|
Alt i universet handler om hårfine balancer. Den vigtigste spirituelle balance er den
vi finder i lydhørhed over for de talrige modstridende biooperativsystemiske
identiteter, fra reptilhjerne til frontallapper, fra hulemand til akademiker,
fra indre børn i alle aldre og temperamenter til ydre kor af dissonante voksne stemmer.
Den evige kamp mellem følelse og fornuft er kun én blandt mange hunde og
katte, der står over for hinanden i den arena vor
biologisk usamtidige
genbrugsmaskine i bund og grund er. En cellekoloni af trilliarder af celler
kalder sig 'mig'. 'Mig' er den skrøbelige magtbalance i cellekoloniens evige
borgerkrig mellem operativsystemer.
Balance i vågenhed
Des mere vi vågner, des mere opmærksomme og bevidste vi bliver, des mere lærer
alle disse fragmenterede 'mig'-personligheder hinanden at kende. For det er
bevidsthedens opgave at være klar
over og det er opmærksomhedens
opgave at op-mærke, at føle. Et liv i Meditation er vejen ind i stadig højere
tilstande af spontan vågenhed og dybere
tilstande af opmærksomhed. Den
meditativt kultiverede
opmærksomme vågenhed trænger ordløst ind i dybere og dybere lag i kroppens
usamtidige ophobning af biologiske overlevelsessystemer - helt ind i hjertets
inderste kamre, hvor pulsslagets rytme har svunget livets taktstok
uafbrudt siden
vor
biologiske tid
som søanemoner.
Religion kommer af den latinske sammensætning af to ord: re - ligare, der
betyder at gen - forbinde.
Meditation er i den forstand et religiøst projekt der genforbinder os, ikke med
en religion, men med vores evolutionære fortid.
Rejsen ind er en
linedans tilbage til livets begyndelse. Her står urgrunden som en kæmpebølge -
så stor og stille, at ingen ser den. Denne indre bølge lader sig kun surfe i
en supervågenhed, der for de fleste af os kun opnås gennem tusindvis af timers Meditation.
Le Roi est mort - vive le Roi
I det indre meditative surf må man hele tiden give slip på bølgen, som den var, for at
finde den, som den er. I den forstand er al tale om et kernepersonligt 'jeg'
illusorisk. 'Jeg-et' er ikke som en fast perle i en musling. 'Jeg' er langt
nærmere en sommerfugl,
et skrøbeligt
balancepunkt der
(gen)fødes i en evig svævende process på urgrundens bølgekant. 'Jeg'
balancerer som
en Higgspartikel,
på en knivsæg - ikke desto mindre er jeg ... ligesom alt andet er.
Man kunne også sige: Midt i al den illusoriske foranderlighed.... balancen er!
Det betyder oversat fra stjernesprog til hverdagsliv, at jo mere man villigt
giver slip i det man var, des mere lever man i det man er. Denne given-slip-død
er mild som en sommervind, hvis der ikke er modstand.
For at lære at surfe det indre balancepunkt er det vigtigt at blive kastet af
bølgen så mange gange som
muligt uden at lave et større drama ud af det. Tricket består i at fortsætte,
fortsætte og fortsætte, indtil vejen fra fejltagelser til nye forsøg er
nærmest ophævet.
Ever tried. Ever failed.
No matter. Try again.
Fail again. Fail better.
Samuel Beckett
Det 'jeg', der lige nu fortæller, er derfor ikke det samme 'jeg' som før lynnedslagene.
Den gamle hersker faldt ned fra tronstolen, og 'jeg' er i skrivende stund et treårigt
barn af Gud, der får hjælp til at skrive af en livserfaren, men til tider også
selvfed gammel konge på
over 60 år, der bærer mit navn.
Jeg'ets vågne og opmærksomme balancepunkt er på sin meditative rejse ind og tilbage
gennem livets cellulære genbrugsmateriale en ekstrem individuel affære. Kun
du
og du alene står dansende på det kosmiske surfboard. Hvis du hele tiden lytter
til, hvad andre siger og mener, hvis du er optaget af, bevidst eller ubevidst at
imitere andre socialt inden for det fællesskab du er i, så vil du med sikkerhed
aldrig komme til at danse urgrundens kæmpebølge.
Det er jeg helt sikker på: hvad jeg har erfaret kan ikke længere navigeres
inden for religiøse organisationers afgrænsede fortællingsfelter.
Dybden i mørket
Der vil altid være dualitet i det omfang, vi vælger at leve dybt nede og inde i
en menneskekrop. At der er lidelse
i alle afskygninger i den sump af boblende organisk liv, der er samlet under
betegnelsen, et menneske, er et eksistensvilkår. Det er vanskeligt for den
ego-del af os, der tror på, at
vores verden bør og kan forklares for derigennem at blive kontrolleret, at man kan rumme så meget
ekstatisk havdybde og så dog til tider være så menneskeligt skrøbelig
og fortabt.
Den lidende Søn af Gud
Derfor elsker jeg
middealderens formidable projektive konstruktion af Jesus som lidende. Han er Guds søn, men er i modsætning
til Buddha er han ikke bange for at møde verden - også der, hvor den gør ondt.
Den glæde som dybden giver, skelner ikke mellem lys og mørke.
|
|
Hafez siger: Jeg glad, selv før jeg har en grund til at være det.
(Min understregning)
Glæden er der - før intellektet. På samme måde er lynnedslaget der
- før religiøse narrativer.
Den mystiske hjerteåbning er prior til forestillingerne om den, og dette i en
sådan grad at jeg her og nu frit kan sige, at jeg skider på gud og er helt
ligeglad med enhver religion. Jeg 'tror' ikke på noget. Det er uholdbart, at
'tro' skal bære noget som helst andet end sin egen illusive og smalspektrede
verden.
Mine organer virker uanset om jeg 'tror' på dem eller ej.
At 'tro' skulle bære noget som helst andet end tvivl, at 'tro' skulle kunne
noget som helst ud over at spinde endeløse narrativer er i min verden absurd.
'Tro' klemmer det vilde og organiske mystikerliv ind i tankens tvangskorset.
Tanker kan adrig være en forudsætning for den mystiske
åbenbaring.
Tanker og kognition er til gengæld velkomne som anden- og tredjeviolin, når
epilogen skal skrives. Disse violiner sætter i sagens natur ikke dagsordenen,
men må pænt følge førsteviolinens hovedtema.
Så vi byder fornuftens tjener velkommen!
Inden for de sidste 200 år er vi i højere grad blevet
fornuftsvæsner.
Det er en god ting.
De følgende
skriverier er mit samtidige forsøg på at synce fornuftsdelen i min hjerne med
den af lynet ramte mystikerdel. Hensigten er ikke at bevise Guds eksistens, men
at skabe hypoteser båret så langt som muligt med min begrænsede fornufts
(og humors) vinger.
Mit ønske er i evig nysgerrig søgen at lege med forklaringer. Om ikke
andet kan de give en lille smule logisk mening i forhold til de fuldkommen uventede
oplevelser, som jeg, så sandt som det var mig muligt, har forsøgt at beskrive i
det første afsnit. Inten kirke skal imidlertid bygges på denne grund.
Den spejdende intuition og fornuftens nisse
Fornuften er som nissen. Den følger altid med, men i et langsomt tempo da den
har træsko på. Før eller siden ankommer den med en forklaring på det,
intuitionen så i et glimt for lang tid siden. Det er ikke fornuftens opgave at
være den første spejder, man sender ud i nye virkeligheder. Dens sande tjenende
opgave er at forstå det i dag, som var uforståeligt i går. I denne proces
koloniserer den det nye pionerland. Når fornuften ankommer til den
nye grænse for virkelighed, så er intutionen allerede lysår længere fremme i
skoene. Nissen vil aldrig komme til at forstå
'alt', men den vil langsomt gøre verden 'forståeligere' i en proces uden ende.
Nissen er derfor en betydningsfuld tjener. Den har imidlertid en
tendens til at ophøje sig selv til konge, og her skabe kulturer ingen kan
holde ud at leve i på nær nisser.
Dekonstruktion
Your task is not to seek for love,
but merely to seek and find all the barriers within yourself
that you have built against it. Rumi
På denne rejse har nissen en anden og måske vigtigere opgave: Det er med
kritiske spørgsmål at dekonstruere vor vanemæssigt tænkte verden i takt med, at
den viser sig ikke at kunne holde vand på sejladsen ind i det ukendte. For
forældede og dermed usamtidige forestillinger står i
vejen for det evolutionære projekt, som er rejsens egentlige formål:
kultivering af intensere tilstande af vågenhed og kærlighed.
|
|
Vi ser ikke tingene, som de er.
Vi ser dem, som vi er.
Talmud
Den første vaklende søjle, min skeptiske nisse møder på sin vej ud
i den vide verden og sparker til, er forestillingen om, at gud skabte
mennesket i sit eget billede.
Jeg skaber gud i mit eget billede
Det omvendte lyder i første omgang langt mere logisk: Jeg skaber gud i mit eget billede. Guds
mange menneskeskabte ansigter dukker netop frem i en globalkultur, hvor vi har bevæget os frit rundt
på det meste af kloden eller set den på skærme. Her bliver det alt for
tydeligt:
Enhver kultur skaber Gud i sit eget billede.
Det er netop derfor, vi ikke har elefant- og abeguder i Danmark, men i Indien.
'Gud' er et interface
Hvad er da gud?
Gud kan i min optik ikke være andet end et interface, hvorigennem jeg på en
eller anden måde kommunikerer med, hvad Kant kaldte for
ding an sich.
The only thing we percieve, are our perceptions
George Berkely
Vor perception af verden er en hallucinatorisk simulering på en indre
hjerneskærm af
'noget' vi aldrig
vil kunne erfare, endsige forstå an sich. Enhver mental konstruktion eller sansning er i
denne optik at sammenligne med en ikon på en computer. Hvis vi klikker på de
rigtige ikoner, så overlever vi, som de darwinistiske dyr vi er. Hvis vi på
den indre skærm kommer til at trække vigtige dokumenter over i skraldespandsikonet, så går det os ikke
så godt. Vi tror, at disse ikoner på vor indre bevidsthedsskærm er reelle
objekter i den ydre verden. Kære ven! Det er de ikke.
Ovenstående erkendelse gælder for alle mentale konstruktioner, hvadenten det
drejer sig om en kop kaffe eller Gud. Gud-interfacet er imidlertid radikalt forskelligt fra
den Witgensteinsk sproglige konstruktion, der hjælper mig til at overleve om
morgenen. Kaffe hører til blandt mine
ikoner for noget. Gud er mit interface for det ufattelige alt-intet.
Hvis jeg tænker på mad, så vil mine tænder løbe i vand, og min mave begynder at
producere mavesyre. Når jeg i skrivende stund tænker på gud, altså klikker på
Gudsikonet på min indre skærm, så vil jeg ind i mellem opleve, at der kommer
sansninger af nærmest erotisk karakter i den øvre del af mit bryst. Disse
forbavsende og superintense gud-sansinger har indtil for få år siden været
totalt ukendte for mig.
I forbindelsen med lynnedslagene oplevede jeg, at hele den øverste
forreste del af brystet, fra solar plexsus og op til halsen, begyndte at gløde
som en elradiator, ja faktisk blev følelsen så ubeskrivelig intens, at
førnævnte Tjernobyl
syntes mig det bedst passende billede. De eneste forudgående sanselige
erfaringer, jeg kan sammenligne med, er sex. Den seksuelle udløsnings korte
hosteanfald eller nærmere nys i de nedre regioner er imidlertid kun en
svag afglans af den ekstatisk
sanselige lyst, der udløses gennem dobbeltklikket på mit nyligt konstruerede
Guds-ikon.
Hvordan er det muligt, at vi mennesker kan gå rundt med en sådan vidunderlig radiator gemt
i brystet hele livet uden rigtig at være klar over det?
Jeg skaber Gud, der skaber mig, der skaber Gud
What you seek is seeking you
Rumi
For den der blot én gang har fået tændt godt op for dette
varmelegeme, vil verden aldrig være den samme igen. Måske skabte gud alligevel
mig i sit billede... måske skabte vi hinanden gensidigt i en form for kosmisk
leg?
For hvorfor skulle der ellers eksistere en sådan nærmest ubrugt biologisk
vidundermaskine gemt i menneskets bryst?
Det store spørgsmål er nu, hvad der skal til for at starte denne radiator op.
For mig at se er det udelukkende et spørgsmål om det rigtige interface. Gud er
et menneskeskabt og kulturbetinget mentalt interface. Uden et fuldkommen perfekt
indstillet interface vil det ikke være muligt at iværksætte den
indre nedsmeltning.
Indtil historisk set for
ganske kort tid siden har
det religiøse interface været i hænderne på forskellige multinationationale
organisationer, der alle har kæmpet om at få monopol hvorledes interfacet skulle
udformes. Jesus-GMBH versus andre religioners GMBH er i denne sammenhæng ikke så langt
fra de stenalderligt programmerede rituelle klankampe som holigans udfører. Om
det er min gud eller mit fodboldhold, der er det største, er kun vigtigt
for abemennesker, uanset om de har præstekjoler eller klaphatte på.
Det lærte jeg via mit første møde med urgrundens usynligt stille
varmebølge:
Designmonopolet for dette interface skal være mit og mit alene.
Hvis
ikke det er individualiseret ned i de mindste detaljer, så har jeg ikke
tilstrækkeligt med motiverende energi til rejsen indad. For uden et meget stort
overskud af energi kommer man ingen vegne på surfboardet. Hertil kommer,
at man uden en meget kraftig indre energikilde ikke kan opnå den supervågenhed
som er nødvendig for at holde balancen.
Respektløs skabelse
Don't be satisfied with stories, how things have gone with
others.
Unfold your own myth.
Rumi
Og derfor skaber jeg som gud, gud
i mit eget billede. Fuldstændig respektløs sammensætter jeg hende med dele
hentet fra min vidunderlige kærestes ansigt, fra den katolske Madonna, fra Kali,
Ramakrishna og Jesus. Hertil tilsætter jeg kristen rockmusik fra bibelbæltet og
digte af Tabriz og Rumi. Alt, hvad der øger intensiteten i mit emotionelle
interface, bliver til byggesten i dette levende tempel, og det uanset hvad
eksperter, præster og intellektuelle kunne finde på af næserynken over
for en sådan
galskab.
Alt, hvad der øger intensiteten i min lille selskabte virkelighed, kommer i den
sammenkogte gryderet, indtil blandingen på et tidspunkt når et point of no
return og bliver eksplosiv.
Så er der gjort klart til lynnedslaget og det totale melt down....
Og til de, der nu vil hævde, at det er en fantasiverden jeg befinder mig i: Husk
på, at alt hvad I ser, uanset hvor reelt det forekommer, er jeres hjernes
halucinatoriske simulering af ding an sich. Hjernen er en
realitetsproducerende maskine. Det eneste relevante
kriterium er, om vor mentale perception af verden gavner vor overlevelse som
biologiske organismer eller ej. Det er klart, at hvis jeg tror, at jeg kan flyve
og hopper ud fra Rundetårn, så vil mit hallucinatoriske synspunkt på verden
automatisk blive elimineret.
Efter lunge-radiatoren begyndte at gløde, så er mine biologiske chancer for
overlevelse imidlertid blevet langt større. Jeg er blevet langt gladere og
sundere i min hverdag og måske endnu mere vigtigt: Jeg er i højere grad end før
ikke afhængig af vore dages underforståede doktrin der lyder som følger: Jeg
forbruger. Derfor er jeg.
Og hvem ved...
Måske vil den mindre afhænighed af identitetsskabende forbrug ovenikøbet kunne
være med til at sikre vor overlevelse som art på denne plagede planets hud.
Så kom ikke her med et skeptisk ateistisk videnskabssyn grundlagt engang i
1700-tallet, hvor videnskabsmænd blev til guder ved at sætte strøm til frølår!
Som gud programmerer jeg gud i mit eget billede i en form for
open source
technology, hvor jeg customizer mine overlevelsesprogrammer på
nøjagtig samme respektløse måde som min upersonligt reinkarnerede krop engang i
sin artsbiologiske fortid hentede de genetiske
drivere til mit hjerteslag i søanenoner, mine appetitreguleringssystemer
i ringorme og mine tænder fra fiskeskæl.
På vegne af den
brokkasse af biologiske genbrugsystemer
jeg i bund og grund består af
udbryder jeg:
Jeg er stor,
jeg er mangfoldig,
jeg modsiger mig selv!
Og når jeg snubler over mine egne ben,
så er det Guds leg med sig selv.
|
