Hvad er Meditation

Meditationsteknikker

Meditationsmusik

Videnskabelige Links

Åndelige Inspiratorer

 
BEVIDSTHED & OPMÆRKSOMHED

I. Bevidsthed & evolution

II. Hvad er opmærksomhed
III. Hvad er bevidsthed
IV. Usamtidige styresystemer
V. Tankeoperativsystemet
  
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON

Den indre og den ydre person
Den indre krigers hellige sår
 

SJÆLENS SOMMERFUGL
Supervågenhed - den Hellige Gral
Det supervågne flow
Frigørelsen fra eller af jeg'et
Meditativ spatialisering

Meditativ pixellering
Frigørelsen af det større jeg
Sjælens Sommerfugl
 

 
HISTORIE, FILOSOFI & VIDENSKAB

Meditation, religion, videnskab og filosofi
Meditation og sekterisme
Jeg'et og dets udviklingshistorie
Meditation og metabevidsthed

Meditation & symboler
Jesus i Buddhas fodspor

 

SPØRGSMÅL TIL MEDITATION

Er meditation en mirakelkur?
Er det narcissistisk at meditere?
 
MEDITATIVE VISIONER

Den mirakuløse fraktale bevidsthed
Gud ønsker at blive Menneske

Singularitet, Meditation og Entheogener
Meditation og Kærlighed
Meditation og Sandhed
Om mig selv
 


 

 




I den følgende redegørelse
bruger jeg overlappende
betegnelser til at beskrive
de samme fænomener.
Her er en klargørende
skematisk oversigt:
 
Ydre person-jeg-bevidsthed
Indre person-mig-opmærksomhed













Fremstillingen bruger
 en ontologisk synsvinkel,
hvor gåsen har vinger for at
kunne flyve. Set ud fra et
rent darwinistiske synspunkt
er det naturligvis forkert.

Opdelingen af et mennesks psyke i
en indre og ydre person skal ikke
opfattes som en terminologi med
generel forklaringskraft.

Dertil er modellen alt for
generaliserende og
forsimplet. Det eneste formål
med denne skelnen er
blot at kaste lys på
nogle sider af vort indre liv
som mediterende.
Så snart det er gjort, bør
begreberne indre og ydre
person kastes væk.


 




I Freuds verden
ville betegnelsen ID
være den, der kom
nærmest på
det indre mig
,
som det bliver
beskrevet her.









Jeg og mig fremstillet i
en Mayaindiansk version



















































 

 



































En indisk mytologisk
fremstilling af konflikten
mellem de tre hjerner?









I dette tilfælde kan det være
lidt vanskeligt at bestemme
hvem, der er jeg og hvem der er
mig. Jeg vil overlade det til
læserens sunde dømmekraft..






































































 

 
DEN INDRE OG DEN YDRE PERSON - UNDER UDARBEJDELSE

God has given you one face, and you make yourself another.
William Shakespeare

Hvis du spørger mig

Hvem er du?

Så svarer jeg:

Jeg er mig.

Du spurgte jo egentlig mig, men jeg svarede ... efter at have tænkt mig lidt om - eller lidt om mig.
  
Hvad kan vi læse ud af denne lille fiktive dialog? Først og fremmest kan vi konstatere, at vi består af to personer, henholdsvis et jeg og et mig. Dernæst viser dialogen, at Jeg er mig's stedfortræder udadtil.
  
I følgende gennemgang vil jeg indledningsvist og generaliserede hævde, at mig er:
 
En indre person der gennem følelser og instinkter er forbundet med kroppen.
   Disse følelser registreres i opmærksomhed. Kroppens 'antenne' er den sanseregistrerende
   op-mærk-somhed. Mig er altid hurtig på aftrækkeren - også tit for hurtig.
 
Og jeg er:
 

En ydre person, der med fornuft og omtanke interagerer med verden.
   Denne fornuft udfoldes i bevidsthed. Jeg er altid langsom og eftertænksom.
 
Forskellen på jeg og mig bygger videre på den gamle og velkendte konflikt mellem følelse og fornuft - i videre forstand i modsætningen mellem bevidsthed og opmærksomhed forstået  
som henholdsvis jeg og migs vidt forskellige operativsystemer.

Reelt er der ikke nogen klar grænsedragning mellem jeg og mig. Mig er en samlende betegnelse for ældre bio-operativsystemer og jeg de nyere operativsystemer i det cellulære genbrug, der siden urhavet og op til i dag samlet har skabt det, vi kalder et menneske.

Menneskets stamtræ
Vor ydre personlighed er i mere end én forstand overfladisk. Hjernen er evolutionært at ligne ved et træ. Des dybere vi trænger ind i hjernen, des ældre bliver dets årringe. Dybt begravet i det inderste, hjernestammen, finder vi mig, forstået som hjernens evolutionært ældre og ældste lag. Den yderste og nyeste del af hjernen kaldes for hjernebarken.
I hjernebarken, neocortex, især frontallapperne sidder det der mest af alt definerer os som mennesker.
Her er kommandocentralen for menneskets sidst udviklede vågne bevidsthed. Herfra sender jeg via befalende neuroner beskeder til kommandocentralerne i urhjernen. Vor  vilde og forfaderlige Fenrisulv bliver hjernemytologisk bundet med nervetråde.
 
Når vi skjuler eller kontrollerer vore instinkter, så skjuler vi samtidig vore ældste biologiske lag. Vor essens, vort mig gemmer sig i dybet. At være en dyb person er ensbetydende med at have kontakt til de ældste lag i vor hjerne. Selvkontrol medfører en adfærd, der som et lag civilisatorisk lak ferniserer den indre fenrisulv.

 
Groft forenklet, men praktisk anvendeligt kan det stilles skamatisk op således:
 
Jeg - ydre person - bevidsthed, fjernsanselig erkendelse i lys - nyere operativsystemer
Mig - indre person -opmærksomhed, nærsanset eksistens i mørke - ældre operativsystemer
 
DEN INDRE PERSON

Jeg bor i en lejlighed ... Mig bor i min krop... Kroppen er mig's hjem

Jeg gentager nu for mig selv det spørgsmål, som du stillede mig i indledningen:

Hvem er jeg?

Svaret er i sin enkleste udgave, igen:

Jeg er mig.

Jeg er altså ikke jeg, men mig. Mit sandhedskerne er nærmere mig end jeg.

Nu er spørgsmålet: Hvem eller hvad er mig?
 

Frit efter filmen Total Recall
Det Indre kropsvæsen
Inde i kroppens mørke rum med centrum i maven bærer vi rundt på et lille sensitivt barnelignende, dyrisk instinktivt væsen. Dette indre væsen er centrum for den følsomhed, der blev beskrevet i kapitlet:
Det sensitive nervesystem. Det har for det meste ikke direkte kontakt med verden udenfor, da vi kun sjældent blotter vor inderste følsomhed over for andre.
 
Dette indre kropsvæsen er mig. Mig er urgammel og i den forstand mere et væsen end en person.

Den indre person lever af og i opmærksomhed.  
Meditation.dk skelner konsekvent mellem opmærksomhed og bevidsthed. Selv om alle sansninger reelt er produkter af hjerneaktivitet, så de subjektivt opleves i kroppens indre rum. Som nævnt registreres disse sansninger i opmærksomhed; de opmærkes før de af bevidstheden bevidnes.

Vor kontakt til mig sker instinktivt gennem opmærksomhed. Et split sekund senere ved jeg det i bevidsthed og dermed også i sprogliggjort form.

Hvor opmærksomheden i sin essens er ordløs, så er bevidstheden uløseligt knyttet til sprog og eftertænksomhed. Mig er hurtig. Jeg er langsom.
 
'Mig' som biokemiske sensationer
Udfordringen er nu: Kan vi beskrive mig, før jeg har tolket mig ind i sprogets sædvanlige og dermed kulturligt vedtagne former? Hvad er f.eks. følelsen af kærlighed før den blev navngivet.
 
Jeg, mig og sprog

I denne udforskning er det naturligvis det bevidste jeg, den ydre person, der med sprog tolker mig. At det netop er den ydre person, der har fået sprogets gave, skyldes, at jeg opfandt sprog som en effektiv ydre kommunikationsform, hvorigennem jeg kunne planlægge og aftale komplicerede overlevelsesstrategier med andre jeg'er. Sproget voksede som et mangfoldigt forgrenet træ ud af simple lyde. Dernæst blev tænkning skabt som en intern sproglig kommunikationsform. Tænkning er derfor en form for sprog, hvor tankerne har taget form af de lyde, vi bruger i sproget.
 

Mig rækker fra et barns uudviklede identitetsdannelse helt tilbage til den del af evolutionshistorien hvor det langt nærmere er et ordløst sansende følevæsen. Det bor i det indre navnløse og derfor stort set af bevidstheden uerkendte kropsmørke fra ringmusklen og op til halsen. Her i mig's sande kropshjem opmærkes alt som bundter af biokemiske sensationer. Når disse sensationer sprogliggøres i bevidstheden, bliver de gennem sprogliggørelse forvandlet til en vifte af forskellige 'følelser' i jeg's sproglige arkiv. Her bliver biokemiske sensationer 'oversat' til glæde, vrede, frygt, kærlighed osv. Det er det bevidste ydre jeg's opgave at give trolden et navn. 
   
Mig
lever imidlertid i en tilstand af ordløs opmærksomhedsregistrering.
Mig er et abstrakt bundt af sansninger.
 

Et portræt af mig
Det indre bundt af sansninger er i hvert enkelt individ sammensnøret og/eller udfoldet på en helt unik, individuel måde.
 
Når mig registreres med den indre meditative opmærksomhed i et trin før bevidsthedens sædvanlige tolkning, antager dets føletråde en form, der mest af alt minder om en indre gople eller brandmand. Mig er en indre følegople eller brandmand alt efter trusselniveauet.
 
Goplens centrum er placeret i mavens mørke urhav.
 
Jeg
er vred, hver gang mig er en brandmand. 

Den tankefri og sprogfri sansede væren som er, opmærkes i dybet af mig.
 
Mig
er et værende ordløst væsen.
Mig forstår kun lidt eller intet sprog.

   
At kultivere opmærksomhed i Meditation betyder i denne sammenhæng at være med mig's mere oprindelige sansninger i millisekunderne før, de er blevet sprogliggjorte og bedømte af bevidstheden. 
 
Meditation er: mig er.
 
 
DEN YDRE PERSON 
Den indre persons spontane føleapparatur er et ældre overlevelsessystem, som vi har arvet fra vor evolutionære eksistens som dyr og menneskeaber. Dette dyrisk instinktive algoritmiske føleapparatur evaluerer løbende de ydre inputs ud fra kriteriet: Er der en trussel eller ej? Lever eller dør jeg?
 
Den indre person har her sit eget overlevelsesoperativsystem. Dette systems største styrke er dets instinkbaserede hurtighed. Hvad det har i hurtighed, mangler det til gengæld i variation og opfindsomhed. Den indre persons mere arkaiske operativsystemer er godt gearede til et liv på den østafrikanske savanne, men har til gengæld sværere ved at navigere i en kompleks moderne virkelighed, der kræver langt flere uforudsigelige og nuancerede overlevelsesresponser.
 
Her træder en ny person hjælpende til: den ydre person. Den indre person både beskyttes og kontrolleres af en eftertænksom og derfor langsom ydre person.
 
Den ydre person er først og fremmest det indre mig's beskytter. Jeg's hovedopgave er at få den indre gople til at overleve ved hjælp af eftertænksomhedens udvidede repetoire af sporgliggjorte og overlevelselsesforslag.
 
Den ydre person optræder som en ridder i en rustning. Det er ridderens opgave at bringe det indre 'primitive' følevæsen frelst gennem det farlige liv. Det indre mig's sensationer fortæller ridderen, om han skal angribe, flygte, eller om han for en stund kan lægge sværdet fra sig. 
Ridderen har imidlertid mulighed for at overveje, om mig har ret eller ej.
 
Ridderens vigtigste våben er erkendelsen sværd. Med dette sværd har den ydre person evolutionens nyeste operativsystem til rådighed. Gennem dette operativsystems evne til at beherske impulser, analysere, planlægge og samarbejde gennem sproglig kommunikation øges mig's overlevelseschancer, eftersom de fleste af migs hurtige instinktuelle responser passer til et liv på den Østafrikanske savanne, men sjældent er anvendelige i en urban moderne virkelighed.
  
Den ironiske ydre person
Den ydre persons opgave er at varetage det sociale stofskifte med verden. Dette sker i en form for aktiv markedsføring af de repræsentative masker, hvormed vi lader os genkende af vore omgivelser. Den ydre persons opgave er her at fremprojicere et menneske uden svaghed. Ironi og humoristisk overskud er vigtige komponenter i den ydre persons adfærdsmæssige repertoire. At have humor og kunne bevæge sig ironisk på flere planer samtidig er grundliggende et tegn på overskud.
  
Ydre personer kontrollerer ikke blot sig selv. De deltager også i indviklede sociale 'lege' med henblik på at overvåge og kontrollere hinandens indre personer.
 
Det blik, der er før vort eget blik, er ofte ironisk. Det senmoderne ydre menneske har til dette formål iført sig en verbal rustning bestående af sproglig ironi.
 
Den ydre person er tom og klog - den indre person er dyb og dum
Den indre person er i besiddelse af de store følelsers dybde, men kommer, som man kan iagttage i enhver følelsesladet debat lige fra politik til individuelle relationer, ofte alt for hurtigt til firkantede og fordomfulde konklusioner med forankring i instinktive flugt/angreb overlevelsesmekanismer.
Den ydre person består heroverfor, som sproget i sig selv antyder, af overflade. Den ydre person har imidlertid også den eftertænksomhedens gave, der gør, at vi dagen efter en episode hvor vores indre instinktperson overtog magten, kan gennemtænke mere varierede overlevelsesresponser, der gør det muligt at korrigere vor sociale kurs med f.eks. et undskyld. En af den ydre persons vigtigste opgaver er derfor at temperere den indre persons uundværlige, men i sig selv forældede og derfor mere primitive overlevelsessystem. De lynhurtige og instinktive impulser fra den indre person bliver således bestandigt evalueret og kontrolleret gennem det ydre jeg's fornuft.
 
BIOOPERATIVSYSTEMER I EVIG KONFLIKT

Nobody, as long as he moves about the chaotic currents of life, is without trouble.
C.G. Jung

At være et menneske er at leve en næsten umulig balance mellem forskellige biooperativsystemer. Den ydre person har med sine avancerede kognitive, sproglige og planlæggende egenskaber det bedste overblik. Dette overblik har imidlertid sin pris. Det kræver tid at få overblik og måske er netop sekundet før den gode overlevelsesidé indtraf, skæbnessvangert. Vi kan med andre ord ikke undvære det gamle føle-operativsystem. Dets hurtige reaktionstid er stadig vigtig for vor overlevelse som art.
 

Hvem kom først... Mig eller jeg?
Mig kom først. Det gjorde det, da vi som børn først lærte at udtrykke mig. Mig kom også  først rent artshistorisk i den forstand, at vor limbiske følehjerne kom før vor neocortexiale fornuft. På samme måde kom opmærksomhed før bevidsthed. Dyr er opmærksomme, men ikke kognitivt bevidste.

  
At det er den ydre person, der evolutionært er mest undværlig, kan også ses i det faktum, at det er de højere mentale funktioner, der først forsvinder i tilfælde af en livskrise.
Det sidst udviklede er også det mest sårbare, eller måske rettere det mest undværlige i en krisesituation. Det er derfor de højeste kognitive funktioner er de første, der bukker under, når mennesker får symptomer på kronisk stress. Stress piller evolutionens løgringe af.
  
I et menneskeligt sammenbrud er det derfor jeg, der bukker under først, og mig der overlever.
Set i et evolutionsperspektiv er mig mere essentiel end jeg. Mig kan overleve uden jeg. Jeg kan ikke overleve uden mig.

Hvem har magten?
Ofte ser det ud som om den ydre person styrer den indre. Det gør den hver gang den ydre person i sociale situationer ignorerer, kontrollerer og gennemtænker den indres følepersons primitive advarselsreaktioner.
   
Fundamentalt set er det dog den indre person, der styrer den ydre i den forstand, at det er de ydre og sidst udviklede evolutionære lags 'pligt' at arbejde for de indre og ældstes succesfulde overlevelse.

Jeg
kender mig. Mig kender ikke jeg
Mig er forenklet set et opmærksomt dyr uden bevidsthed.

 
Heroverfor er jeg et bevidsthedsrationale. Denne bevidsthed er klar over eksistensen af  opmærksomhed.
   
Sat på spidsen så kender mig ikke jeg. Jeg er heroverfor klar over mig's eksistens og kontrollerer og beskytter det gennem kognition, i videre forstand gennem ord.
Jeg
udfolder sig i bevidsthedens rum. Jeg kan som nævnt fundamentalt set ikke adskilles fra sprog.
 
Jeg
kender mig, men ikke omvendt. Bevidstheden er bevidst om følelserne, men opmærksomheden er i sig selv ikke bevidst. Kroppen forstår ikke ord. Den forstår derimod en berøring. Det er derfor et kærligt knus ofte kan hjælpe mere end 100 timers psykoanalyse. 
  
Jeg
er bevidst om både sig selv og mig og kan oven i købet sige om sig selv:
Jeg er et menneske.
 
Dog er jeg's bevidsthed om mig stærkt begrænset. Langt den største del af mig lever i intens opmærksomhed, men uerkendt af jeg. Mig lever et sansuelt liv i 'noget'.
 
Vi står i halsen i dette noget, men har vanskeligt ved at forholde os til det, fordi det er ordløst. Jeg vil gå så langt som til at hævde, at langt den største del af vores værende liv er her, ovenikøbet massivt tilstede; vi lever det intenst, men er ikke klar over det. Det er så tæt på os, at bevidstheden ikke kan skabe den nødvendige afstand, hvori indsigt og sprog kan kile sig ind.

Of What is significant in one's own existence one is hardly aware,
and it certainly should not bother the other fellow. What does a
fish know about the water in which he swims all his life?
Albert Einstein

Meditation er først og fremmest at være dette noget i en stadig mere intens kultiveret opmærksomhedsstrøm.
  

Meditation.dk er derfor henvendt til mig. For i mig's esentielle dybde ligger urgrunden, verdensmassen der i indadvendt sansing nu er klar til at at se og føle sig selv. 

Paradokset er at kun jeg ved det.

In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart

Jeg's viden kan grundlæggende opfattes som en overlevelsesstrategisk mekanisme.
Gennem sprog og sprogliggjort viden samarbejder jeg'er i det der hedder samfund.


Mig er mørk - jeg er lys
Jeg kender verden, men kender ikke mig selv. Jeg er mig... kroppen er fuld af mig.
Jeg lever i mig uden at vide det.
 
Opmærksomhedens mørke, men i allerhøjeste grad levende energi er mig.
Heroverfor danser jeg foran bevidsthedens lysende spejl.
 

 

DEN YDRE PERSON OG KONTROLSAMFUNDET

Som beskrevet i kapitlet, Det sensitive nervesystem, så har det moderne bymenneske en langt større indre følsomhed end tilfældet var for blot 50 år siden.

Homo metropolis
Denne følsomhed er skabt af en industriel kultur, der i samme proces har haft overskud til at 'producere' unikt individuelle mennesker, ikke bare som en luksus for overklassen, men nu noget der kendetegner verdens globalmetropole middelklasse.
 
Disse unikt individuelle prinser og prinsessers medfødte allergiske sarthed har gjort behovet for følelsesmæssig beskyttelse større.

 
Det civiliserede maskebal
Enhver højkultur skaber og forudsætter et maskebal. Vi har siden antikken påtaget os en ydre selvbeherskelsens maske. I oldtidens græske teater spillede man med masker på.
En maske blev kaldt for en persona, heraf ordet en person.
  
Der er dog stor forskel på masken dengang og nu.
   
Jo større behovet for selvkontrol og for følelsesmæssig beskyttelse er, des tykkere bliver masken. Masken er i dag tykkere end nogensinde. Den er vokset så meget indad, at den nu er lige foran sjælens porte, aftegnet som fornuftige folder i ansigterne på en hær af direktører, embedsmænd og rationaliseringseksperter. De banker på og kræver Sankt Peter til etisk regnskab. Der skal laves tids- og projektaftaler, kravsspecifikationer og detaljerede tests for at nå tidsplanerne i forbindelse med udnyttelsen af the human capital.
 
Nu er det endelig på tide til at rydde op derinde i sjælens sumpede og ulogiske morads! Lad os give Helligånden en gang prygl med de markedsøkonomiske målestokke.

Sigmund Freud
De følgende overvejelser er inspireret af psykologen Sigmund Freud. Inden for de seneste år har Freud fået en renæssance. Jeg gætter på, at revitaliseringen af Freuds grundmodel skyldes samfundsudviklingens ukontrollable udvikling af kontrol, ja faktisk af en kontrol, der ikke længere kan kontrolleres.
    
I Sigmund Freuds model, ID, jeg og super ego, giver det mening at sammenligne den indre person med ID'et: det underbevidste, fortrængte, 'sansuelle', her og nu orienterede lille dyriske barn. Denne indre person er som på Freuds tid delvist g(l)emt i ubevidsthedens mørke. Dette ID er dog ikke formet på samme måde som på Freuds tid. Her undertvang  super-egoet, ID'et med en dårlig samvittighed skabt ud af religiøst farvet skyld og skam.
  
I dag er Superegoets pisk ikke længere motiveret af irrationelle, religiøst begrundede moralske følelser. Nu slår Superegoet kun til, når det er 'fornuftigt'. Superegoets dårlige samvittighed er blevet til en forlængelse af jeg'ets, i min terminologi, det ydre menneskes tilsyneladende 'fornuftige' og praktisk orienterede kommunikation med omverdenen.
 
På Freuds tid bebrejdede vi os selv for ikke at følge vor religiøse moral.
I dag bebrejder vi os selv for ikke at have succes eller for ikke at være perfekte.
 
Super-egoet og jeg'et i Freuds model er derfor i dag blevet så 'enige', de har så meget interessefællesskab, at de er smeltet sammen til det, jeg betegner som den ydre person.

Når vi i dag 'skammer' os, så er der 'fornuftige' grunde til det.

Polariseringen i en indre og ydre person hænger dog først og fremmest sammen med vore nervesystemers øgede følsomhed, der skaber behovet for at beskytte den indre følsomhed med en ironisk ydre person.
   
DEN YDRE PERSON
Med vor voksende metropole følsomhed opstår et stigende behov for en overlevelsestrategisk ydre maskeperson, hvis opgave det bliver at skjule det indre livs sårbarhed. Ud over denne beskyttelsesfunktion skal den ydre person sikre rationel interaktion med et arbejds- og forbrugssamfund der stadig bliver mere og mere styrende, norm og grænsegivende.
 
Den ydre persons dobbeltfunktion
Den ydre person fungerer som en skuespiller med en dobbelt rolle. Den fremfører det liv, som det moderne kontrolsamfund som aplications har installeret i os, samtidig med at den som forældre beskytter og opdrager den indre person. Masken bruges både i vort overlevelsesskuespil i forhold til verden og som en beskyttende hjelm. 
 
Denne psykologiske splittelse er den pris vi siden oldtiden har betalt for at nyde de fordele, det giver at være samfundsborger.  
 
Situationen er imidlertid spidset til i industrisamfundet og især i løbet af de seneste årtier. Det har, som vi skal se i det følgende, skabt en radikal forandring i både den indre og den ydre person og deres indbyrdes forhold.

Den ydre person og samfundskontrollen
Den ydre persons rationelle operativsystem baner som kontrolsystem vej for samfundslovens lange arm ind i den indre krop.
 
Samtidig skaber den samlede sum af ego-operativsystemer selvsamme samfunds kollektive forståelse af, hvad der er lov og orden - i videre forstand hvad der er 'virkeligt'.
 
Samfundskontrollens vej ind i sjælen - et kort historisk rids
Op til og med middelalderen kontrollerede statsmagten menneskekroppen gennem våbenmonopol og militær eksercits. Kirkemagten praktiserede samtidig de første primitive forsøg på kontrol over sindet. Den katolske kirke opfandt i denne sammenhæng en formidabelt effektiv forretningsstrategi kaldet synd.
    
Allerede med Karl den Store begynder statsmagten imidlertid gradvist at overtage kirkens sindskontrol. Synd bliver nu ikke længere et internt anliggende, hvor det at synde betyder, at du inde i dig selv har forladt Gud. At synde bliver nu til et eksternt moralsk anliggende, der bliver ensbetydende med at bryde samfundets love. I forlængelse heraf bliver prædikestolen statsfornuftens talerør frem for Sankt Peters.
   
Fra Oplysningtiden og frem verdsliggøres den religiøse kontrol over sindet. Fornuft og videnskab erstatter den religiøse moral som ideologi og gradvist trænger den sekulære virkelighedskonstruktionl længere og længere ind i mennesket. Den ydre krop er forlængst underlagt samfundslegemet. Sindet har efterhånden givet slip på religiøse forestillinger.
Vi administrerer nu os selv gennem talkontrol.
   
Set i et pengeøkonomisk perspektiv er både kroppen og sindet i dag underlagt kapitalens logik i den forstand, at man kan tjene penge på både fysisk og intellektuelt arbejde.
 
Ånden er imidlertid stadig værdiløs. Ånden og kroppens irrationelle liv er det sidste wild west.
 
Religionshistorie har vist, at der er mange penge at tjene her. Her i det 21. århundrede vil den sidste 'frontier' sandsynligvis falde. Nu skal der tjenes penge på de menneskelige følelser. En forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at følelser kan kvantiseres.
Denne kvantisering er nu for første gang mulig, idet videnskaben med nye generationer af bl.a. højteknologiske hjernescannere faktisk nu er i stand til at dokumentere effekten af meditation i hjernen.
  
Takket være mindfulness, emotional intelligence og human resources har vi nu fået værktøjer til at underlægge os ånden.
  
Det overkontrollerede menneske
Hvilke konsekvenser har denne hypercivilisering lige her og nu?
  
Interessant nok har jeg aldrig interesseret mig for politik - før i dag.
Aldrig har Meditations fremmede synsvinkel haft så stort et samfundsmæssigt perspektiverende potentiale.
 
Set fra en åndens synsvinkel, der paradoksalt nok i første omgang bliver mere og mere fremmed over for verden i takt med, at Meditation bliver mainstream, ser jeg en verden, der i stigende grad befolkes af overkontrollerede individer. Staten gennemkontrollerer borgerne samtidig med, at vi selv går forrest med kontrol over os selv. Vi er faret vild i et glashussamfund med indre og ydre labyrintiske spejle.
 
Vi lever i et samfund, hvor vi optages af kameraer i det offentlige rum, hvor vi kan google os selv, like hinandens privatliv på facebook, cykle afsted i raketfart i rumdragter på vej til arbejde med pulsure og kaloriemålere, have kvalitetstid med vore børn sikret gennem kurser, der giver os de rette forældrekompetancer, planlægge livslange læringsprocesser og når kroppen ikke rigtig vil være med, så hjælper det eksploderede pilleforbrug med at få udviklingen til at trille i den rigtige retning.
 
No wonder vore overplanlagte unge får behov for at gå amok i alkohol i weekenderne. Jeg er som midaldrende vokset op i kontrolsamfundets barndom. Unge i dag har derimod fået livsstyring og planlægning ind i overdoser allerede fra fødslen. Man bliver nu født ind ind i et subjekt, som er defineret på forhånd.
 
Den unge storbynarcissus ser her sig selv gennem den andens blik. Han arrangerer sig selv og sit eget blik ud fra andres blikke. Før ens eget blik er der altid en andens blik. Hvor det stigende antal lovparagraffer og forordninger ikke kan nå ud, der hersker i dag en ny form for moralske meninger om, hvordan andre bør leve. Den frihed, der blev sluppet løs i 60erne, er i dag erstattet af en ny form for puritanisme. De andres blikke er denne puritanismes sigtekorn.
  
Her er der ikke plads til middelalderens karnevalistiske breugelmenneskes uforudsigelige og liderlige vildskab. Jo, der er stadig vildskab, men den er iscenesat i det kollektive blik og dermed kontrolleret som i en Distortionfestival i København. Den virker spontan, men alle deltagere er i virkeligheden fastholdt i tusind spejles skruestik. Distortion er som den forvrængede guitars blue note allerede indskrevet i samfundspartituret. 
 
Den hamsteragtige mangel på metabevidsthed
Samtidig er der fra min synsvinkel en forbløffende mangel på metabevidsthed netop hvad kontrollen angår. Kontrollen er derfor fuldkommen ukontrolleret. Denne pletvise blindhed gør os hamsteragtigt dumme i vor lydighed over for de stadigt mere absurde krav om øget effektivitet. Kun få heldige timer out og spørger sig selv:

Hvad er det egentlig jeg har gang i?
Hvor er jeg på vej hen og hvorfor?
• Hvorfor ser du på mig - hvad vil du mig?
(henvendt til det blik der ligger før ens eget)

Og endelig det hellige gralsspørgsmål:
 
Hvem er jeg?

Det første man mister, når man er presset, er evnen til at tænke utraditionelt, kreativt og metabevidst. Først når nedsmeltningen, den Kierkegårdske krise i sin moderne form er indtruffet, og vi bliver 'timet' ud af en krop, der siger stop, stiller vi de vigtige metabevidste livsspørgsmål. 
 
Point of no return
Kompleksiteten og intensiteten i de krav samfundslegemet stiller til de enkelte celler accelererer - selv mens jeg skrev disse linjer og sikkert også nu, mens du læser dem.
 
Den ydre maskes bestræbelser på at optimere os som deltagere i det 'perfekte liv' er i stigende grad kommet under pres. Det er nu ikke længere den evige kødrand af samfundstabere, der definerer hvem der er vinderne. Sammenbruddet sker nu indefra. Det er vinderne selv der nu i stigende grad taber.
 
The point of no return
er derfor i min optik umiddelbart forestående.
 
Den ydre persons samfundstilpassede rastløshed
Inden dette sammenbrud, som ikke nødvendigvis behøver at medføre en katastrofe, men blot en radikal tilstandsændring, er der en længere forudgående fase præget af utilpasset nervøs, men kreativ energi. Denne fase blev indledt med ungdomskulturen og rockmusikken i 60erne.
 
Byprinser og prinsesser, efterkommere af dette frisættende oprør, er nu i deres allergiske følsomhedsreaktioner i stigende grad er optaget af de små irriterende ærter under civilisationsdynernes komfortable madrasser.
 
Disse gnavende ærter skaber en ny form for rastløs utilpassethed.   
 
Det unikt individuelle og sensitive menneske er et overlevelsessvar skabt ud af de sidste 50 års intense civilisering i den vestlige verden. Dette nye urbanmenneske er selvstændigt og kreativt, også i kraft af sin utilpassethed.
           
Den følsomme individualisering bliver, sammen med den stigende rastløshed en hovedmotor i det moderne informationssamfunds acceleration, i videre forstand for dets evne til at genopfinde sig selv. Denne dynamik skabes af de enkelte individers kreative oprør mod systemet, hvor  oprørets evne til at tænke nye veje, ikke uden for systemet, men inden for det, bliver livsnødvendigt for selvsamme systems udvikling i evig konkurrence mod andre systemer. 

The Devils music - the american blues
På samme måde som den disharmoniske blå tritonus tone, tonalis diabolus, skaber oprørsk fremdrift i den oprindelige blues ellers stive 12-takters form og siden bliver mainstream i rockmusik, så bliver det sårbare menneskes individuelle dissonans i samfundsorkesteret til den højeste form for lydighed.
 
Aldrig før i historien har mennesket derfor været en så lydig og velorganiseret samfundscelle som nu. Selv dets utilpassethed er allerede på forhånd opført i partituret. Hvor Jimi Hendrix brændte sin guitar af i et øjebliks spontan galskab, så har rockegenerationerne efter ham reproduceret denne ytring som en rockmusikkens altergang.
 
Som et stiligt svensk punkband, især fra Stockholm, er man iscenesat ned til mindste detalje.
 
Amerikanske TV-serier er i dag fulde af fortællinger om utilpassede, men meget handlekraftige individer. Disse hovedpersoner går som f.eks. i Breaking Bad eller Justified langt ud over grænsen for hvad der var acceptabelt for blot 10 år siden, men de er stadig skildret solidarisk. Det er netop denne individuelle rastløse, men kreative handlekraft der skaber en Steve Jobs i netop USA og ikke i Kina.

Den ydre person har behov for den indre persons visdom
Det moderne metropole menneskes dilemma er, at det er fanget i spændingsfeltet mellem sin egen øgede følsomhed  og et accelererende ydre pres.
  
Som nævnt er en af den ydre persons vigtigste adfærdsregler ikke at vise svaghed. Ikke at vise svaghed bliver imidlertid sværere i takt med, at den ydre person har behov for den indre persons følelsesmæssige intelligens.
  
I den proces (beskrevet i det forudgående kapitel) hvor den ydre person sampler den indres følelser, sådan at vi i stedet for at være os selv, spiller os selv, kommer den indre persons skrøbelighed ofte faretruende tæt på at blottes gennem revnerne i den ydre persons kontrolvisir.
  
Grunden til, at den ydre person sampler den indre, er, at den har behov for den indres human capital for at performe optimalt. At være i kontakt med sit indre følelsesliv er i dag en vigtig kompetence. (Jeg hader ordet kompetence anvendt i denne sammenhæng.)
 
Den indre person er i kraft af sin 'sansuelle', mavefølende karakter i langt højere grad end før, vigtig for vores succes i en kompliceret urban virkelighed. De gode gamle dage, hvor computerhjerner uden følelsesmæssig intelligens kunne indtage lederpositioner, er forbi.
En intelligent følelsesmæssig navigation, også med maven, deler i dag æren for succes med den logiske hjerne.
   
En intelligent indre person, der er god til at navigere i verden, må derfor nødvendigvis være mere bevidst end på Freuds tid, hvor intellekt og moral var tilstrækkelige for at opnå succes.
    
Den ydre person kan ikke sample den indre uden at være i tæt kontakt med den.

Den indre persons dilemma
Det placerer den moderne indre person i et dilemma. På den ene side bliver den nødt til at blotte sin følsomhed, træde frem i bevidsthedslyset for at kunne bringe sit bidrag til den ekstroverte sociale navigation. På den anden side er den blevet så oversensitiv, at den bliver nødt til at beskytte sig selv mod omverdenen.
  
Paradokset er her, at en forudsætning for succes er betinget af at den intelligente følsomhed bringes i aktivt socialt spil - netop den følsomhed og sårbarhed der samtidig bestandigt truer med at slå revner i den ydre maske. Derfor står det moderne succesfulde menneske i det dilemma, at det på en og samme gang er tvunget i tæt kontakt med den indre persons vise følsomhed, samtidig med at den indre persons svaghed aldrig må blottes.
 
Den ydre person holder derfor den indre person så tæt på sig som muligt, men i et jerngreb på samme måde som Don Corleone i Godfather gjorde med sine venner: Keep your friends close but your enemies closer.
 
 
DIGITALISERINGEN AF DEN YDRE PERSON
At denne kontrol har kunnet udvikle sig så ukontrolleret, skyldes i høj grad digitaliseringen af samfundet.
Umærkeligt og hinsides demokratiske processers kontrol er der skabt en ny global mennesketype, der er fortrolig med og afhængig af et tæt samarbejde med elektroniske maskiner.
  
Uden computere og internet ville det slet ikke være muligt f.eks. at underlægge arbejdsløse den ydmygende tvang, det er, at de skal synliggøre sig selv på nettet hver eneste uge med handlingsplaner, der for de færrestes vedkommende bliver til andet end digitale fodlænker. Samtidig vælter det ind med emails på kontoret for dem, der har arbejde. Hjemme bør man gennemgå sin outlookkalender og bagefter checke sms'er og voicemail på telefonen. Heldigvis kan man dog stadig skrive emails, mens tiden går i stå på Sisyfos bjerg, det nye in-sted for de evige arbejdsmøder.  
     
Det ydre ansigt bliver til Inter-face
Gennem interaktiviteten tilpasses maskinen til mennesket og mennesket til maskinen. Menneske og computer genskabes i en accelererende proces i hinandens billeder - et billede der maler sig selv, stort set hinsides politiske beslutningsprocesser.

Den ydre person skabes i dag i samspillet mellem de digitale fordoblinger man fremstiller af sig selv på internettet. Mit profilbillede i 'fakebook' fremstiller en 5 år yngre variant af mig. Flere og flere især unge mennesker bruger i dag mange penge på at få taget professionelle portrætfotos af sig selv til brug på nettet på Facebook, Linked in, datingsites osv. Vi kopierer idealerne fra en mode og popverden, hvor en Madonna kan holde sig evigt ung ved hjælp af Adobe Photoshop Daycream


Den altid smilende photoshoppede facebook avatar
 

Den ydre person smelter sammen med digitale proteser

Masseproduktionen af samples, hvor der ikke længere er forskel på en original og en kopi, skaber en tilstand hvor vor ydre identitet bliver identificeret med de digitale proteser vi har iført os. Videnskabelige forsøg har vist at mennesker som i en virtuel realitet bliver forbundet med f.eks. kunstige arme, i løbet af kort tid antager den kunstige arm for at være deres egen.

De digitale spejlinger, hvor ydre personer som rene interfaces kommunikerer med hinanden, bidrager paradoksalt nok til at gøre den ydre person 'virkelig'. 

Vi sampler os selv

Den ydre person har indset værdien af individuel autencitet. Derfor efterligner den ydre person den indres organiske følsomhed i form af et skuespil skabt af samples.
Dette tyveri medfører, at vi kommer til at spille os selv.


Iron Man - En tidstypisk film med
en følsom helt kapslet inde i en
digitaliseret protese.

 

I denne ironiske tilstand distancerer vi os følelsesmæssigt ved at sætte citationstegn omkring vore udsagn. Derigennem bliver vor kommunikation til samples, samples der frit kan downloades i vor nye verdensbank af tegn i form af ringetoner, film, musik, billeder, wikiinformation osv..  

Kejserens samplede nattergal
Her må jeg igen ty til musikkens verden for at finde illustrative eksempler.
Digital optageteknik bliver i kraft af højere og højere samplingfrekvenser bedre og bedre i stand til at fremstille højfrekvente lyde som f.eks. fra en violin. En CD kan med sin lave bit og samplingrate ikke gengive en soloviolins sande fylde. Den oversætter nemlig de højfrekvente lydes organiske sinuskurver til bittesmå firkanter i form af nuller og ettaller. Med den øgede sampling- og bitrate blive det muligt at lave firkanterne mindre og mindre. Resultatet er, at de digitale indspilninger kommer til at lyde mere og mere naturtro. Ikke desto mindre er de et simulacra. De består og vil altid bestå af firkanter, uanset hvor små firkanterne bliver.

Sjælens bløde kurver bliver gennem computerens nuller og ettaller forvandlet til noget, der ligner ånd, men i virkeligheden er simulacra. Som kejserens nattergal kan digitaliseret musik ikke gengive grammofonens varme lyd. 

 
På samme måde forholder det sig med den ydre person. Dens maske vokser sig som nævnt tykkere og rykkere indad og bevæger sig dermed ind i områder, der hidtil har tilhørt den indre føleverden. Dermed kommer den ydre person til at virke mere og mere autentisk. Den kan nu græde, hvis den ikke får en billet til en boyband koncert. 

Samplingen af original individuel autencitet viser sig i vore mobilers individualiserede ringetoner. Den viser sig i de tatoveringer der i vort eget selvbillede gør os unikke.

I vores bestræber på at skabe originale personinterfaces indsamler vi små adfærdstegn lånt fra den nære omgangskreds og i samme åndræt afstandsløst fra internettets
kolossale verdensbank af tegn - et nærmest uendeligt forråd af bogstaver, ord, citater, samples, billeder, filmklip.  

Maskekroppen
Den genstridigt grimme krop, som den er, set af det blik, der kom før vort eget skærmbillede, kan nu blive rettet til under kirurgens kniv: Større bryster, mindre næse og et bortskåret mavebælte - skulptureret på en krop, der vrider sig for at undgå sin egen alder. Kroppens ydre fremtoning bliver derigennem kompatibel med nullernes og ettallernes simulacra.
 
Tager vi det voksende pilleforbrug med, hvor nu 25% af alle drengebørn i USA har fået diagnosen ADHD og følgende bør have ritalin, så ser vi for os en ydre person, der både skal opdrages i stillesiddende heldagsskoler, medicineres, digitaliseres og endelig også skæres til for at opfylde det mål kun de færreste stiller metaspørgsmål til: at blive til en effektiv og rationel samfundscelle.

KONTROLMEDITATION I ET KONTROLSAMFUND  
Lad mig kort gentage centraltemaet: Civilisering, forstået som samfundets fælles taktslag for menneskers march mod centrum af den 'virkelighed', kollektivet er blevet enige om er virkelig, er i dag mere radikal end nogensinde før.
 
I dag er virkelighedens mål et øget forbrug og stadig mere effektivt arbejde gennem selvkontrol. I den globale konkurrence må vi derfor nu til udnytte og optimere vore human resources. Vi er nu tilbage ved begyndelsen af kapitlet hvor direktørerne løber stormløb på paradisets porte.

Tanke - og bevidsthedskontrol
Metaspørgsmål kræver, at vi tænker. I de ældre meditationstraditioner er der en indbygget modstand mod selve tankeprocessen, eftersom den hellige gral i Meditation findes i det velsignede øjeblik, hvor der ingen tanker er i ren bevidsthed. Denne ideologi har medført, at mediterende gang på gang har undladt at stille relevante kritiske spørgsmål til deres åndelige autoriteter. Hver gang de studerende greb deres læremester i magtmisbrug, blev de holdt tilbage af den falske lære, at tankesindet kun bringer forstyrrelse i den åndelige proces. Hvis de tænkte kritisk, så var det jo blot et tegn på, at sindet havde fået for meget magt.
    
Forestillingen om den ideelle tanketomhed findes selv i hjernerne på de videnskabsfolk der hjernescanner mediterende. I deres optik er netop de perioder, hvor der er tankefri bevidsthed på deres monitorer, det vi bør stræbe efter, hvorimod de naturlige perioder hvor hjernen skruer ned for bevidstheden og dagdrømmer, ikke er efterstræbelsesværdige.
Vi bør derfor anstrenge os for at være klare i hjernen hele tiden. Jeg er her lodret uenig.
Ingen sniger kontrolmanien sig ind i den vestlige konstruktion af Meditation.
De perioder i Meditation, hvor man ikke er bevidsthedsmæssig klar men derimod mere dagdrømmende, er lige så vigtige som klarhedsperioderne. På samme måde er tanker, i videre forstand filosofisk metabevidsthed lige så vigtig som tanketomhed. At lukke ned for bevidsthedsrationalet i hjernen er lige så vigtigt som tilstanden af bevidsthedsklarhed.
 
Der er en tid til at være tanketom.

Der er tilsvarende en tid til at dagdrømme kreative tanker.

Og endelig er der tid til at 'time' sig selv ud med førnævnte filosofiske overvejelser:

Hvad er det egentlig jeg har gang i?
Hvor er jeg på vej hen og hvorfor?
Hvem er jeg?

Mindfulness og det perfekt afslappede hamsterhjul
I afslappet kreativt flow kommer det bedste frem i os. Når vi kommer under pres, ligner vi nærmere hamstere i fangenskab.
 
Hamsterhjulet knirker efterhånden i dets øgede rotation skabt i konkurrence med bl.a. kinesiske hamstere. Imidlertid kan vi nu gennem mindfulnessteknikker sikre kontrollen over hamsterens velbefindende. Hvis hamsteren er i dårligt humør, eller hvis den har stress, så kan den ikke løbe så stærkt. Lad den også deltage i kurser, hvor den får de nødvendige kompetencer i positiv tænkning. Hvis vore hamstere er glade, så kan de på sigt godt overhale de kinesiske.
   
No pain - no gain
En af mine jævnaldrende venner tog begejstret på et power-yogakursus. Efter et begejstret første besøg fik han under den anden session en skade i sit ene håndled.
Yoga er en af de 'sportsformer' der i vesten giver de fleste skader.
 
På samme måde som yoga bliver en præstationssport i sin vestlige omtolkning, så bliver østlige meditationsteknikker til nye absurde kontrolredskaber i hænderne på os vesterlændinge.
 

Græsset slår sig af sig selv - når du har lyst
Det er mere provokerende end nogensinde før, at græsset faktisk gror af sig selv og at de bedste ting kommer til os netop, når vi ingenting gør. Kun i en tilstand af let go
in flow, vil vi i et kort heldigt øjeblik indse buret vi befinder os i, og spørge os selv, om der skulle være en vej ud af the matrix.

Den guddommelige komedie
Den markedsøkonomiske effektivitet kan som antydet tidligere også nå helt ind i sjælens verden praktisere venlighed og fred. En af de største og dygtigste åndelige skuespillere i vor tid er Dalai Lama. Det er derfor han er så populær i den globale overklasse. Han er mester i at praktisere spiritualitet. Man skal øve sig i at være god. Det er kun naturligt, at Dalai Lamas åndelige udsigtspost er skabt af kontrol. Den tibetanske buddhismes institutioner har haft århundreders feudal erfaring i at sidde på magten i Tibet. Buddhismen er i øvrigt også verdens første handelsreligion, der netop opstod i nogle af verden første pengeøkonomisk baserede bykulturer og siden spredte sig langs silkevejenes handelsruter.
  
Dalai Lama er bestemt en særdeles intelligent og sympatisk person, men det er ikke noget tilfælde, at netop han er kontrolsamfundets overklasses nye kæledægge.
 
Spiritualitet kan aldrig praktiseres. Sjælens Sommerfugl er allerede perfekt og behøver ingen øvelse for at være sig selv. Sjælen kan ikke fakes til den makes. Den lader sig ikke body builde. Den er, hvad den er. Den manifesterer sig netop ikke, når vi mediterer. Kun hvis vi lader os meditere i ren ikke-gøren - kun da kommer sjælens sommerfugl, og sætter sig på os.
  
Fra mindfulness til Tibetansk Buddhisme ser jeg den samme bestræbelse: den ydre persons anstrengelser for, gennem øgede åndelige samplingrates at nå det hellige land.
 
Det er i mine øjne ikke andet end rent simulacra, et skuespil praktiseret af et maskefolk, der øver og øver sig på at være sig selv.

Det er ikke nødvendigt at praktisere venlighed. Venlighed over for alt er et naturlig biprodukt af den organiske erkendelse af vores forbundethed med alt:

Begin by realising that the world is in you, not you in the world. Knowing yourself as the dweller in both the bodies, you will disown nothing. All the universe will be  your concern; every living thing you will love and help most tenderly and wisely. There will be no clash of interest between you and others. All exploitation will cease absolutely. Your every action will be beneficial, every movement will be a blessing.
Nissargadatta Maharaj

Og således kom hesten igen foran vognen og ikke bagved.
 
Lad mig her gentage Meditation.dk's manifest:

Ægte Meditation er uden anstrengelse og kontrol
Spontan Meditation udvikler metabevidsthed


Det er nu på tide at følge sommerfuglen ind i de indre vilde skove.  
 


Artemis og hans ven på vej ud af The Matrix


SJÆLEN TRÆNGER UD I SAMFUNDSLEGEMET
Her får jeg lyst til at 'time' min egen klagesang ud og erstatte den med et smil. Det er nu tid til en happy ending.
 
Verden er alt for stor dyb og mystisk til at forstå gennem kun én kikkerts udsyn.
 
Den ydre kontrolsamfunds forsøg på at kolonisere det indre menneske, vil i mit højeste intuitive perspektiv, hvor alt er såre godt, ende med at den besejrende bliver besejret. I den proces, hvor kapitalen forsøger at subsumere ånden, vil ånden i stedet subsumere kapitalen.
 
Derfor hilser jeg det overkontrollerede maskemenneske i al dets stræben efter perfektionisme velkommen. Det perfekt kontrollerede menneske vil, når tiden er moden, slå over i sin egen modsætning og blive til grundstammen i en ny menneskeslægt, bestående af unikt individuelle individer i spontant kultiveret bevidstheds- og opmærksomhedsflow.
 

Fortsættelse følger i kapitlet: Kun den indre person kan meditere
 

KUN DEN INDRE PERSON KAN MEDITERE
                                                                 Meditation i sårbar styrke

Riv din maske af!
Dit ansigt er gloriøst
Rumi

Fremstå som du er,
vær som du fremstår
Rumi

Et menneske har mange lag hud, der dækker dets hjertes dybder.
Mennesket kender så mange ting; det kender ikke sig selv.
Ja, tredive eller fyrre skind eller huder, magen til en okses
eller bjørns, lige så tykke og hårde, dækker sjælen. Gå ind
på jeres egen grund og lær jer selv at kende der.
Meister Ekchart

Ofte hører jeg fra mennesker, der er begyndt at meditere, at deres meditationsritual ikke længere rigtig fungerer, og at de efterhånden sidder og keder sig eller er forstyrrede af tanker. De efterspørger derfor mere undervisning og flere teknikker.
 
Det er vort ego, der efterspørger teknikker og faste meditative rutiner. Egoet er en form for ydre kontrol-jeg, der består af tankestrategier, der gør os i stand til at handle rationelt. Dette overlevelses- og beskyttelsessystem er anvendeligt til at skaffe os brød på bordet. Det fungerer imidlertid dårligt som meditationsmotor.
   
Derfor gentager jeg min egen livserfaring som et mantra overalt på meditation.dk:
 
Jeg kan ikke meditere ... Jeg kan derimod lade mig meditere.
 
Meditation er en spontan og ukontrollabel proces, som man kan overgive sig til ved årvågent ingenting at gøre.

I overgivelse er der hverken plads til forståelse eller viljesbaseret handling.
Så jo mere man prøver at forstå og kontrollere meditation, des mere 'tør' og uinspireret vil den blive.
 
Man kan ikke med sin forståelse og vilje skabe et meditativt flow.
Man kan ikke body builde bevidsthed.
 
Hvad der står i vejen for meditation er imidlertid dybt påvirkeligt af forståelse og vilje.
Mit intellekts opgave er at indse, at det dybest set ikke er i stand til at forstå meditation, og derfor heller ikke kan skabe eller kontrollere processen.
 
Dernæst er min opgave at forstå, hvad der forhindrer Meditation frem for at finde ud af, hvordan jeg mediterer. Jeg kan for eksempel ved hjælp af mit intellekt anaylsere og udpege de livssituationer, hvor Meditation ikke sker af sig selv.
 
For den, der føler sig draget til et liv i meditation, vil det altid være vigtigt at spørge sig selv, om man er i den rette arbejdssituation, og hvorvidt man omgås mennesker, som selv er i flow. Denne form for analytisk selverkendelse er i de fleste tilfælde en nødvendig fejekost, en livs-GPS, der gør, at vi kan identificere alle de situationer, hvor vi sandsynligvis ikke vil være i flow og derfra langt fra den flod inde i os selv, der kan føre os ud til havet.
 
Nu er spørgsmålet: Hvis jeg ikke kan finde ud af at meditere, hvem er det så, der gør det?

DET SENSITIVE MENNESKE ER DESIGNET TIL MEDITATION
Hvor Buddha pegede på månen, er det nu på tide at pege på månen, som den spejles i  følelseshavet i det indre kropsrum. At Meditere bliver i denne sammenhæng en betegnelse for den proces, hvor den rene opmærksomhed spontant gennemscanner den indre krop for derigennem gradvist at opløse dette kropsrums blokeringer og følelsesmæssige sår. Feel to heal. Wellness er her et biprodukt, og netop ikke et mål for enden af en kontrolleret meditativ praksis.
 
Selvreferentielt feed back opstår kun i følsomhed
Som ofte nævnt på Meditation.dk er et hel centralt og overset aspekt i selve det meditative fænomen det selvreferentielle feed back, der opstår, når en sensitiv opmærksomhed vender sig mod sig selv på samme måde som en mikrofon, der kommer for tæt på en højttaler.

Forudsætningen for den anstrengelsefri meditation skabes nemlig i det introverte bio-feed back som kun sansemikrofonens følsomhed kan skabe.
 
Det er her vort nye nervesystem har sin helt store styrke: selve følsomheden er nøglen.
Det er en hel ny nøgle beregnet til at åbne en dør vi endnu ikke har set.
 
Fortidens nøgler kan ikke åbne fremtidens døre.
 
DET MEDITERENDE DYR
Det gør mig, den indre person, det lille dyr inde i kroppens sansede rum.
Kun når jeg har fuld kontakt med dette mig, og villigt lader det tage styringen, vil meditation ske spontant.



 

Både sex og Meditation er baseret på lyst. Den indre person elsker at meditere, fordi det indre flow i Meditation er lystbetinget. Umiddelbar behovstilfredsstillelse, i videre forstand lyst og leg er den bedste motivation for det indre mig. Lyst kræver imidlertid, at jeg giver slip på kontrollen. Ligesom den, der anvender teknik under samleje, fjerner sig fra sit eget naturlige instinkt, så kan ingen 'teknikke' sig til meditativ lykke.
  
Grunden til, at jeg er blevet siddende i min meditation år efter år er, at det føles godt for den lille abe inde i mig og ikke fordi, jeg havde planlagt det ud fra et ønske om at blive et bedre menneske.
 
Meditation er derfor lige så let og svært som kærlighed. På samme måde som vi aldrig bliver herrer over kærlighed, så undviger meditation den, der rækker ud efter den.
 
Hvis meditation ikke lidenskabeligt elsker at meditere dig, så vil du blot spilde din tid, hvis du prøver på det. Vent hellere til inspirationen er der på samme måde som surferen, der venter på den rigtige bølge. 
 
Når den rigtige bølge er der, og du er vågen og opmærksom nok til at se og føle den komme, så kan du frydefuldt surfe den i et opmærksomheds-flow, en ordløs strømmende sansning i kroppens indre rum. Hvis du i dette nu vil andet end det dette nu giver dig, så vil du omgående blive kastet af bølgen. Det er denne flydende følelse, der er livets mening, for i samme øjeblik den er der, så holder alle spørgsmål op.
 
Meningen med livet findes ikke i en gylden krukke for enden af tankerækkernes regnbue. Det indre meditative flow er langt nærmere en kunstnerisk handling, hvor kunstneren selv er kunstværket. Vi mediteres som en danser i fri dans. Denne flow-danser  lever af og i opmærksom stilhed. Han gentager aldrig sig selv, men kultiverer livets altid friske livssvar i alle dets uforudsigelige og uregerlige former.
 
Den tåbelige indre person
Den indre persons følelsesmæssige velbefindende og mulighed for vækst er altafgørende for vor livskvalitet. Den indre person er imidlertid ikke i sig selv noget ideal. Den er ofte barnlig, dyrisk, egoistisk og fordomsfuld og derfor kan der være mange gode grunde til, at den langsomt eftertænksomme jeg-side af os selv har spærret mig inde og ofte så langt væk, at jeg ikke engang er klar over eksistensen af uregerlige mig. At bringe den indre person ud i verden kræver mod. For når man slipper sig selv ud, risikerer man at ens liv, som man kender det, går i opløsning.
 
Problemet er imidlertid, at fængselsstraf ikke forbedrer den indsatte, men tværtimod skaber grobund for mere kriminalitet. Undertrykkende og disciplinære tanker har, uanset hvor kloge de er, svært ved få det indre mig-dyr til at ændre sig, for det indre dyr forstår ikke ord. Det forstår berøring, men ikke ord. Den vise tankedel i os holder derfor sin fornuftsprædiken for døve ører.
 

DEN INDRE PERSON I DEN YDRE PERSON

When I saw you I fell in love
and you smiled because you knew
William Shakespeare

Hvad skal nu møde den indre person ved de åbnede fængselsdøre?
 
Supervågen opmærksomhed
Det skal ren tankefri opmærksomhed og bevidsthed kultiveret i meditation!
 
Det er mit åbenbaringsfunderede postulat, hvor den eneste evidens jeg har er mit eget livs walk and talk.
 
Den største gave vi kan give til et andet menneske er ren vågen, tankefri opmærksomhed.
Giv nu denne opmærksomhedens gave til dig selv. Hvorfor forstår den indre person opmærksomhed? Det gør den, fordi den kan mærke op-mærk-somheden. Den indre person føler. Dens selvrefererende system består af opmærksomhed. Følesansen er vort største og vigtigste organ. Den sørger for sansningen i overfladehuden, og meget vigtigere: Den registrerer det ufatteligt varierede hav af navnløse sansninger i den indre krop.
 
Uden denne opmærksomhed vil den indre persons være i en elendig forfatning. I ren opmærksomhed er der intet at forstå. Der er kun plads til følelser, for den indre person er frem for alt et bundt af følelser.
  
I et liv kultiveret i meditation vil man efterhånden være i stand til at bypasse det overophedede tanke-operativsystem. Hvad træder i stedet? Det gør et helt nyt intuitivt supervågent og superopmærksomt operativsystem næsten fri fra kognitiv navigation. I den supervågne opmærksomhedstilstand kan man leve lykkeligt med med 90% færre tanker.
Her er vi ikke blot opmærksomme, men også klar over, at vi er opmærkomme.
 
Vi har to brug for to vinger i vor himmelflugt. Den ene er kropslig følt opmærksomhed. Den anden er supervågen, tankefri bevidsthed.
 
Visionen er at få den indre person ud i lyset fra bevidstheden og varmen fra en vågen fortællingsfri opmærksomhed, så den kan vokse sig stor og vis som et træ i et eventyr.

Supervågen, men tankefri opmærksomhed rettet indad mod kroppens dunkle rige vil langsomt gøre, at den ydre og indre person i stedet for at slås begynder at smelte sammen til et sammenhængende væsen. Dette tager tid... lang tid... for Rom blev ikke bygget på en dag. For denne sammensmeltning skabes af vort livs mikrohandlinger. Vi er sammensat af mikroøjeblikke. Hver gang du kommer i tanke om det, ikke blot i meditation, men også i løbet af dagen, så ret opmærksomheden indad i et uskyldigt a-ha. Hver gang vi vågent sanser os selv i ordløs opmærksomhed, skaber vi en lille mikroændring i vort liv i den rigtige retning. Derfor er blot et enkelt sekund i tanketom indre kropsopmærksomhed en sejr.
 
Idealet er her at kunne sige om sig selv: Jeg hviler i mig selv. Jeg er hjemme i mig selv.
 
Jeg
bor i en lejlighed ... Mig bor i min krop... Kroppen er mig's hjem.
Meditation skaber en glad mig, der føler sig hjemme i kroppen.
 

Ringe i vandet fra mig til jeg til dig.
Den nærsansede intimitet mellem jeg og mig konstituerer ikke blot vort forhold til os selv, men også vort forhold til verden. Når jeg hviler i mig Selv, genskabes denne relation som ringe i vandet til vore nære relationer og vore omgivelser. Des mere jeg elsker mig selv, jo mere kan jeg favne hele verden.
 
Jeg genkender mig selv i sympati i det jeg møder og ser.
 
Den indre person kan kun blive mediteret ved at begive sig ud i dagslyset. Det giver sjælen mulighed for at ånde ud gennem den ydre persons sprækker.

Meditation er selvkærlighed.
 

Meditation er feed back
Den spontane meditation opstår som et neurofeed back mellem en ren og klar opmærksomhed og kroppens indre energetiske liv. I dyb meditation når dette feed back et point of no return der kan sammenlignes med, at du tager en mikrofon op foran en højttaler og skruer op for indgangsfølsomheden, indtil mikrofonen går i selvsving med højttaleren.
 
Meditation er i den forstand et spontant og anstrengelsesfrit selvforstærkende bio-feed backfænomen. I denne tilstand forstærker kroppens sansninger sig selv i et loop skabt af ren og intens opmærksomhed og vågen bevidsthed.

Den indre persons følelsesliv vokser i intensitet og modenhed i den opmærksomhed og bevidsthed der til gengæld næres af og vokser ved hjælp af det brændstof som den indre persons sanse og følelsesliv udgør. Den indre persons følelser og sansninger giver eksempelvis den energi til kognition, der gør at vi f.eks. husker alt det, der interesserer os, men hurtigt glemmer det, der var indlært uden passion.
 

Uden adgang til dette brændstof kan vi ikke opnå større kvantitativ og kvalitativ opmærksomhed og bevidsthed, der igen giver adgang til endu mere af den indre persons energi.
 
Den indre person er i den forstand som eventyrets drage, der vogter guldskatten - blot med den forskel, at dragen nu ikke skal dræbes, men oplyses og opløses i lys og varme fra bevidstheden og opmærksomheden.
 
 

DET SENSITIVE NERVESYSTEM
 
Det er i vor disruptive tid fristende at tage en nejhat på eller at klamre sig til stærke retroledere.
 
For det eneste man kan forudsige om det globaliserede verdenssamfunds sociale stofskifte er, at det sandsynligvis vil have et højere blodtryk i morgen end det har i dag. 
 
Jo mere udviklet en civilisation bliver, des mere indviklede bliver dets nervesystemiske forbindelser. Succesfuld social navigation i vor tid kræver i stigende grad komplekse nervesystemer, der frem for alt er stand til at forbinde sig med hinanden.
 
I denne proces vokser vore nervetråde sammen med og forlænges med digitale proteser.
 
Grænsene mellem det biologiske nervesystem og det digitale nervesystem flyder sammen i et finmasket informationsnet, der efterhånden har spundet hele kloden ind. Dette globale net transporterer ikke blot information, men også følelser med en sådan hastighed, at bjergfolk i Afghanistan føler vrede, når en lille dansk avis laver nogle karikaturtegninger.

Sammen med informations- og følelsesstrømmene flyttes mennesker og varer rundt på kloden i et stigende tempo.
 
I reaktion mod denne grænse- og afstandløsheds pludselige indtrængen samler sarte nejhatte sig nervøst i usamtidige nationalstatsidentititer og en vifte af individuelle og kollektive krænkelsesidentiteter. Det lader til at disse størknede hjerner især har klumpet sig sammen på de politiske yderfløje. I det store perspektiv tjener koncentrationen af stå-fast adfæden som opamlingsstation for afhenting til historiens losseplads, men lige nu er det vestlige samfund er på vej mod en polarisering, der opløser de gængse modsætninger mellem højre og venstre.

I den accelererede usamtidighed mellem hastighed og vanemæssig tyngde opstår hidtil ukendte polariseringsformer, hvor f.eks. det Amerikanske højre kan finde på at solidarisere sig med det mere gammeldags Rusland. Ruslands kultur er lige nu på mange måder som vor vestlige kutur var for 40 år siden. En reaktionær vestlig nejhat har derfor lettere ved at forstå og solidarisere sig med en traditionel Russisk nationalkristen machomand end frihandelsdrengene på Wall-street.
 
Mens jeg skriver denne tekst, 'whatsapper' jeg med purseren Arthur fra Hong Kong om, at kineserne ikke længere køber oldtidsperler i Bangkok. Sanatan fra new Delhi om Soomboon fra bangkok blander sig i diskussionen. Min tjekkiske kæreste skriver, at hun savner mig. Jeg bor næsten halvdelen af min tid i Tjekkiet, men det ser ud til at det er for lidt.
 
Mit Dreem gadget har sørget for at jeg har fået ekstra meget dyb sws-søvn. Den natlige meditation er blevet ekstra dyb med Muse og hjernen har fået et ekstra skud neuro-vitaminer med Vielight.
 
Jeg er snigende blevet til en allestednærværende big-data surfende cyborg og jeg elsker det!
  
Gennem meditation og entheogener har jeg forberedt min hjerne til at leve i big-data uden frygt. Jeg forstår godt Brinkmans dødsfrygt, men Darwin er som manden med leen, når det drejer sig om at høst af nej-hatte.
 
Et menneskeligt nervesystem kan anskues som et avanceret algoritmisk operativsystem.
 
Den samlede 'civilisatoriske' sum af interaktion mellem biologiske og digitalt baserede algoritmer adlyder grundliggende Darwins lov om overlevelse.

Det som overlever, er.
Det, som overlever, er sandheden.

Denne det værendes sandhed er dynamisk og uforudsigelig.

I denne for egoet uberegneligt hellige matematik fødes og dør civilisationer på samme måde som fraktale bølger af geometri udfoldes under en rejse på ayahuasca.
  
Livets civilisatoriske orden overlever kampen mod thermodynamikkens anden lov ved at antage stadigt mere komplekse former, der kan rumme større og større intelligens og bevidsthed. Des mere avanceret en civilisation bliver, des mere sårbar bliver den. Hvem har behov for primitive atomvåben her? Et enkelt klik på en mus i en del af verden vil kunne medføre et totalt strømsvigt i en anden del.
 
Så vi overlever paradoksalt nok ved at udvikle større og større sårbarhed.
Denne sårbarhed bliver i vor tid i sig selv et kardinalpunkt.
 
Sårbarhed og civilisatorisk kompleksitet
Indviklede nervesystemer er mere sensitive og derfor mere sårbare. En højcivilisations måske vigtigste opgave bliver derfor at beskytte dets sarte biologiske indmad mod den grusomme ydre ´natur´.
 
Vor civilisation har effektivt formået at beskytte dets individer mod livets naturlige modstand, hvad enten det er i form af varme, kulde, sygdom, sult og til en vis grad også tidlig død. 
    
Vore nerveender er ikke blevet hærdede gennem modgang skabt af simple, men barske livsomstændigheder, som dem vi var underlagt, da vi som forhistoriske mennesker levede på den østafrikanske savanne.
 
Ej heller er der længere indvielsesritualer for unge, hvor de af stammens vise påføres rituel fysisk smerte som en prøve på, om de kan leve voksenlivet.
  
Senere i middelalderen fik vi stadig alvorlige lussinger af livet i forlængelse af epidemier, krige eller fejlslagen høst. Helt op til måske for 50 år siden mødte livets vilkårlighed det vestlige menneske uden fløjlshandsker.
 
Efter 2. verdenskrig har vi imidlertid oplevet en usædvanlig lang opgangsperiode, hvor flere og flere mennesker er blevet til en del af en velstående middelklasse med en hidtil uset form for tryghedskultur, som end ikke historiens overklasser har haft. Denne sikkerhedskultur har skabt en helt ny form for menneskelig adfærd, ja næsten en helt ny form for mennesker.
    
Den man elsker tugter man
Langt inde i Himalayas bjerge var jeg vidne til, at en mor gav sit barn en ordentlig lussing. Barnet tumlede rundt på gulvet og havnede som en bylt i en krog. Ungen snøftede lidt, rystede sig som en hund, der har fået skæld ud og fortsatte så med at lege, denne gang lidt længere væk fra ildstedet og moderen. Min første reaktion var chok, men lidt efter dukkede der en mening op i denne tilsyneladende gale handling, der i Danmark ville have ført til løftede øjenbryn hos de sociale myndigheder. Der var ingen tvivl om, at moderen elskede sit barn. Hun var i færd med at trimme sit barns nervesystem, så det passede til det hårde liv i Himalayas højder. Heroppe i de naturgroede bjerge ville et pylret barns chancer for et godt liv være lille. Moderen lærte sit barn, ikke gennem formanende ord, men fra krop til krop at flytte fokus fra hvordan man har det til hvordan man tar det.
 
Fra stynede popler til sarte mimoser  
I vore dage er vestlige børn små sensitive skabninger, der tåler langt mindre end den lille snotunge fra bjergene, der til aldrig i sit liv vil få behov for psykolog eller lykkepiller. Til gengæld vil dette barn opleve fornemmelsen af at fryse ind til benet om vinteren, måske også opleve hvordan det føles at have for lidt mad i maven.
  
Aldrig har vi oplevet ubehaget ved at gå sultne i seng og ikke vide, om der ville være mad i morgen. At leve et liv, hvor man ikke kan være sikker på det næste måltid, skaber et radikalt andet nervesystem, der i langt højere grad er gearet til fundamental overlevelse. Dette nervesystem har ikke råd eller overskud til at udvikle den sensitive finhed vore vestlige nerver har i dag. Der er ikke tid til at sidde og græde over småting, når det gælder om at overleve.
 

Stynet poppel
Vi har ikke længere fortidens hærdede nervetræer, der som stynede popler tåler alskens vind og vejr. I stedte har vi udfoldet sarte forgreninger, der vokser i alle retninger.
   
Her står vi plantet som mimoser i civilisationens glashuse svøbt ind i materiel komfort med nervetråde så sarte, at vi som gæsterne på mine rejser som rejseleder får nervøse sammenbrud, hvis der mangler et håndklæde på badeværelset.
Den selvoptagede livsallergi har på mange måder fået et solidt tag i os, og unge som gamle bliver vi ofre for livets ulidelige lethed. 

Prinsessen på ærten
Et af de første steder, hvor vi kan iagttage dette sarte nervesystem, er i det socialt komplicerede, men fysisk modstandsfrie liv i det europæiske hofmiljø i 1700-tallet. Vi kender alle eventyret om prinsessen, der ikke kunne sove, fordi der under de mange madrasser lå en ært og gnavede.
 
I dag er mange af os hudløse prinser og prinsesser med små ærter, der ligger og gnaver på de forkerte steder og forhindrer os i at hvile.
 
Social og kulturlig kompleksitet i stedet for fysisk modgang
Samtidig er vi omgivet af en ny form for pres i form af nuller, ettaller og moderne travlhed, der ofte kræver vor aktive tilstedeværelse i alle døgnets vågne timer og ofte på flere planer samtidig. Antallet af mennesker, man skal forholde sig til, er også vokset betydeligt inden for de sidste 50 år.

Vi er hulemennesker i jakkesæt
Den voksende kompleksitet i vor sociale omgangskreds udfordrer grænserne for hvad vore oprindelige stenaldergener er stand til at klare. Vort liv på den østafrikanske savanne har haft masser af tid til at efterlade sit visitkort i vor genbank. Vi er fra stenalderen programmerede til at orientere os i livet, som var det en fodboldkamp: Vort hold mod det andet hold: Vor familie, vor klan, vort land mod de andre stammer. Vore religiøse fortællinger har gjort de fremmede stammer til dæmoner. Vi har gud på vores side. I en global verden med fri kommunikation og handel skal vi nu pludselig til at forholde os til fremmede stammer, som om de var mennesker. Det er forvirrende.
 
Livet er for den globale middelklasse vedkommende blevet mere fredeligt, men også mere kompliceret. Når det hele bliver for indviklet, er det for en ung mand fristende at blive holigan, racist eller medlem af en bande. I disse retrostynede stammefælleskaber kan man bytte den forvirrende sociale kompleksitet ud med enkle, men fysisk hårde rammer, sat af knytnæver, pistolkugler og baseballbats i hænderne på tæskehold.
   
Et stynet nervesystem mister evnen til mangfoldighed
Et stynet nervesystem vinder sin sejhed på bekostning af mangfoldighed.
Jeg har gennem længere perioder levet i udviklingslande, især Indien, blandt fattige, simple mennesker gearet til rå overlevelse. Disse mennesker var ofte meget intelligente målt ud fra deres evne til at overleve i den virkelighed af knaphed, de var sat i.
  
Deres evne til at forstå og forholde sig dynamisk og fleksibelt til alternative virkeligheder, hvad enten det var i form af min tilstedeværelse eller i form af det lag af moderne middelklassekultur der trængte sig på, var imidlertid stærkt begrænset. Det er sandsynligvis en af hovedårsagerne til, at så mange naturfolkeslag bukker under i deres møde med moderne civilisationer.  
 
DET FANTASTISKE NERVESYSTEM
Set i lyset af dette perspektiv rummer det nye supersensitive nervesystem værdifulde egenskaber. Uden et fuldt udfoldet og sensitivt nervesystem ville vi slet ikke kunne navigere i den komplekse urbane virkelighed, vi befinder os i nu. Det sarte og forgrenede nervesystem er udviklet som en overlevelsesrespons på en social kompleks, men fysisk beskyttet drivhusvirkelighed.
 
Det sensitive menneske er derfor på en og samme gang en forudsætning for og skabt af vore livsomstændigheder. Udviklingen af  komplekse nervesystemer passer til navigation i vestens samsurium af parallelle virkeligheder.
 

Navigation i space og hyperspace
Ærteprinsesssens udvidede sensitivitet gør hende som den indiske gudinde til venstre i stand til at forholde sig til og i verden på flere planer. De mange nye forgreninger i vort nervesystem er perfekt kompatible med de indviklede sociale og følelsesmæssige forgreninger, vi er en del af. Hun bliver i bedste fald en hub, et krydsfelt for informationslinjer, ligesom hjernen og google.
    
At navigere i mange virkeligheder samtidig, både reelle og virtuelle er vanskeligt for det oprindelige og af naturen stynede nervesystem. Det robuste, naturhærdede menneske behersker som nævnt kun få virkeligheder og har som regel kun udviklet en ringe evne til at se sig selv udefra i et metaperspektiv.
    
Kun det fuldt blomstrende livstræ kan klare denne opgave.


    Indisk multitaskende Gudinde.

 

Det nye nervesystems evne til at multitaske er altså en gave.
Som vi skal se senere, så har dette nervesystem også helt nye meditative evner.
 
Intet nyt kommer imidlertid gratis.
 
Narcisistisk ømskindethed
Prisen for udviklingen det nye mangfoldighedens livstræ er, at vi nu i stigende grad kommer til at lide under vor egen følsomhed. Prinsessen på Ærtens nervesystem står i farezonen for at krumme sig narcissistisk ind i sig selv eller bukke under for stress eller simpelt hen brænde ud. 
 
Vi har svært ved at rumme os selv og er derfor i fare for at beskytte vore sårbare forgreninger gennem overdrevet brug af facadeironi og narcissistisk adfærd. Narcissistisk ømskindethed kendetegner den adfærd, hvor man beskytter sin egen følsomhed på bekostning af andres. 
 
Hvilke  konsekvenser har ovenstående betragtninger nu i forhold til Meditation?
 
Meditation og meditationskulturer praktiseret i et moderne liv må først og fremmest adressere de nye udfoldede livstræers hyperfølsomhed.

Smukke livstræer med grene flettet ind i hinanden

Den øgede følsomhed skaber en ny form for polaritet i mennesket, ikke som på Freuds tid et skamfuldt fortrængt id baseret på et super egos pisk, men nærmere et overfølsomt indre omgivet af en ironisk kerne. Dette vil bliver behandlet i kapitlet: Den indre og den ydre person

Den samlede 'civilisatoriske' sum af interaktion mellem biologiske og digitalt baserede algoritmer adlyder grundliggende Darwins lov om overlevelse.

Det som overlever, er.
Det, som overlever, er sandheden.

Denne det værendes sandhed er dynamisk og totalt uforudsigelig.

I denne enkle uforudsigelighed fødes og dør civilisationer som fraktale mønstre oplevet
  


 


  
FRA LIVSLØGN TIL ÆRLIGHED I SÅRBARHED

Never wear a mask... To be authentic means to be true to oneself. It is a very, very
dangerous phenomen; only rare people can do that. But whenever people do it, they
achieve. They achieve such beauty, such grace, such contentment that you cannot imagine..
Be true to yourself ... to be oneself ... moment to moment... Never wear a mask.
Osho

Dette feed back forudsætter sanset følsomhed helt ud i de yderste nervespidser, hvor følsomhed bliver til sårbarhed. For uden denne sensitivitet kan din opmærksomhedsmikrofon ikke gå i meditativt selvsving.
 
Spontant selvsving i det meditative flow kræver rent eksistentielt, at du er så ærlig som overhovedet muligt over dig selv. Selv de mindste indre livsløgne forhindrer, at du er i stand til at sanse dig selv nok til at feed back'et mellem dit jeg og mig kan nå det point of no return, hvor du bliver mediteret fremfor at meditere. For livsløgnens opgave er at beskytte dig mod smerte, men uden at forholde dig til denne smerte kan du slet ikke gå i indre selvsving. Vi skal naturligvis ikke dyrke smerte i meditation, men vi skal heller ikke dyrke det modsatte i form af positiv tænkning. Vi skal blot ærligt og ordløst blotlægge og være i det som er.
 
Dette er en af de vigtigste erkendelser her på Meditation.dk:
 
Kun mennesker, der er hudløst ærlige over for sig selv kan blive mediterede.
Kun når du er ærlig, kan du måske få et 'k' foran ordet foræret.

Når den ydre person får overtaget
Der er ofte et komplementært forhold mellem den indre og den ydre person i den forstand, at mange mennesker i dag investerer næsten al deres energi i at udvikle en kompensatorisk ydre person. Den ydre persons opgave er her at skjule den indre persons sårbarhed.
  
Ledere, stærkt ambitiøse mennesker og perfektionister i det hele taget vil ofte have investeret den største del af deres energi i den ydre person alene med det forsæt at kompensere for den indre persons uregerlige fortabthed, en fortabthed som kun vokser sig større i takt med den ydre persons stigende kontrol.
Des mere den ydre person får kontrol over den indre, des mindre vil man være i stand til at mærke sig selv, altså mærke det indvendige og uregerlige liv i det mørke kropsrum.
 
Den ydre persons ironi forhindrer spontan åndelig vækst

Then turn to great and serious objects that makes you feel small and helpless.
Search out the deeper level of things to which irony never decends.

Rainer Maria Rilke, Letters to a young poet

Den ydre person bliver især aktiv, når der er mere end to personer til stede. I grupper overtager den ydre person gennem en form for skuespil, hvor man beskytter sig selv ved at spille sig selv i stedet for at være sig selv.
 
Ofte vil beskyttelsen foregå ved hjælp af ironi, der
bruges for at skjule det indre nærværssår.
 
Ved sociale sammenkomster bliver den ironiske adfærd ofte anvendt til at udkæmpe små hierarkiske magtkampe ved hjælp af næsten usynlige, høflige fornærmelser. Den lille hverdagens demonstration af personligt overskud er det første en garde i sproglige dueller udkæmpet i grænseovergangene mellem alvor og sjov. Denne ironi er kynisk, hvilket aflæses i dens egen selvfortælling, der går ud på, at den kun er ment venskabeligt.
 
Det hurtige humoristiske og ironiske replikskifte er kendt overalt på arbejdspladser. Den optræder eksempelvis, når gutterne er samlet over en enkelt fyraftensøl. Man duellerer med tilsyneladende små ordfinter, hvor gruppen eller gruppens leder instinktivt udvælger et offer.
 
Det er her vigtigt, at offeret selv demonstrerer styrke og selvkontrol ved at le med over sig selv. Det er jo kun for sjov. Det er jo kun ganske små ting, det drejer sig om. Humoren i dette spil går imidlertid altid på, at der vindere og tabere. Modtagerens job er at le med på joken, altså at lære at udvikle sin ydre personlighed som personaskjold, der effektivt kan dække over den indre lille følelse, der igen kan kompenseres hvis modtageren i de friske ironiske dialogers pingpongspil kan returnere en bold, der slår benene væk under afsenderens lille indre barn.
  

I den ironiske flokadfærd opnås i den fælles tilsyneladende uskyldige latter over offerets dumhed en kortvarig frigørelse fra ens eget indre barns elendighed i den fællesskabsfølelse der kommer og går med latteren.
 
Når det indre barn bliver usikkert og såret hos modtageren, opstår hos afsenderen en følelse af magt og kontrol, en kortvarig feel good-fornemmelse af at være ovenpå.
 

Den ydre persons kortlivede styrke er her prydet med lånte fjer og kompenserer for manglende indre flow.
Set i et overordnet perspektiv er vinderen af den ironiske og kyniske samværsform altid den ydre person. Taberen er den indre.

Det kunne måske lyde som om jeg her sidder og er småpyldrende forelsket i mit eget revnede krystalbarn. Det ville det også være i alle andre sammenhænge end den der som sit mål har at opbygge en stærk meditativ gruppedynamik.
Den ironiske samværsform er ikke kompatibel med den meditative proces.

Det er interessant, at der ikke er forsket mere i de psykosociale faktorer, der kan føre til stærke gruppedynamiske oplevelser.
Det er som om de forfærdelige konsekvenser af gruppedynamisk hysteri i Tyskland under 2. Verdenskrig fortrængt denne form for forskning, hvor det modsatte i virkeligheden burde være tilfældet.

Ironi og metabevidsthed
Ironi behøver ikke i sig selv at være en dårlig ting. Ironi kan også være med til at skabe metabevidsthed.  En god ven kan gennem en ironisk og perfekt timet replik få en til at se sig selv udefra.
 
Det er derfor ikke ironien i sig selv der problemet.
 
Det er motivet bag den der er altafgørende.

Denne form for metabevidsthedsskabende ironi trives imidlertid bedst på tomandshånd. I større gruppedynamiske sammenhænge vil der oftest være en laveste fællesnævner, der kun i sjældne tilfælde vil kunne bruge ironien med de rette motivationer. 

 
FÆLLESMEDITATION OG SÅRBARHED
Kun mennesker, der er fortællingsløst og hudløst ærlige over for sig selv kan blive mediterede. Den samme mekanisme gælder i gruppemeditation, hvor der kan opbygges et accellerende opmærksomhedsfelt gennem forbindelsen mellem gruppens individuelle nervesystemer. Grunden er rent neurobiologisk. Den sensitivitet, som ærligheden blotlægger, er en forudsætning for det point of no return, det sansede selvsving der gør, at meditationsfeltets opmærksomhed og bevidsthed kvantitativt og kvalitativt accellererer.

   

Når du er sammen med andre, du ønsker at dele og udvikle menneskelig essens sammen
med, er ærlighed over for den indre persons tilstand derfor afgørende. De indre børn bør bringes ud i lyset. Lad dem lege sammen det eneste sted, hvor de kan blive næret og vokse
sig store og modne. 

There's a bluebird in my heart that want to get out, but I am too tough for him.
I say, stay in there, I'm not going to let anybody see you.
Charles Bukowski



Med smil og venlig hilsen Gunnar Mühlmann

Feed back modtages gerne: gunnars@mail.com