag. Den første store eksportbølge af Meditation og religiøs filosofi fra Indien skete imidlertid lang tid før Data Dayals festindbydelse.
BUDDHISMEN I INDIEN Den første udbredelse af Meditation skete med opkomsten af buddhismen ca 500 f.Kr. Denne første missionsbølge hvilede på Buddhas egen opfordring til mission:
Oh Munke! Rejs langt væk for at gavne mange, ud af medfølelse for verden, til fordel for guder og dødelige. Og lad ikke to af jer tage den samme rute. Prædk læren som leder til det gode.. Prædk det i ånd og bogstav. Vis gennem jeres eget pletfrie liv hvordan det religiøse liv bør leves.
Buddhismens betydning for udbredelsen af meditative tanker i vesten er så betydningsfuld at den har fået sit eget afsnit kaldet Jesus i Buddhas fodspor. Jeg anbefaler at du læser dette afsnit i forbindelse med læsningen her.. BRAHMINERNES INDIEN - efter Boddhisatvaernes fredelige fordrivelse Buddhismen blev imidlertid smidt ud af Indien af brahminerne. Med brahminernes generobringring af magten i Indien lukkede landet sig igen om sig selv og sin spirituelle viden. Brahminerne gik ikke i første omgang målrettet efter buddhistmunkene og deres klostre. Øverst på agendaen var genindførelsen af kastesytemet, der nu antog langt mere rigide former end tidligere. Kasteadskillelsen i rebrahmaniseringsperioden udartede sig i undertrykkelseslove der var langt værre end før Buddhas tid. Hvis en kasteløs hørte eller så brahminernes hellige ritualer så fik han øjnene stukket ud og fik flydende bly hældt i ørerne. Hvis en kasteløs ånde faldt på en brahmin havde brahminen ret til at dræbe ham.
Samtidig overtog brahminerne store dele af den Buddhistiske filosofi og integrerede det i deres egen religiøse og forretningsstrategiske ritualverden.
Den opmurede brahminske privilegiekultur efter Buddhismen var en medvirkende årsag til at der skulle gå næsten to tusinde år før der igen kom nævneværdige åndelige impulser ud fra Indien.
Indisk Meditation er derfor først inden for de seneste 130 år blevet en populær eksportvare og det bestemt ikke med præstekastens velsignelse!
I New Delhi så jeg en reklame der triumferende udblæste det faktum at der var tre gange så stort et globaløkonomisk potentiale i organiseret undervisning i Yoga end i verdens samlede spilkonsolindustri. Men ofte er de nye TV-guruer og yogiske pengemaskiner ikke Brahminer. Brahminerne har i lang tid tøvet med at markedsføre sig selv gennem de moderne mediekanaler og andre har derfor uden hæmninger indtaget de bedste meditative positioner. Instinktivt har Brahminerne nemlig altid vidst at det vil være selvmord at lancere sig selv globalt.
Brahminerne har i forlængelse af deres eksklusive overlevelsesstrategi et problem med det pengeøkonomiske kredsløb. De ved instinktivt at en åben handelskultur vil skabe frihed, lighed og broderskab som det gjorde i Europa og det er bestemt ikke denne kastes ønskedrøm. Ude i den store verden er der ingen der vil godtage deres medfødte priviligerede kasteophøjede status.
Derfor er klanen nu også internt truet af den nye pengekaste der med sine moderne globaliserede vesterlandske spilleregler gør at jeg, sudraen, bliver kørt rundt af en præstechauffør. Hvem er bedre til at assimilere den nye vesterlandske kapitalisme end handelskasten. I Indien er det især handelskasten, vaishya, der rykker op fra bunden og truer med at dreje kastepyramiden et hak. I dag er det i de større byer faktisk muligt for en sudra, en lavkastemand at blive gift med en fin, men fattig brahminpige, blot han også tilhører den nye pengekaste.
Brahminerne har således for sent inset at de sidder på en åndelig guldgrube. Derfor finder de nu sig selv siddende trængt sammen med andre kaster omkring New Agetidens meditative ta-selvbord.
Eksport af Meditation via outsidere, vesterlændinge og lavkaster I den brahminske kastes berøringsangst over for verden blev det overladt til outsidere at servere det lovede spirituelle festmåltid til de åndeligt sultne vesterlændinge.
En sådan outsider var den radikale åndelige leder Swami Vivekananda. Han var en ny fritænkende hybrid, skabt i sammenstødet mellem hans vestlige akademisk videnskabelige uddannelse og hans egen guru, Ramakrishnas dybe emotionelle og irationelle mysticisme. Swami Vivekananda havde modet og indsigten til at bryde med logestilen, men eftersom han ikke havde en anerkendt position inden for det Brahminske hierarki, skulle et tilfælde bane vej for hans epokegørende tale ved World Parlament of Religions i Chicago i 1893. Denne fantastiske tale er i øvrigt selv den dag i dag relevant i en næsten profetisk grad. Vivekananda ser nemlig fremtidens store udfordring i hvorledes den frie tanke kan overvinde religiøs fanatisme.
Den tidlige New Age Jeg opfatter denne tale som startskuddet på en moderne hinduistisk præget Meditations vej fra østen til vesten. Kimen til det kulturfænomen der går under betegnelsen New Age spirer her.
I begyndelsen af det 20.årh. videreførtes denne eksport især gennem vesterlændinge der gennem længere ophold og studier i Indien havde fået et indgående kendskab til Meditation. Dette var tilfældet med Teosofien der blev dannet af amerikaneren Sir Henry Olcott og med kulten omkring Sri Aurobindo, der blev ledet af en fransk kvinde kaldet Moderen. Kun få englændere var med i denne klub af hvide meditationsmissionærer med deres budskab om meditativ I-landshjælp til de fattige i ånden. Men englændernes Kiplingske forståelse af sig selv som herskerracen var inkompatibel forestillingen om at de kunne lære noget af Inderne. Deres stiff upperlip kunne ikke blødes op i det stille arkaiske smil som ledsager god Meditation. Inderne var nu engang bedst når de som naturbarnet og menneskedyret Mowgli hoppede rundt blandt de andre aber i træerne.
På grund af brahminernes logementalitet kom eksporten af Meditation til vesten ofte til at ske gennem Guruer som ikke selv var brahminer. De ikke-brahminske guruer havde to gode grunde til at begynde en vestgående missionsvirksomhed: De havde ingen berøringsangst over for vesten og kunne her samtidig leve uden den sociale stigmatisering som deres eget moderland udsatte dem for. En indisk guru der ikke selv var brahmin havde således indtil for kort tid siden ikke en chance for at starte en religiøs virksomhed op i moderlandet. Han var derfor som f.eks. Transcendental Meditations Maharishi Mahesh Yogi der tilhørte den næstlaveste kaste, vaishya, nødt til at tage en omvej via Beatles og Holywood for at blive anerkendt i sit eget land.
Samlet ser vi et billede af Meditation i Vesten som netop ikke er en afspejling af de brahmanistiske mainstreamkulturer i Indien. I fraværet af et missionært drive fra den konservative hinduisme blev det overladt til outsidere, kastefremmede og rebeller at servere den af Data Dayal lovede meditative nadver. Disse rebelske versioner af Meditation blev ofte skabt af religiøse meditative organisationer der var så kontroversielle at selv den almindelige Inder, på trods af sin stolthed over at se indiske Guruer på forsiden af verdens aviser, reagerede med afsky.
Dette var især tilfældet med Oshos nyreligiøse og stærkt rebelske bevægelse i 80erne. Osho sammenkogte en sprængfarlig cocktail af vestelig psykoterapi og østlig meditation. I dag har Oshos version af Meditation imidlertid stor succes i Indien, især blandt unge mennesker. Indiens egen meditative selvforståelse omskrives således af den kulturelle reeksport af globalt skabte meditationshybrider. Langsomt, men sikkert overskriver nye hybridformer de konservative brahmanistiske monopolkukturer.
Meditation og Ind.i.en Selv om de meditationsformer vi kender i vesten således er blevet til på samme måde som pizzaen, er duften af Indiske krydderier umiskendelig og vedholdende.
Derfor mener jeg stadig, med skyldig hensyntagen til pingpongeffekten, at det vigtigt at se nærmere på de religiøse forestillinger der har været forbundet med Meditation i Indien.
På trods af de mangfoldige indflydelsesveje kommer essensen af Meditation fra Indien.
Udtrykt i en lille ordleg: Indien kommer ud af Ind-i-én. Lad mig slå fast at jeg bestemt ikke har noget mod at blive påvirket og åndeligt befrugtet af fremmede tanker. Således har det altid været. Kristus er jo ikke en vikingegud. Han viderebragte et sæt af mellemøstlige og for vikingerne kulturfremmede tanker. I dag er disse tanker en vigtig forudsætning for vort samfunds vidunderlige evne til at behandle sine borgere anstændigt.
MELLEM GRÅSTENÆBLER OG GIFTIGE GEVÆKSTER Jeg voksede op i Gråsten. I mine forældres have er der et træ med dejlige Gråstenæbler. Som barn hørte jeg at Gråstens hersker i 1700-tallet, Grev Ahlefeld, tog en æblestilk med sig fra en rejse i Italien. Denne æblestilk udviklede sig i Danmark til noget helt andet og meget bedre end det oprindelige Italienske æble. Det danske vejr og jordbundsforhold udviklede de bedste kvaliteter i æblet så det nye danske æble i smag og størrelse langt overgik sine Italienske aner.
Næsten hvert år tager jeg med venner på vandretur i Himalayas bjerge. Hvert år må de lokale stammefolk advare nye vandregæster mod en særlig plante som ved kropskontakt kan give et kraftigt udslæt. Ofte vil man ikke mærke dette udslet før efter et par dage. Denne irriterende plante er en ny gæst her i Parvartidalens frodige flora. Det er en plante der oprindelig kommer fra Amerika, men som på en eller anden måde, måske som frø via en turists bukselomme er landet på fremmed jord og nu har udviklet sig i stil med de tyranniske Tartarer der i deres erobringtogt fra Samarkand til Delhi forvandlede sig til en helt ny græshoppeart der i løbet af få århundreder fik forvandlet det rige Indien til et land med en overklasse på ca tusind mennesker over for en befolkning der ikke havde råd til tøj.
Disse to eksempler giver tilsammen et billede på hvad der inden for de sidste 100 år er sket og lige nu sker med østlig meditation omplantet i vestlig jord.
Med Meditationen kommer de mennesker der lærer os Meditation. Disse mennesker er af kød og blod og kan ikke hoppe over deres egen skygge og lære os noget som ikke er formet og farvet af forestillinger fra det land og den kultur de er kommet fra. Meditation er selv helt ind i sin kerne gennemvævet af virkelighedsformende forestillinger.
Meditationslægen
Som de kommende sider vil vise i detaljer, så er nogle af disse fremmede og skjulte forestillinger som frugtbare Gråstenæbler i Yduns have når de bliver omplantede til vore vestlige vækstmiljøer. Andre er imidlertid mindre heldige og giver på lang sigt udslet i sjælen.
Blind overgivelse uden kritisk sans gør Meditation til en trojansk hest. TVIVL OG OVERGIVELSE Overgiv dig!
Det var en af de ting jeg fik at vide igen og igen da jeg som ung praktiserede Meditation under forskellige meditative organsationers faner. I denne overgivelse stod det temmelig klart at det først og fremmest drejede sig om at overgive sig til den organisation jeg i min regn af spørgsmål havde søgt ly under. Fjenden var det altid tvivlende intellekt, der forhindrede hjertet i at give sig selv.
Jeg kunne imidlertid aldrig rigtig overgive mig.
Min vestlige tvivl fik altid overtaget og fik mig som en nomade at gå søgende fra et fata morgana til et andet. Jeg var faktisk misundelig på dem som var i stand til at overgive sig til ledernes eventyrlige fortællinger. De så så lykkelige ud.
Min umiddelbare oplevelse af en dyb følelse af sandhed og indre fred når jeg meditererde konfliktede med de meditative organisationers agendaer og hierarkiske opbygning. Noget af det der her blev sagt var jo rent vanvid.
I vesten har vi takket være åndsrebeller som Spinoza og Voltaire fået en uheldig vane med altid at stikke næsen ind i de sprækker som uvægerligt dukker op i usammenhængende, modsigelsesfyldte og ulogiske verdensbilleder.
Jeg ville så gerne vende det døve øre til alt våset og i stedet kaste mig ud over troens og tillidens klippekant. Men jeg kunne ikke. Intet kunne tilsyneladende formilde mit intellekts rotweilerinstinkt for himmelråbende modsigelser. I dag er jeg i modsætning til i min ungdom meget taknemmelig over min vesterlanske arv, min tvivl. For i dag kan jeg retrospektivt se at de fleste af dem der overgav sig til deres organistations absolutte sandheder gik åndeligt i stå. De havde fundet svaret og faldt sødt i søvn med det... Nogle vågnede efter års dvale i deres kokoner a la Matrix og så at de havde spildt den bedste tid af deres liv. Andre vågnede kun kort for hurtigt igen at lukke øjnene og sove videre.
Dog tror jeg at mange af min åndelige venner, på trods af at det i min optik dengang så anderledes ud, egentlig inderst inde havde de samme overvejelser som jeg.
Så her trækker jeg den første i Meditation indlejrede, tankedna ud med pincetten:
Den siger: overgiv dig til din åndelige lærer og hans organisation og få fred.
Det er indlysende at denne forstilling eller rettere strategi har Inderne ikke monopol på. Den er en grundsten i alle seriøse religiøse forretnings- og magtimperier fra Varanasi til Vatikanet.
Heroverfor vil jeg ud fra min livserfaring nu hævde: overgiv dig ikke til en instans uden for dig selv. Efterlad aldrig din krop i meditationsstilling i en andens tempel.
At overgive sig til tvivlen - den optimistiske tvivl I dag har jeg overgivet mig .... til min tvivl og til den frydefulde evige jagt efter den indre kilde. Kilden er her! Jeg går langs den her og nu, så jeg kan se og føle den. Jeg behøver ingen ydre vejvisere for at drikke af den.
'Gud er ikke svaret... Han er spørgsmålet' - Thomas Aquinas Men jeg er stadig på vandring efter kildens udspring. Det gør ikke noget at jeg aldrig finder dette udspring, for på vejen op mod udspinget åbenbarer der sig altid et nyt vista, en ny bjergtop bag den bjergtop jeg troede var endemålet.
Her bliver søgen efter sandheden til et uendeligt projekt, hvor tvivlen, også i form af tvivlen på tvivlen, fører en ud på en frydefuld og uendelig rejse på vej mod kildens udspring, mod nye smukke vista og erkendelser og som universet ... uden ende.
Hvis du ønsker at leve som menneskesønnen eller menneskedatteren, må du vænne dig til at der intet sted finde hvor du kan hælde dit hoved til. Her leves livsmysteriet fremfor at det bliver løst!
Forkastelsen af det absolutte endemål, erkendelsen af at der ikke findes noget absolut punktum, fjerner fokus på det der er der til det der er her. Kilden er her og nu. Den er det evige dynamiske spørgsmål der forvandler tvivlen til det søde livsmysterie, den skræmmende, men vidunderlige fornemmelse af at du stort set intet ved, og at det du kalder mig, der ofte har pustet sig op i erkendelsen af at have erkendt dit eller dat, ikke engang kender sig selv.
Hvem er jeg? Det er min udfordring til dig kære læser... Hvis du med stor oprigtighed kigger ind i dig selv, vil du se at du er ukendt i en verden der er stor, dyb og magisk. At leve denne mystisk dybe ukendthed, med eller uden religiøse selvfortællinger, er simpelthen vild fedt! At leve i kendthed er det samme som at leve i hverdagens evige sløvende og forbandende gentagelse. Det er her i virkeligheden slet ikke hverdagen man ser. Hvad vi ser er det stive egofilter hvorigennem lyset fra det ukendte kigger ind på os.
'Oplysning' blev af de nyreligiøse organisationer markedsført som en ultimativ, evig tilstand, en bevidshedsmæssig afklarethed, et pludseligt gennembrud, hvor så at sige alle livets problemer ville forsvinde.
Forestillingen om den oplyste tilstand er ironisk nok en videreførelse af sindets ønske om at finde det endelige svar på livsmysteriet. Dette Jeg, dette for sig selv ukendte Jeg ønsker kontrol over livsmysteriet! Når så jeg endelig gennem store anstrengelser har fundet dette svar, ja så kan jeg endelig slappe af. Den vise Ramana Maharshi siger til os:
A day will dawn when you will yourself laugh at your effort.
That which is on the day of laughter is also now.
At jagte den oplyste tilstand er lige som at søge krukken med guld for enden af regnbuen.
Så hverken jeg eller de hundredvis af andre spirituelle søgende jeg har kendt og mødt på min vej fandt freden ved regnbuens fod. Og dog ... nogle erklærede sig oplyste, men det var overvejende de der så deres fordel i at videreføre denne forretningstrategi for i dette åndelige pyramidespil at berige egne lommer.
I dag er jeg derfor mere tilbøjelig til at anskue denne forestilling om oplysning som en slikkepind stukket ud af den religiøse bod for at lokke os små naive mennesker ind i heksens pandekagehus. Slikkepinden er en forretningstrategisk limpind.
Hvor kommer forestillingen om oplysning fra?
De oplystes enevælde Den er først og fremmest skabt i det Indiske samfunds statiske og hierarkiske klansamfund for omkring 2500 år siden. Dengang, som selvfølgelig også i Europa, foregik den overvejende del af den sociale kommunikation i den lodrette form der findes mellem herre og slave.
I vore dages vesten er de fleste kommunikationslinier mellem mennesker vandrette. Vi fremfører ideelt set synspunkter i en respektfuld og demokratisk dialog med hinanden, hvor jeg i princippet først gentager min opponents argument og fremægger mit synpunkt efter at min opponent har godkendt min forståelse af hans argument. Udbredelsen af den herredømmefri kommunikation mellem mennesker er imidlertid kun som en dråbe i det verdenshistoriske hav.
Hvad det vil sige at komme fra en vandret kommunikationskultur blev meget tydeligt for mig i de mange spændende og anstrengende år jeg har levet i Indien. Indien er så anderledes at det efter min mening er et af de bedste lande at rejse i hvis man ønsker at få det 'fremmede' blik på sig selv. At se sig selv og sin egen kultur er vanskeligt når man står midt i den. I indien dukker bliver du tydeliggjort for dig selv i kontrasten til det fremmede.
Det er næsten umuligt at kommunikere horisontalt med en Inder. Den ovennævnte græske dialogform der ligger som kulturgener der styrer vore ører, øjne og tunger, eksisterer ikke i Indien. Inderen vil i de første sekunder i mødet med dig placere dig på en lodret akse i forhold til sig selv ud fra følgende overvejelse: Står du over eller under ham. Hvis han antager du står over ham, vil han blot sige Yes Sir til din invitation til dialog og ikke fremføre sin egen mening. Hvis han mener du står under ham, vil han lytte høfligt, men distræt til hvad du siger, hvorpå han venligt belærende vil tiltale dig som en skolelærer der irettesætter en elev.
Gang på gang, også i mine parallelle liv som rejseleder har jeg oplevet at denne grove generalisering faktisk holder i byretten.
Jeg kunne skrive en hel bog om de morsomme misforståelser der rejser sig i kølvandet på disse håbløse kommunikationer. Blot vil jeg her, især så de der synes at jeg overgeneraliserer kan få ret, konstatere at den Indiske overklasse rent genetisk synes at have udviklet en bestemt type meget store ører der i modsætning til det europæiske øre står vinkelret ud fra hovedet, men alligevel intet hører.
Døve herskere var bestemt også normen i Europas middelalder. Men i nutidens Indien lever middelalderen videre på godt og ondt. Tag som eksempel Transcendental Meditation, der i strid modsætning til dets moderne videnskabelige image, putter kongekroner på de individer i dets organisation der har nået 'oplysning' eller er tæt på.
Den danske Kong Bjarne og hans slot
Den 'oplyste' sidder enevældigt på toppen af den feudale magtpyramide og slaverne søger hans nåde.
Når vi små mennesker antager forestillingen om oplysning, så begynder vi at lede vertikalt efter de oplyste for at få deres retningslinier. For den der har nået det statiske endemål må jo vide alt ... også hvordan jeg skal leve mit liv og hvordan jeg via overgivelsen af mit visakortnummer kan opnå at ankomme på denne endestation. Og således kommer sammen med søgen efter det perfekte ubevægelige endemål behovet for præster. Fra afladsbreve til moderne spirituelle kurser i dit og dat - alle har de levet og lever af din usikkerhed.
Des mere usikker du er på at din urgrunds kilde virkelig findes i dit eget hjerte, des mere behov har du for vejledning. Vi er som tiggeren i et Indisk fokeventyr der hele sit liv
sad på en guldskat uden at vide det.
Ydre magthavere i enhver historisk periode har foretrukket statiske virkelighedsforståelser fremfor dynamiske. Den statiske virkelighedstolkning siger om magtforholdet: sådan har det altid været... accepter din 'karma'.
Hvor præsten fra vesten har levet af at sælge afladsbilletter til et paradis efter døden har vi i Indien haft en forretningsmodel der mere ligner et pyramidespil. Her har du ved at meditere med foldede hænder foran den 'oplyste' kunnet forbedre din karma så du enten i dette liv eller i det næste kunne blive 'oplyst'.
Den 'oplyste' præstelige autoritet i sin indiske guruversion virker ud fra en besynderlig dobbeltlogik. Samtidig med at Guruen opfordrer dig til at stræbe efter oplysning, vil han forhindre dig i enhver form for åndeligt fremskridt. For hvis du bliver oplyst, vil du true magtens status quo!
Alene af den grund vil ingen, jeg gentager Ingen!, inden for en meditativ magtorganisation nå nogen som helst vegne rent spirituelt. Enten bliver du på bunden af pyramiden eller også bliver dine åndelige ambitioner skiftet ud med magtberuselse i det omfang du mestrer intrigespillet i konkurrencen om hvem der er mest åndelig og derfor stiger tilvejrs i hierarkiet.
Stay away from the concentration camps of the ashram - J. Krishnamurti Den logrende hale af gråhårede asketiske spejderdrenge i klanuniformer følger de Indiske Guruer fra Kanya Kumari i syd til Rishikesh i nord, mens disciple fra hele verden er ved at trampe hinanden ned i deres iver efter at komme først til den eftertragtede egoløse tilstand, der altid ligger tættest på mesteren.Denne besynderlige åndelige konkurrencementalitet kan læses hen over den samlede sum af ansigter og bedende hænder, der som dirrende kompasnåle peger mod den guddommelige pol i en bevægelse der altid peger væk fra en selv.Paradokset er at den pris man betaler for at kommer tæt på mesteren er at blive fjernet fra sig selv.
Man has to seek God in error, forgetfulness and foolishness - Eckhart Jeg læste engang at en direktør for IBM havde sagt: If you want success, double your faliure rate. I dag må jeg konstatere at han har ret. Ingen kan leve af andres erfaringer.Enhver har muligheden for og retten til at begå de mest vidunderlige fejltagelser. For derigennem modnes vi både menneskeligt og spirituelt.
Halløj i klosteret Jeg boede for mange år siden i en indisk ashram, et kloster, hvor den gamle mester kort før sin død overgav sin position til en mand som havde haft en meget høj position inden for det Indiske statsapparat. Ikke alle organisationens mere magtfulde medlemmer var glade for den beslutning, men ikke længe efter det nye magtsskifte begyndte alle i fordækthed at modarbejde hinanden og alle glemte tilsyneladende deres modstand mod mesteren.
Når jeg fik audiens hos den nye, i øvrigt utroligt karismatiske mester, fortalte han mig at jeg var den han skattede højest, men at de andre omkring 'os' var idioter og at den og den i øvrigt havde sagt det og det ikke flatterende om mig. Fuld af opblæst selvtillid gav jeg mig selv lov til at give de andre igen af samme skuffe.
Dette fantasygame fik en brat afslutning da jeg ved et tilfælde kom lidt tættere på en af de personer som i følge mesteren bitchede bag min ryg. Denne person fortalte mig at mesteren havde sagt at jeg havde sagt meget negative ting om ham. I øvrigt havde mesteren fortalt denne mand at han skattede ham højest af alle sine disciple og jeg jeg blot var en naiv turist udi ånden. (hvilket jo var rigtigt)
Pludselig gik spillets regler op for mig. Mesteren videreførte blot den overlevelsestrategi der havde bragt ham op på toppen af den korrupte indiske statspyramide. Han havde gennem sin intrigante snuhed fået alle sine potentielle konkurrenter til at slås indbyrdes og var selv steget til vejrs i hierarkiet som en varmluftsballon båret oppe af kampens hede.
Det der spændte ben for magtens vaklende søjler var blot at to personer i deres spirende venskab begyndte at udveksle informationer horisonalt.
Efterfølgende står det mig klart at den i Indien skabte fremmede synsvinkel også tydeliggjorde nøjagtig den samme form for magtkamp i rent vestlige spirituelle bevægelser.
I den japanske Zenbuddhisme er der en del anekdotiske historier der behandler dette dilemma. Den øverste zenmester i en bestemt orden giver sin stav, symbolet på oplysning, videre til køkkentjeneren med den besked at han bør flygte med det samme for ikke at blive slået ihjel af de andre munke.
Så man kan altså godt lære noget inden for de magtreligiøse organisationers tykke klostermure ... blot man som køkkentjeneren holder sig på afstand af de spirituelle intriger og flygter mens tid er. Sådan har jeg selv lært mangen en kostbar lektie må jeg indrømme og det selv om jeg heller ikke altid i flugten fik zen-stavens værdighed med mig ud.
Vort moderne samfund er i modsætning fortidens statiske magtsamfund i et dynamisk flux med overvejende horisontale sociale kommunikationsveje. Efter min bedste overbevisning er det alene af den grund i vort samfund bedre at aflyse jagten på en statisk og evig forklaret tilstand til fordel for en dynamisk, rastløs og respektløs evig søgen.
At være en pilgrimsøgende der aldrig finder sit Jerusalem er også en befrielse fra at sidde stum af ærefrygt ved den oplystes Konges evige sokkel.
Den frydefulde indre pilgrim ved nemlig at han intet ved og at heller ikke den åndelige lærer, uanset hvor oplyst han er, kan hoppe over sin egen skygge.
Vejen til kilden går nemlig indad og i en for det fællesskabsøgende menneske skræmmende ensomhed, hvor man i hengivelsen til sin indre essens i et kort glimt må tage afsked med klanen. Den indre kildevandring fører til en ny form for fælleskab, ikke med den gamle klan eller en ny klan, men med det større horisontale fællesskab af menneskesønner og døtre. I denne rejse indad mod kilden finder vi med Otto Gelsteds ord: ... det fælles store fund på ensomhedens bund.
Aflysning i stedet for oplysning Så lad os hermed aflyse rejsen til den ophøjede spirituelle endestation! Mit mål er i hvert fald ikke længere at blive 'oplyst'. Religiøse bevægelser og fascistisk klandannelse I forhistoriske samfund har den magtspirituelle organismes logik måske fungeret hensigtsmæssig i den forstand at den blot har spejlet stammesamfundenes generelle virkelighedscenter. Klanmennesket har her set sin egen overlevelse som betinget af kritikløs overgivelse til fællesskabet og lederen.
Totalitær fascistisk klandannelse ligger begravet i sindet som en fristende adfærdsmulighed der især udløses i krisetilstande. Menneskets forhistoriske hjernehardware rummer forældet genetisk software der under de 'rigtige' ydre betingelser overtager adfærdsstyringen. Den er skabt i vore millionårige, mange liv som stenaldermennesker. Denne refleks er fascismens egentlige rod. Dette har uden tvivl været hensigtmæssig adfærd fra den østafrikanske savanne og næsten helt op til i dag. I dag bør denne ukrudstplante hives op med hele roden.
Gud tager aldrig noget væk fra os uden at erstatte det med noget bedre Det er derfor jeg gang på gang advarer mod den her på Meditation.dk og det på trods af at mediterende sjæle bliver bliver forstyrret af alle mine kritiske indvendinger. Min erfaring er imidlertid at hvis ikke disse mere eller mindre skjulte forestillinger bliver hevet frem i bevidsthedens kritiske metalys, så vil den indre kilde i ens Meditation før eller siden tørre ud eller blive til stillestående brakvand. Så selv om vi græder når det dumme intellekt hiver den åndelige slikkepind ud af munden på os så er dette tab en forudsætning for at at vi kan nyde en endnu bedre spise. Det er som Meister Ekchart siger: Gud tager aldrig noget vækfra os uden at erstatte det med noget bedre.
Kun ved bestandigt at udfordre ens Meditation, at lade ens meditative vaner og forestillinger dø i selvkritik kan man holde vandet i den indre kilde frisk!
Tilbage til Ind-i-en... Aldrig har jeg været mere på ensomhedens bund end fanget i det Indiske fællesskab af mennesker, mennesker, menneskekroppe og tentakler af sved mellem dem. De kører cykler og biler og de går og de løber og græder og ler og spiser mango og taler ivrigt på sprog, jeg ikke forstår, og ethvert øje jeg ser, står på en balkon ud til verden og lader sig hylde som hele verdens absolutte hersker. Jeg bliver rasende. Hvad fanden er meningen! Hvert eneste blik i denne fraktale kødrand sparker mig ned fra min trone i verdens centrum og lader mig danse svimmel rundt i periferien af mit eget synsfelt, hvor jeg kører cykel og bil og går og løber og græder og ler og spiser mango og taler ivrigt på sprog jeg ikke selv forstår. Den kvælende varme har kogt sorte og hvide lemmer sammen til en stor kannibalsk suppe, og jeg begynder at bande på tamil. Men pludselig kommer den befriende latter.
Ja! vi er absolut ene - alene - enestående, fraktalt uendelige fornemmelser af den samme udvalgthed.
Ja! I dag er det muligt for os alle at udbryde i kor: Jeg er vejen, sandheden og livet! eller sige det med Buddhas ord: Jeg alene er den udvalgte!
Sidder et sted i Sydindien på en veranda til et klosters lille bibliotekshytte og læser lidt frem og tilbage i de bøger, der griber ud efter mig, når jeg går lidt frem og tilbage mellem reolerne. Det er for varmt til længere syntaktiske begrebsdannelser - alle større filosofier fordamper i den stærke varme. Men med solnedgangen kommer køligheden og jeg kan nu kondensere ovenstående betragtninger i én sætning:
I overlevelsesfrygt samles vi om ydre ledere der som præster forvalter vore indre veje og der som herremænd afstikker kursen for vore ydre veje, altimens menneskehavets helige gral findes på ensomme vildveje i vort eget bryst.
Det må efter min mening være verdenshistoriens største vittighed.
KULTUR OG KLANOVERLEVELSE Enhver kultur, ethvert samfundsystem vil udvikle sine egne overlevelsesstrategiske virkeligheder. Eftersom det drejer sig om konstruerede tankevirkeligheder kunne man selvfølgelig vælge at kalde dem illusoriske, men deres opmærksomhedsfelt er stillet skarpt på et liv her på jorden. Den store seer Ramakrishna sagde om de hellige brahminer at mens de i deres tale tilsyneladende svævede højt på himlen, så var deres øjne som gribbenes altid stift rettet mod jorden i søgen efter noget spiseligt.
At se verden som en illusion er i min optik først og fremmest et katastroferamt lands mentale overlevelsessvar over for lidelsens udfordring.
Det drejer sig om overlevelse, klanoverlevelse. Tankeprocesser er i bund og grund sammen med gener overlevelsesstrategier. Disse geo-histo-genetiske tankeoverlevelsestrategier skal sikre blot én ting: kød på bordet til klanen... i dag ... også gerne i morgen. De bygger kreativt på erfaringer der tager højde for alt, fra vejrlig til flora og fauna. Fra vort millionårige stenalderlige liv på den østafrikanske savanne styrer vore geners forældede software vore tankevirkeligheder mod følgende, i vor tid uhensigtmæssige konklusion: Os imod dem. Der er kød på bordet for vor klan eller den anden klan, den onde klan. Og vi lever gerne af rov. Mennesket er en race der lever af rov, selv om vor vestlige overklans røverstrategier i dag har udviklet sofistikerede medieselvfortællinger der kalder det ulandshjælp.
At løfte i flok - Katastrofer og kastefragmentering De mange perioder med hungersnød og eller invasioner er blevet forstærket af den ekstraordinære sociale stivhed der langsomt fulgte med rebrahmaniseringen af samfundet efter Mauriadynastiets fald.
Kampen mellem præsteskab og statsmagt forstået som to magtorganisatoriske principper
der henholdsvis retter kontrollen mod sindet og kroppen, er et arketypisk
fænomen i alle kulturer overalt på kloden fra oldtiden og op til
middelalderen.
Et problem ved den illusive overlevelsesstrategi er imidlertid at håndværk kræver åndelig tilstedeværelse.
Fysisk arbejde tilhører lavkasterne Hver gang jeg som rejseleder i Indien gør mine til selv at tage min kuffert så udbryder der panik omkring mig. For selve den handling at jeg som magthaver nedlader mig til fysisk arbejde er uhørt.
I Indien er selv i vore dage udførelsen af fysisk arbejde forbeholdt lavkasterne. Åndens og tankens verden tilhører højkasterne, des mere abstrakt jo finere. At filosofere om hvor mange engle der kan sidde på spidsen af skrædderens nål er derimod højt skattet. Måske er det netop derfor er inderne så gode til IT. Den virtuelle verden er på en måde også en illusion, den eksisterer ikke, i hvert fald ikke som andet end nuller og ettaller.
Jeg var engang gode venner med en Indisk dollarmilliardær. Han havde tjenere til næsten alle sin krops funktioner. En tjener hjalp ham skoene på, en anden løftede hans arme op så en tredje kunne putte jakken på ham. Ved middagsbordet var det ikke muligt selv at tage mad på sin tallerken. Det var tjenernes opgave. Illusionsfilosofisk kasteundertrykkelse Det er først og fremmest Brahminerne der har markedsført det omfattende teoriapparat om den illusive verden. Men selv brahminerne skal, på trods af at kun deres ånd eksisterer, have mad i maven. For at få det måtte de forvandle illusionen til noget spiseligt. Dette forvandlingsnummer lykkedes for dem ved at kæde arbejde, krop og illusion sammen.
Når illusionsfilosofien fik så godt et tag i Indien så hænger det også sammen med at Brahminerne i koblingen af krop og illusion fik det bedste argument for at lade andre arbejde for sig. Polariteten mellem den illusoriske krop i tid og åndens ophøjede virkelighed gjorde det naturligvis umuligt for brahminerne at foretage fysisk arbejde.
Inderne har derfor et paradoksalt og bestemt ikke neutralt forhold til den illusive kropsverden. På den ene side eksisterer den ikke. På den anden side er den foragtet.
HVORDAN MAN (OVER)LEVER ET ILLUSIVT LIV
Den praktiske Sikhisme Det er interessant at iagttage det praktisk fokuserede ansigt på en Sikh. I Sikhismen, verdens yngste religion og opstået i konfliktzonen mellem hinduisme og islam, er verden ikke anset som en illusion. Illusionen blev afskaffet af de meget praktisk anlagte Sikhguruer til fordel for en form for klantænkning med et stærkt socialt ansvar, også for de der ikke tilhørte klanen. Derfor er Sikhernes stat, Punjab, Indiens korn- og riskammer. Sikherne tager ansvar for verden og for hinanden. De er praktiske og effektive og var naturligt i forlængelse heraf de engelske kolonialisters foretrukne samarbejdspartnere. Jeg plejer kærligt at kalde dem for Indiens tyskere.
To forskellige overlevelsesstrategier fra Øst og Vest
Indien har siden oldtiden været langt mere hjemsøgt
af hungerkatastrofer og hensynsløse snylteroverklasser end
Europa. Inderne har derfor på godt og ondt udviklet en anden
overlevelsesstrategi end vi har her i Vesten. Hver gang en Europæer er stødt
ind i en ydre forhindring, har han satset på at han kunne fjerne
forhindringen. Hver gang en Inder er stødt ind i en forhindring,
har han lavet sig selv om frem for at fjerne forhindringen.
Hvor Europæeren har kigget ud i verden, har Inderen således
kigget ind i sig selv. Hver teknik har sine fordele og ulemper.
Inderen kender sig selv, men
kender ikke verden som han nedladende betegner som et ondt sted
kaldet Maya. Maya betyder illusion. Europæeren kender ikke sig selv, men kender en
verden som han har erobret, først og fremmest ved at udvikle af
et af tankedimensionens fornemste værktøjer: nemlig
videnskaben. Vestens
overlevelsesstrategi er at ændre verden hvor den Indiske i højere
grad søger at acceptere forhindringen og i stedet søger at
tilpasse mennesket til forhindringen. Det
er derfor Europæeren med Descartes konstaterer:
Cogito - ergo sum - Jeg tænker, altså er jeg
Enhver der som Inderne
har kigget en lille smule ind i sig selv, vil vide at dette
udsagn set i et introvert lys er det rene vrøvl. Enhver med bare
en lille smule erfaring med meditation kan i stedet sige:
Jeg tænker
ikke, altså er jeg
Men Indisk visdom kan som Vestens
videnskab ikke stå alene. Det er klart at Inderne ved at indoptage
vestens videnskab på sigt vil kunne hæve sig ud af den massive
elendighed de har været i de sidste 2000 år.
Men for mig er det oplagt at det vestlige menneske i sin overbeherskelse af den ydre natur har udviklet et tilsvarende indre blindt område. Dette område strækker sig ind over den
menneskelige sjæl og tildækker den.
Begge overlevelsesstrategier har deres styrker og svagheder. Kun ved
metaforisk at gentage den symbiose vi som encellede organismer i
urhavet indgik i vil vi være i stand til at overleve fremtiden. Det er således nu på tide, her i vor postmoderne globale
verden, der gør teknik og viden fra hele kloden tilgængelig, at
tage en grundsten fra hvert verdenshjørne og med dem skabe en ny
fremtidsportal.
VESTENS OG ØSTEN FORSKELLIGE OVERLEVELSESSTRATEGIER Hinduerne tænker altså anderledes ... de tilpasser sig omstændighederne frem for at ændre dem.
Overordnet kan man sige at Indien og Europa har valgt to helt forskellige overlevelsesstrategier. Når en Europæer ser en forhindring, så overvinder han forhindringen, men ikke sig selv. Når en Inder ser en forhindring, så lukker han øjne og ører og laver sig selv om. Han tilpasser sig forhindringen.
Og således opstod Meditation.
Indisk meditationsteknik hvor man lukker af for øjnene og ørernes input
Kontrol over kroppen I Himalaya, fem dages vandring fra den nærmeste landsby, mødte vi i fire kilometers højde en vandrende sadhu, en munk, uden tøj på kroppen.
Sadhuen blev fotograferet af min ven Anurag, eftersom mit kamera ikke virkede. På grund af Anurags indiske kulturbaggrund, må vi nøjes med kun at se den øverste del af sadhuen. På nær dette billede og fotoet af Kong Bjarne er alle billederne taget af mig i mine år som Guru-hunter i Indien.
Denne totalt nøgne mand praktiserede yogateknikker der gjorde ham i stand til at hæve kropstemperaturen så han kunne overleve nætternes kulde. Der var ned til 10 minusgrader om natten mens vi vandrede her og det var i den varmeste måned!
På væggen i et tempel i Tappovan i Himalaya hænger der nogle store gulnede sorthvide fotografier. De viser min ven Lal Baba som ung mand sammen med sin gamle læremester, Vishnudarshji. De vandrer sammen i sne til op over anklerne i Tappovandalen i ca. 4.800 meters højde. Vishnudarshji er helt nøgen, kun et smalt klæde om de ædlere dele. Han lever hele sit liv, der varer til 1970, heroppe over trægrænsen. Sommer og vinter, uden tøj, uden bolig, kun udstyret med en stok og en lille krukke. Nu er det sommer og det er koldt selv med uldsweateren på. Hvordan er det muligt at overleve en nøgen vinter her: minus 20 grader - plus 20 meter høj sne?
I 1989 krydsede jeg Himalayagletcheren Gaumukh. Vi har næsten krydset gletcheren. Kun en ca. 25 meter dyb skrånende isvæg skiller os fra igen at få fodfæste på klippegrund. Vores lille guide sætter sig på enden af iskanten og slæder sig med et muntert hyl ud over den. Efter en halv times diskussion følger vi hans eksempel. Endelig ankommer vi til Tappovan, en slette for foden af den bidende kolde himmeltand, bjerget Shivling. Et lille stenhus vokser ud af klipperne. En næsten nøgen mand, smilende henslængt på klipperne omgivet af sorte fugle, hilser på os, som om vi altid kommer her. Simla Baba!, siger vores bjergguide fuld af ærefrygt. Vi stiller teltene op i en fordybning i den langstrakte græsslette gennemskåret af små vandløb og savtakkede klipper i en højde af 4800 meter.
Yogier der kan stoppe hjerteslaget, sænke stofskiftet ja måske selv endda kontrollere det menneskelige sind, demonstrerer en kontrol over det autonome nervesystem i en grad der er stort set ukendt i vesten.
Mediterende yogi i Himalayabjergene
Nedenstående youtubevideo viser en indisk yogi der tilsyneladende er i stand til at ligge op til 20 minutter oven på en stort bål. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om videoen er et falsum eller ej. Det vigtige er her at videoen dokumenterer en kulturel tradition der lægger vægt på den ultimative kropskontrol.
Et indisk ordsprog lyder:
Der er intet guderne frygter mere end et menneske der ingenting ønsker.
I Indien fører det meditative menneskes forsagelse af kroppen til en position selv guderne ikke kan nå! I denne spirituelle mytologi står det åndeligt frigjorte menneske over guderne. Hør blot analfabeten og cigaretsælgeren, Nisargadatta Maharajs, kommentar om gud:
Hvad kan gud give til mig eller tage væk fra mig? Hvad der er mit er mit, selv da gud ikke var. Jorden er min, hvad der gror på den tilhører gud. Jeg er roden, gud er træet. Hvem er jeg der skulle tilbede nogen og hvorfor?
Logikken i denne tankegang synes at sige at hvis jeg ikke er afhængig af min krops basale behov, så behøver jeg ikke at bede gud om noget. Ja faktisk er der mange indiske myter og folkefortællinger der nærmest giver gud fingeren!
Hvorfor er det netop i Indien man finder de mest ekstreme tilfælde af kropkontrol lige fra meningsfulde yogiske teknikker der gør det muligt at overleve ekstreme naturforhold til kropsforagt som udtrykt i fakirer der sover på sømsenge? Eksemplerne er talrige: Sadhuer der altid står op og aldrig sætter sig ned på trods af ufattelige smerter i de væskefyldte ben ... talrige vandrende munke som har vænnet sig til at leve næsten uden mad og drikke ... Nag Babaer der bevidst giver afkald på civilisationens komfort.
Eller hvad med herren her til venstre, der stolt viser sit hjemmelavede kyskhedsbælte frem, for sex er selvfølgelig noget af det mest snedige djævlen har fundet på for at lokke og lukke ånden inde i kroppens fængsel.
Sadhuen til venstre har en jernkæde om livet der holder metalpladen foran hans ædlere del på plads. Jeg beklager at jeg ikke fik et close up af herlighederne.
Mit bud er imidlertid at der er en dyb mening i disse tilsyneladende vanvittige foreteelser. Den ekstreme kropskontrol fører til en form for overskridelse af kroppens behov. Den er sult og katastrofesamfundets mentale overlevelsessvar hvor man så at sige fortæller den gud der igen har glemt monsunregnen at der faktisk ikke er behov for ham! Sadhuernes budskab til gud kunne med min omskrivning lyde således: Eftersom vi ikke er kroppe, kan du rende og hoppe.
Sadhuerne er som antikkens søjlehelgener ikke egentlige rollemodeller for almindelige mennesker. De giver derimod inspiration til hvorledes man rent psykologisk kan tackle livets sultne sider.
Den der kontrollerer kroppen kontrollerer sin fattigdom
Det er forbavsende hvor sikkert et land Indien er at rejse i. Og det på trods af at Indiens kriminelle sammen med den nye indiske middelklasse er på vej op. At de enorme kontraster mellem de fattige og rige ikke som f.eks. i Sydamerika har udløst større kriminalitet er næsten mirakuløst. Den fattige Inder tilpasser sig sin fattigdom med et smil. Det er derfor at Indien efter min mening er smilets land. Der findes intet sted i verden hvor underklassen smiler så meget fra hjertet som i Indien.
Ind-i-en Magre tigger! Dine kranieøjne skinner, så jeg får dansende pletter på nethinden. Og dine øjne brænder sorte huller i mit hoved på vej ned mod natten. Din sjæl stråler med en næsten fristende duft. Du glemmer at tigge. Du smiler tavst dit tandløse smil med en mund som en en udbrændt indisk landsby. Du ryster mig dybt, men denne gang ikke som da jeg først så dig i en anden by i en anden krop, kære tigger! Jeg troede, du var ulykkelig og fortjente min vestlige medlidenhed, men du fortæller mig, at også jeg engang skal dø ligesom alt, der er blevet født skal dø. Du fortæller mig, at vi jeg blev født skrigende, men at han, tiggeren, vil gå leende bort, fordi han allerede er væk og aldrig var her.
Kun selvet er, siger du på gebrokkent engelsk.
Du menneskelige ruin. Dine væltede stentavler vender alt på hovedet.
Sammenlign her med os i vesten, med vore Prinsessen på ærten-lignende nervesystemer, narcissistisk ømskindede nervesystemer der aldrig har lært sig selv at kende i travlheden over at lave alt i den ydre verden om der kan true den indre skrøbelige og ubevidste følelse af balance.
Misforstå mig ikke! Jeg mener bestemt ikke at den Indiske fattigdomskultur er ideel. Prisen for denne form for overlevelse i værdighed er alt for stor. Det koster livets fornemmelse af virkelighed at overleve her. Og dog er der netop her i dette urgamle Indiske støv kulturelle dnastumper der for mig har større værdi end diamanter.
Alene USAs forbrug kræver 9 planeters råstoffer. Måske var det en god ide at kigge lidt indad i sjælen for her at undersøge om der er alternativer til at 'forbruge sig ud af krisen'. Kunne vi måske ændre os selv gennem introspektion frem for at forvandle vor grønne planet til en ørken i den stædige benægtelse af det indre univers der skjuler sig bag vore øjne?
Jeg vil ha ret! Vor vestlige kultur var indtil for nylig en duelkultur. Hvis to mænd kom til at fornærme hinanden, blev konflikten ofte løst via en duel, hvilket oversat ind i denne sammenhæng betyder at følelser altid projiceres ud. Det ydre objekt som har forårsaget den ubehagelige følelse skal omformes eller elimineres. Selv om der ikke længere findes fysiske dueller, har den samme form for åndelig selvblindhed overlevet i hvad Holberg har kaldt en subtil fægtekamp, nemlig diskussioner hvor det gælder om at få ret. Duellen er for mig en metafor for en kultur der rastløst er besat af at lave verden om fremfor at tilpasse sig verden.
Når en hindu bliver udsat for et overgreb eller et modsynspunkt, reagerer han med den urgamle ikke-volds refleks, ahimsa, hvilket betyder at man lukker øjnene, går indad i følelsen af forurettethed og her opløser den. Ghandis berømte ord: Be the change you want to see in the world, giver god mening her.
Lidelsesstrategier i øst og vest Det er i denne sammenhæng interessant at Buddhismens forestillinger om det lidelsesfyldte illusoriske liv ikke kunne finde næring da Buddhismen kom til Kina. For det velordnede kinesiske samfund gav det ingen mening at anskue verden som en jammerdal. Den kinesiske Buddha blev derfor i modsætning til hans introverte indiske fætter, en fed og glad udadvendt livsnyder. I Kina synes Buddha at sige til sine tilbedere: verden er et herligt sted at være i!
Et velordnet velstandssamfund vil altid anse verden som virkelig, hvilket i en eksistentiel oversættelse betyder: hvis verden er virkelig, så er jeg ansvarlig over for den.
Som nævnt forholder også Europa sig religiøst til lidelsen. Men her stilles lidelsens kors op midt i livet. I den europæiske virkelighed bliver lidelsen ikke mediteret væk som man kan se det i Buddhas svagt smilende, men depersonaliserede ansigt. Kristus ansigt som gengivet i billedet til højre er i denne sammenhæng den absolutte modsætning til Buddhas livsfjerne, men medfølende ansigtsudtryk der betragter verden fra en dimension hinsides lidelsen også kaldet Nirvana. Menneskesønnen tager i modsætning hertil lidelsens kors på sig. Menneskesønnens kærlighed I den kristne tradition sker der en væsentlig videreudvikling af det buddhistiske næstekærlighedsbudskab. Buddhismen har på grund af sin depersonaliserede attitude over for lidelsen udviklet en abstrakt form for næstekærlighed der som universel empati omfatter alt lige fra insekter til menneskelige skæbner.
Kristendommen står heroverfor med en langt mere personaliseret, individualiseret fortolkning, hvor kærligheden bliver en bro mellem et 'jeg' og et 'du'.
'Næsten' er et individ som menneskesønnens kærlighed retter sig mod helt ned i små individuelle detaljer. Kig igen et øjeblik på de ovenstående gengivelser af Buddha og Jesus. I Buddhas blik er du genkendt som en abstrakt universel ånd. I Jesu blik ser du dig selv i din individualitet, i din unikke og fra andre individers helt personlige skæbne.
Hvor de østlige traditioner har en tendens til at depersonalisere evigheden, så ser jeg en ny mulighed gennem Menneskesønnens åndelige dna at personliggøre evigheden. Dette er nærmere beskrevet i afsnittet Gud vil være Menneske.
FINALEN - DEKONSTRUKTION PÅ VEJ MOD NY SKABELSE Alle de tanker der er gjort i dette kapitel har et bestemt formål, nemlig at dekonstruere fænomenet Meditation ned til små enkelte byggesten. Metaforisk set har jeg lige nu en bunke legoklodser foran mig.
Engang var det hensigtmæssigt at have et gen hvis funktion var at gøre alt for at vi bevarede et fedtlag om livet reserveret til dårlige tider. I dag står jeg hver morgen foran spejlet og ærger mig over dette gen.
Forældede og usamtidige forestillinger kan være lige så farlige for sindet som forældede gener er for kroppen.
En del af legoklodserne kommer derfor ikke med i finalen. Oplysning og alvidende oplyste mestre er en illusion. At se verden som en samsarisk illusion kan efter min mening ikke rigtig bruges til noget i et moderne vestligt samfund. Frem for at bruge begrebet illusion, foretrækker jeg at tale om virkelighed, eller rettere virkeligheder. Nogle virkeligheder er almindelige, andre er usædvanlige. Fælles for dem alle er at de bliver virkelige når hjertet vælger dem.
Ej heller ser jeg en vej i øjnene på den depersonaliserede Buddhas arkaiske smil. Hele New Age Scenen er plaget af en ny djævel. Denne djævel hedder egoet og den står tilsyneladende i vejen for den eftertragede egoløse tilstand. Jeg har imidlertid et problem med den egoløse tilstand. Jeg elsker sushi... Hvis der ikke er noget ego hjemme i mig, hvem skal så nyde sushien?
Vor vestlige videnskabelige, skeptisk og analytiske tilgang giver heller ikke rigtig nogen mening som stand alone svar. Den samme dekonstruktion af vestlige forestillinger - lige fra religion til videnskabelig factichisme - er lige så bydende nødvendig. Tag blot som eksempel folkekirkens dåbs og konfirmationsritual der starter med sætningen: Forsager du djævelen og alle hans gerninger. I vore dage er det for mig et forvrøvlet klanbekendelsesritual. Det siger, hvad der gav mening i middelalderen men er absurd i dag: er du med os imod de 'andre'. Du bliver optaget i klubben ved først og fremmest at afgrænse dig negativt i forhold til de andre. Hvem er i øvrigt denne djævel? Er det muslimerne eller nabobyens fodboldhold? Er det dem vi er polisitisk uenige med eller dem der ikke mediterer? Er det sindet der altid forpester vort live med alt for mange bekymriger og tanker?
Nogle vil sikkert svare at djævelen er en psykologisk ting inden i os selv. Dertil vil jeg svare at rent psykologisk er det dummeste man kan gøre at dæmonisere noget inden i sig selv, at forsage det. Som i den politiske verden opnås det bedste resultat altid ved at strække hånden ud og forhandle. Middelalderen kendte ikke til politiske forhandlinger, ejheller kirken. Det at man kunne forhandle sig frem til en løsning på konfliktsituationer blev først opfundet i slutningen af trediveårskrigene.
Selve formuleringen 'at forsage' er i dag ubrugelig - lige fra politik til sjæl.
Jeg afskaffer hermed i denne dekonstruktive finale djævelen. Han havner i min verden - ikke på lossepladsen, men som en lille byggeklods for sig selv på et bord fuld af en lang række større bunker. En af bunkerne har en lille seddel hvorpå der står 'Meditation'. En anden af bunkerne hedder 'vestlig videnskab & analytisk tankegang'. En tredie hedder Shamanisme. En af de sidste bunker mit blik falder på hedder 'Menneskesønnens næstekærlighed'.
Hvor på bordet ligger nu mit Gråstenæble? Er Kristendommen i virkeligheden den egentlige kerne i dette æble? Er kristendommen i virkeligheden et af de ældste lag i min kulturkuffert?
Kan selve den kreative akt der lå bag Kristendommens uhyre betydningsfulde videretolkning af Buddhismen gentages i og af mig og dig?
Ja, den kan, for selv uden alle disse mange ord skrevet her sker det såmænd af sig selv. Kultur er en levende proces der skabes organisk hinsides intellektuelle erkendelser. Intellektuelle er ikke de bannerførere som de(vi) gerne vil være. Vi er nærmere som små mus der følger efter en flok elefanter i løb. Musene fortæller hinanden indbyrdes: Alt er under kontrol! Vi har styr på det, men for helvede en larm vi laver!
Jeg tager æblet og tager en saftig bid af det. Følelsen af den saftige æblesmag i munden får mig til at tænke: alt er såre godt - også selv om æblet er lidt surt - så behøver jeg ikke at 'forsage' det.
I en ny form for skabelse vandrer mine tanker til shamanen, den urældste indiske gud, Shiva. Han har daturafrø fra pigæbletræet i sit hår. Han har djævelens trefork i sit hår, den fristende slange viklet omkring sin hals og guldkalven, Nandi ved sin side. Han må som destruktionens gud være djævelen selv! Men han smiler til mig og siger: Destruktion er i virkeligheden dekonstruktion, så alt er såre godt!
