SPATIALISERING AF DEN INDRE KROP
                                                              Jeg'ets frigørelsesrejse

Hvad var essensen af det foregående kapitel? Der findes grundliggende to former for Meditation. Den ene form har overvejende været tro over for de oprindelige østlige grundforestillinger og videreført dem i form af åndelige Trojanske heste, der nu rider forvirrede rundt i det vilde Vestens New Age landskaber.
  
Heroverfor har der siden Teosofiens første import af østlig mystik eksisteret mere moderne konstruktionsfelter, hvor Østen er kommet til Vesten, men på Vestens betingelser. Vesten har altid på godt og ondt stillet spørgsmålet om Meditation kunne bruges til noget praktisk her i livet. Heroverfor har Inderne anskuet Meditation som billetten væk fra det jordiske liv.

Hvad er virkeligt? Hvad er illusivt? Den Indiske visdom hævder, at alt, der er foranderligt, er uvirkeligt. Følgeligt er kun det åndelige Selv virkeligt, eftersom det ikke forandrer sig. Denne definition gør alt, hvad der observeres, uvirkeligt og alt, der ikke kan observeres, virkeligt.
 
Her står Vestens positivisme og Østens tomhed i polaritet.
 
Et berømt digt af Kipling starter med verselinien:

East is East, and West is West,
and never the twain shall meet.

Den Indiske vismand Data Dayal digtede følgende tilføjelse til denne verselinie, da han i 1930erne besøgte USA:

East is East and West is West.
However one day the East will serve
the West a grand Spiritual feast! 

De Indiske traditioner har i det store hele opfordret til at søge tilflugt fra det lidelsesfulde kropslige liv i Nirvanas lidelsesfri tomhed. Deres program er kodet ud fra følgende grundantagelse: Jeg er ikke kroppen. Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke tankerne. Jeg er ikke følelserne: Neti, neti ... 'ikke det ... heller ikke det'.
 
De kristne kirkefædre har på trods af deres indbyrdes uenigheder i højere grad holdt døren åben for kroppen som åndens mulige hjem. De kommende tanker bekender sig til den mere vestlige tro på, at kroppen kan og bør være åndens bolig. Vi er ikke født med og i en krop for at flygte fra den. Dog har Vestens ofte lidt for håndfaste bestræbelser på at sikre materiel velstand medført en flugt væk fra åndens ubehagelige intethed, og ind i en kropslig sansefest, der dagen derpå efterlod os tørstende i Nihils ørken.
 
Målet er nu gennem en dekonstruktion af Østens og Vestens religiøse grundsøjler at skabe en ny spirituel katedral, der ikke står på et vaklende fundament. Data Dayals ord vil kun vise sig sande i det omfang, at vi der Mediterer, opgiver forestillingen om, at der er en oprindelig og ukrænkelig østlig sandhedsessens, der skal føre an i festlighederne.

Højdepunktet i the grand Spiritual feast bliver derfor ikke, når den slumrende ånd vågner og forlader kroppens hospitalsseng, men derimod når den slumrende krop vågner fra sin søvn i skumfødte urhavsdyner. Tiden er kommet for den til at danse i lysvågenhedens mirakuløse mørke. Helligdomme, hvad enten det er kirker fra Vesten eller templer fra Østen, er i den sammenhæng at betragte som soveværelser frem for festsale.
 
BEVIDST ERKENDELSE, TID OG AFSTAND

The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to understanding Him.
Meister Eckhart

Jeg anbefaler, at du først læser afsnittet, Spejlet, øjet og lyset og hele kapitlet Hvad er opmærksomhed. I sidst nævnte kapitel så vi, at opmærksomheden i sig selv er non-dual nærsansning. Et menneske er afstandsløst ét med sine sansninger. I ren opmærksomhed er der ingen afstand. Opmærksomheden lever et uforståeligt lokations -og tidløst mørkeliv i nu og her. For det sansende subjekt er det sansede subjekt. Selv når vi fjernsanser noget uden for os selv, så finder selve sansningen sted inde i kroppens mørke.
 
Opmærksomhedens nærsanselige natur gør, at der ikke er tilstrækkelig afstand til at ind-se. Langt det meste af det indre kropslige liv udfolder sig derfor under radaren. Du kan ikke umiddelbart se dit eget ansigt. Det kræver et spejl og at du stiller dig i en passende afstand fra spejlet. Det fungerer ikke, hvis din næse berører spejlet. Indsigt kræver afstand.
 
I ren opmærksomhed er der derfor ikke, som tilfældet er det i bevidsthedens operativsystem, en betragter. Der er ikke plads til et et vidne, der som et spejl er adskilt fra det spejlede.
 
Tid til Eftertanke
Hvis vi har haft en truende eller traumatiserende oplevelse, så gælder det derfor om at få den 'på afstand'. Rent sprogligt taler vi også om at få en oplevelse på afstand. Hvis nogen fornærmer os, så kan vi sige til dem, at de har overskredet vore følelsesmæssige grænser - at de er kommet for tæt på.

Den for kognition nødvendige afstand skabes ikke blot i rum, men også af tid. Oftest vil vi først dagen efter blive klar over en situation, hvor andre personer overskred vore grænser. Opmærksomheden reagerede med det samme, men den ordlige efter-tænksomme bevidsthed fandt først ud af det senere.
 
Vi kan først indse følelsesmæssige oplevelser, når de i rum og tid rykkes fra det nærsanslige opmærksomhedsfelt ud i det fjernsanselige indsigtsfelt, hvor vi i bevidsthed be-vider i spændingsfeltet mellem et subjekt og et objekt. Interessant i denne sammenhæng er det, at de første tanker, der dukker op i forbindelse med et sanset scenarie, ofte er de mest 'primitive'. Des længere tid til eftertænksomhed, des mere nuanceret men også afstandsgjort vil vor tænkte respons være.
 
For mange år siden, da jeg boede hos Papaji i Indien, kom jeg til satsang iført en T-shirt jeg selv var ret stolt af. Der stod i bedste Indiske ånd: No problem! En oversmart vesterlandsk new age pige, alt for bevidst om sin egen feminine tiltrækningskraft, sprugte mig: Excuse me. What is this probem you dont have? Mit svar var på godt gammel dansk: øhhh... Hun grinede af mig og gik viderede i sin jagt på en smart alpha-han. Efter flere dages narcissistisk ømskindet ærgelse kom jeg på det rigtige svar. Jeg skulle have sagt til hende: I can tell you what problem I dont have....You!
Det var imidlertid for sent. Toget var kørt og jeg havde foræret T-shirten til en rickshaw wallah.

Bevidsthedens simulære spejlverden

When the Soul wants to experience something
she through out an image in front of her
and then steps into it.
Meister Eckhart

Bevidstheden manifester rum, tid og sprog i sit transcendentale spejl og vi træder derefter ud i det. I dette simulerede spejlkabinet projicerer sprog-kognition den i sig selv tid- og rumløse indre sansestrøm ud på en tolkbar tidsakse. Denne evolutionsmæssigt set nye evne til at skabe simulære verdner af ord og billeder viste sig at være en fantastisk hjælp i menneskets erobring af den ydre verden. Problemet opstod, da mennesket i dets gryende selvbevidsthed opdagede, at det var dødeligt og derfor begyndte at bruge ordenes alt for simple stenalderværktøjer til at jage sig selv(erkendende) for at finde et svar på et endeligt livs mening.

Bevidsthedens Faustiske trade off

The more we can impute to Him (God) not-likeness,
the nearer do we get to understanding Him.
Meister Eckhart

At navigere succesfuldt i et moderne digitaliseret superkomplekst storbyliv forudsætter i højere grad end nogensinde før, at vi bevidst forstår os selv. Bevidstheden har siden civilisationers fødsel forsøgt at få sjælen på afstand for at forstå sjælen. Denne forståelse kom imidlertid med et nærmest Faustisk trade off: Des mere vi forstod os selv, des mere fremmedgjorte fra os selv blev vi. Denne moderne fremmedgørelse er Vestens filosofi selv kun alt for klar over. Vesten forsøger imidlertid stadig at forstå sig ud af fremmedgørelsen. Når middealdermystikeren Meister Eckhart atter og atter vender tilbage til dette paradoks, så er det for at pege på, at det er selve forståelsen der er problemet:

In unknowing knowing shall we know God.
Meister Eckhart

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, men sådan er det i vågenhedens verden. På trods af alle mine akademisk konditionerede ord, så er der her intet at forstå.

PRISEN FOR BEVIDSTHED: FREMMEDGØRELSE
Bevidsthedens forsøg på at skabe den nødvendige erkendelsesafstand mellem subjekt og objekt har skubbet os ind i et rum, en simulering af 'virkeligheden', hvor vi nu længes efter at finde 'tilbage'. The promised Land bliver i bevidsthedens sprogliggorte rige til et projektivt geografisk sted i den Matrix bevidstheden holder os fanget i. Det forjættede land er imidlertid en abstrakt og tidløs urcellesansing. Paradis er netop para, hinsides og ikke en lokation. Vi vandrer nu hvileløse og fremmedgjorte i bevidsthedens ord, tid -og rumliggjorte ørken, der i virkeligheden er en virkelighedssimulerende hallucination skabt i hjernen.

God is near to us, but we are far from him.
God is in, we are out;
God is at home, we are strangers.
Meister Eckhart

Mystikeren Kabir lo af os mennesker, fordi vi er som fisk i havet, der tørster efter vand. Problemet er, at vi er ikke fisk, men mennesker og des mere vi forsøger at stille vor tørst med saltvand, des mere tørstige bliver vi. Bevidsthedens ocean er alt for kontamineret af kognitivt salt til at menneskesjælen kan vederkvæges ved at drikke det.
  
Set fra min åbenbaringsteologiske høje hest har jeg på trods af bevidsthedens delvist fejlslagne projekt med masser a collateral damage kun ros og respekt til overs for dette evolutionens første teleologiske forsøg på at vække menneskekroppen fra dens søvn. Vi er mere vågne nu end vi var for to tusind år siden, og det er en vidunderlig ting at kunne tale og tænke på den måde vi gør i dag. Der er kun noget galt med sprog og kogntion, når disse virkeligheder ikke ser deres egen begrænsning. Udfordringen er nu for bevidstheden at frigøre sig fra sin hidtil trofaste hjælpere: tanker, ord og kognition. Næste trin på evolutionsstigen er en verbal-detox af bevidstheden i sig selv, hvilket oversat til Meditation betyder, at bevidstheden erkender bevidstheden selv hinsides al forståelse.

God is beyond all name, none can express him.
Meister Eckhart 
  
 

Der findes en for de fleste ukendt form for superbevidsthed, der lever hinsides ord. Jeg har forsøgt at beskrive den i kapitlet: Supervågenhed - den Hellige Gral.
 
I Indien har denne kloster -eller hulekultiverede bevidsthedsform siden oldtiden opholdt sig i sit eget rige hinsides kroppen. Det lader imidlertid nu til at vågenheden, i hvert fald den, der lever i mig, har 'besluttet' sig for, at den gerne vil in-karneres. Den vil opleve verden gennem et menneskes sanseapparatur.
 
Hvor ufatteligt det end lyder... Den uendelige og ubegrænsede bevidsthed længes lige så meget efter hverdagens evigt gentagede lilleliv, som vi længes bort fra det.
   
Supervågenhedens rumliggørelse af den indre krop
Det første skridt i Superbevågenhedens opdagelsesrejse ind i kroppens indre søvnlandskaber tages, når vi lukker øjnene og med et neutralt, men nysgerrigt blik kigger ind i os selv.

Det utrolige er, at vi subjektivt her vil opleve, at der er et bevidsthedsrum inde i kroppen.

Mit forslag, kære læser er, at du lige nu og her afprøver denne påstand i dit eget indre bevidsthedslaboratorium. Vend med uskyldig vågenhed din opmærksomhed 180 grader rundt og mod 'det' inde i dig, der sanser verden. Selv uden supervågenhed, men udstyret med en almindelig sund dagsbevidsthed vil du være i stand til at åbne døren på klem til dette rum.
 
Du er nu en jæger på jagt. Denne gang er byttet dig selv.  

Læg nu mærke til, at dette rum er badet i mørke.
 
Når jeg selv træder ind i min krops dunkle hvælvinger, så minder det mig mest af alt om det i ydmyghed og ærefrygt at stå under stjernernes katedral en klar sommernat.  Er det ikke forunderligt, at det i den ydre verden, der bedst kan beskrive det indre rum, er en stjernehvælving? Det uendeligt store ses i det uendeligt små og det uendeligt små ses i det uendeligt store. Det er lige til at få storhedsvanvid af, hvis det ikke var for det faktum, at alle mennesker i princippet er beåndet med denne evne til at galaktificere sig selv.
  
Dette indre rum var/er der ikke, før bevidstheden vendte sig indad. Vor afstandsløse indre sansning spatialiseres først i det øjeblik bevidstheden får nærkontakt af tredje grad med kroppens sanseliv. Bevidsthedens spatialisering af den i sig selv non-duale opmærksomhed er et sine qua non for, at den overhovedet kan kolonialisere opmærksomheden.

For som de foregående afsnit har vist, så kan bevidstheden ikke fungere uden afstand.

Superbevidst lokalisering
I det spatialiserede mørke bliver nu de stjerner synlige, som vi ikke kan se om dagen. Disse indre stjerner åbenbarer en endnu mere selvindlysende ukendthed: I vor indre nats dunkle katedral kan vi skimte vor krops søvnliv på en helt ny måde og her placere det, vi kalder følelser og sansninger rumligt i forhold til hinanden. Som stjernebilleder kan vi her, hvor vi har gjort os selv til et psykisk mikroskop, observere og lokalisere vore allermest kendte følelser på en for de fleste helt ny måde. Hvor i kroppen sidder min glæde, min smerte angst, min vrede, min kærlighed? Min frygt sidder måske i maven eller også sammensnøret i struben. Når jeg tænker på en, jeg holder af, så kommer der en varm fornemmelse i brystet osv. I indadvendhed kan jeg nu begynde at undersøge hvilken udstrækning og form disse følelser har i min indre krop.
  
Biokemisk sansning
Det næste skridt ind i følelsernes anatomiske landskab tages i opdagelsen af endnu en i bogstavelig forstand ufattelig simpel sandhed. Og denne sandhed er, at der bag begreber som f.eks. vrede, glæde, jalousi, kærlighed, krænkelse, osv. skjuler sig en form for abstrakte biokemiske sansninger:
    
Alle vore tilsyneladende kendte følelser er i virkeligheden spatialt udfoldede elektrokemiske sansefænomener.
 
SANSEMØNSTRE
Kig nu ind og opdag her en forunderlig verden: De indre abstrakt rumliggjorte elektrokemiske sanseformer består af bundter i utallige former og variationer. Disse bundter er i hvert enkelt individ sammensnøret og/eller udfoldet på en helt unik, individuel måde, der igen kontinuerligt og dynamisk formes efter den sansede situation. Man kunne kalde dem fluktuerende sansemønstre med en bestemt placering, form og udstrækning. Et sansemønster kan have tråde ud i armene, benene og hovedet, men dets egentlige kerne eksisterer som regel et sted i den indre torso. Den indre krops Rom ligger i torsoen, men der findes utallige andre sansemønster-civilisationer på vejene fra ringmusklen og op til hovedet. Disse sansemønstres udstrækning vil ofte kunne beskrives som en form for selvstændige abstrakte væsner med et centrum og en form for tentakler. Når man bliver mere fortrolig med disse indre havvæsner, så vil man opdage, at forskellige zoologiske sansemønstre hører til i forskellige dele af kroppens indre hav.
   
Læg ved egen observation mærke til at sansemønstrene ikke er statiske. De kan begynde at bevæge sig i langsomme fejende bevægelser, der kunne minde om tangplanters bevægelser i havet. Fornemmelsesmønstrenes udvikling fra at være statiske til at være dynamiske hænger sammen med kvaliteten og intensiteten af den bevidsthed hvormed du iagttager fænomenet. Som regel vil de blive mere dynamiske og begynde at morphe deres udseende, når de næres af superbevidsthedens sollys. Det er selve bevidsthedens tilstedeværelse i sin allermest simple og ordløse er klar over, der bringer oplevelsesmønstrene i en tilstand af forandringsflow. Billedligt set ser jeg for mig vore celler ført helt tilbage til livet i kambriums urhav, hvor de første cellesymbioser har gasset sig i solens varmende morgenlys.
 
Det er vildt fascinerende, at vi inde i os bærer rundt på et så varieret sanseakvarium uden at vide det. Det er helt gak gak, at vi er så kloge på verden og så uvidende om os selv.

Indre gopler, brand- og vandmænd
I forlængelse af de zoologiske billeder giver det god mening at beskrive disse langsomt dansende tredimensionale energimønstre som indre gopler. Et sansemønster antager med dets føletråde en form, der mest af alt minder om indre gopler eller brandmænd alt efter trusselniveauet.

Goplerne og de utallige andre livsformer i os lever deres eget liv, mens de svømmer rundt i kroppens mørke urhav. Enhver, der meditativt undersøger sig selv, kan gå på jagt efter disse kambriske dyrearter, der gemmer sig navnløst i det indre kropsmørke.

En supervågen bevidsthed behøver ingen ord i dette rum. For at lokke en lidt mere almindelig og søvnig ordkontamineret begynderbevidsthed med ind, kan det imidlertid være en god ide at kalde dette 'noget' for noget. Her virker de i sig selv næsten intetsigende ord sansemønstre, følemønstre eller energimønstre som magiske nøgler. Så længe vi stadig fungerer ud fra vort ego-operativsystem, så kan vi først se trolden, efter at den har fået et navn. Senere, når vi bliver mere vågne, så vil vi blive i stand til at 'vågen-bevide' denne indre verden uden ord og begreberi en form for aha-genkendelse, der i sagens natur ikke kan beskrives, men kun opleves..
 
Bevidsthedens manifestation af indre spatialitet er så enkel og ligetil, at vi oftest ikke indser, hvor forunderlig denne proces i virkeligheden er. Endnu mere forunderligt er det, at vi faktisk er i stand til at opleve denne spatialisering, endog adskillige gange og så glemme den igen i samme sekund vort bevidsthedskamera svinger tilbage til det sædvanlige udadvendte modus operandi.

Vi er rent vulgærdarwinistisk ikke kodede til at kigge ind i os selv, eftersom det indtil dette stadie i vor evolutionsproces sandsynligvis ikke har givet nogen overlevelsesmæssig fordel. Al vor energi har været reserveret til at få det daglige brød på bordet. Det ser imidlertid i skrivende stund ud til at selvsamme massive indre uvidenhed med raketfart er med til at gøre os udryddelsestruede som art. Dawkins åndløse menneskearketype vil simpelthen slå os ihjel, med mindre det lykkes for den at få lidt aktindsigt i sit eget synderegister.
  
Det første skridt på vej ud af sengen
Det er en milepæl i vort Meditative Liv, det øjeblik vi opdager, at enhver af de følelser vi troede vi kendte så godt, i virkeligheden er specifikt konfigurerede bundter af elektrokemiske sansninger. Selv kærlighed opløses i ren indadvendt bevidsthed til en elektrokemisk kropssansning i den øverste del af brystet. Denne erkendelse gør ikke kærligheden mindre mystisk. Vort forældede software, vort ego-operativsystem, vil aldrig rigtig forstå, hvad der foregår. Det vil overbevise sig selv om, at meditation er kedeligt og unødvendigt. Det minder mig om en ayahusaca-session jeg engang deltog i for en del år siden. En af min venner havde taget måske tre gange mere ayahuasca end jeg havde. Han sad udenfor i det whisky-bæltehus, hvor sesionen foregik, og stirrede på solnedgangen over havet. Jeg gik flere gange ud for at checke hans tilstand. Når jeg så ind i hans øjne, kunne jeg se, at han var helt væk. Ikke desto mindre sagde han til mig: Her sker ikke en skid. Jeg keder mig. Jeg vil hjem.

Entheogener er imidlertid ikke nødvendige for at gøre radikale indre opdagelser. Her kommer en opsamling af mine 'rent' Meditative erfaringer. Du kan lade dig inspirere af dem i en form for open source informationsfelt, hvor du alene sammensætter dit spirituelle software:
 
Når vi står indvendigt i os selv i supervågenhed, vil det første, der sker, være, at begreber og sansninger adskilles. Følelserne så at sige hældes ud af deres begrebsbeholdere og bliver til rene sansefloder. De mister den vanemæssige begrebsliggørelse, der er en forudsætning for, at vi kan anvende dem i vort kognitive stofskifte med os selv og den ydre verden. Her står de oprindelige sansninger nu i sig selv og genkendt som de ur-energiformer, de i virkeligheden altid var. Den indre vågenhed vækker os fra den drømmeagtige tilstand, hvor blinde følelsestråde styrer det teaterdukkeliv, vi indtil nu troede var vort virkelige liv. I dette nye indre rum kan vi nemlig ikke helt på samme måde som før afsynge de kendte omkvæd fra det spidsborgerlige livs konfirmandagtige vrøvlevers. Som dramadronning at udbryde jeg elsker/hader dig/jer og følgende handle på det bliver ikke helt så enkelt som før. For her i superbevidsthedens varmende lys bliver alle følelser, hvad enten huden klør eller vi er forelskede, bevidet i deres egentlige abstrakte urhavsform. I supervågen opmærksom indadvendthed vil de blive genkendt som de elementarpartikel-sansninger alle vor tilsyneladende så velkendte følelser er skabt ud af.

Oh Friend! Understand
The body is like the ocean
Rich with hidden treasures.
Open its innermost chamber
and light its lamp
Mirabai

Sansning er bevidsthedens brændsel
I vor normale ekstroverte bevidsthedstilstand udlever vi disse abstrakte sansninger i nærmest total indre uvidenhed. Opdagelsen af denne blindhed over for blindheden sker for den, der ind-ser-ind, at des mere kontakt bevidstheden får til denne abstrakte sanseverden, des mere vågen bliver den. Det skyldes, at bevidstheden som en pære henter sin energi i kontakt med den abstrakte sansnings abstrakt elektriske ladning.
 
Det er selve sansningen, der udgør bevidsthedens brændsel. Den rumlige udvidelse og kvalitet er derfor proportional med bevidsthedens intensitet. Det betyder, at bevidstheden kun kan udvikle sig til superbevidsthed ved at bide sig selv meditativt i sin egen sansede hale. Des mere vi lidenskabeligt kigger ind mod den der kigger, des mere vågner bevidstheden.

Aztekernes slangegud
Queztacoatl

Kun den den sansning, der endnu ikke er navngivet og kategoriseret af sindet, kan bruges som energi til at udfolde dette bevidsthedens sorte sejl. Vi falder i søvn i takt med at vi navngiver verden. Akademikere er derfor ofte højt intelligente søvngængere. Jeg har en kær ven der 'kun' har en uddannelse som elektriker. Hans bevidstheds pære er sjovt nok i dens mangel på akademisk konditionering, noget af det mest oplyste jeg har mødt.

Meditation er evig gentagelse
En pudsig egenskab ved det udvendige informationsbaserede akademiske ego er, at det tror det forstår, blot det får tingene forklaret én gang. Det er også tilfældet, når det drejer sig om viden, om information. Anderledes forholder det sig med visdom. Her er evig gentagelse den cellulære massage, der gør at vi lidt efter lidt bliver bløde nok til at bevæge os i sandhedens simple former. Kun gentagelse gør det muligt at walke the talk fra viden til visdom. Hver gang du i blot et minut mærker din mave frem for at kigge ned i din smartphone, så gror der en neuron i den rigtige retning i din hjerne. Meditation kan i denne sammenhæng billedliggøres som det at grave mørke ud af sjælens kropslige urgrund med en teske. Hvis Sisyfos havde lært Mantrameditationens hemmelighed, så ville han have været lykkelig.
  
Lad mig derfor som et mantra atter gentage hovedtemaets banale, men uhyre vigtige indsigt:
 
Når vi ser ind på seeren, så fødes et indre spatialiseret be-vidende rum, der ikke var der før indadvendelsen.
 
Feed back og uendelighedsfunktion
Denne proces er identisk med de uendelighedsfunktioner, der opstår, når et kamera rettes mod sig selv. Når kameraet 'får øje på sig selv', så åbnes en åndelig dør i form af en singulær evighedsfunktion. Læg mærke til at objekter fra den ydre verden fraktalt-psykedelisk interagerer med denne uendelighedsfunktion. I Meditation er det ikke ydre objekter, men derimod indre 'objekter' i form af ordløse sansefænomener, der interagerer med superbevidsthedens i sig selv singulært indfoldede spejl. Netop af denne grund er der ingen spatial uendelighed til stede i os, før vi vender os mod os selv.

Det i ovenstående video introverterede kameras dynamiske singulaitet minder imidlertid mere om en psykedelisk rejse end om det mere apolonariske rum skabt i Meditation. Det indre i Meditation kultiverede bevidsthedsrum er på trods af lighederne med videointroversionen sædvanligvis mere 'rent', selv om Meditation bestemt også er i stand til lejlighedsvis at skabe visioner lige fra rent tivoli til store religiøse fortællinger.
 
Som gennemgået i kapitlet, Hvad er Bevidsthed, så er bevidstheden 'ingen-ting'. Når ingen.ting går i selvsving, så skabes netop ingen ting. Derfor er Tom, Harry og Dicks psykeliske rejser, som man kan se dem beskrevet på diverse trip report-fora, tæt på værdiløse set ud fra et bevidsthedeskultiveringssynspunkt. For de er fyldt op af 'ting' på samme måde som uendelighedsfunktionen i ovenstående video interagerer med fænomener i form af et kalaidoskopisk tivoli. Derfor: des mindre tivoli der er i meditation, des mindre åbenbaringer og andet halløjsa der er, des bedre er den. Det er imidlertid en anden diskussion, jeg vil tage op på et andet tidspunkt.

SUPERBEVIDSTHEDENS REJSE TILBAGE TIL LIVETS BEGYNDELSE
Superbevidsthedens rejse ind mod sig selv åbner også en portal, hvor vi rejser tilbage til skabelsens begyndelse. For rum skaber tid og tid skaber rum. I kapitlet, Bevidsthed & evolution, så vi, hvorledes den menneskelige krop består af biologisk genbrug af alle tidligere livsformer. Meditation er set i det perspektiv den psykiske arkæologi, der gør os i stand til at 'bevide', hvor vi kommer fra, ikke i form af akademisk viden, men uendeligt dybere i form af ekstatisk levet føle-set bevidsthedsvisdom!
 
'Jeg' bevider her, at den dybeste i mørke supersansede salighed i mit køds indre i virkeligheden er urhavets oprindelige celler, der i form af den koloni af livsformer, der kalder sig 'mig' stadig synger deres oprindelige simrende upsuppesange. Nu sanse-ved jeg, hvor jeg kommer fra, eller nærmere i hvilken retning jeg er kommet fra. For rejsen tilbage ser ud til at gå uendeligt videre, fra urhavets celler og helt ud i stjernestøvståger. Ja, 'jeg' fortsætter hinsides tid og rum og ankommer nu til en ny station, en lokationsløs lokation, hvor alt sker samtidig lige nu:

The happenings of a thousand years ago, days spent millenniums since, are in eternity no further off than is this moment I am passing now; the day to come a thousand years ahead or in as many years as you can count, is no more distant in eternity than this very instant I am in.
Meister Eckhart

Selv denne station er ikke endestationen. It goes on and on and on.

 

I dyb Meditation har man muligheden for bevidst at gå på cellulært besøg i sin egen sovende urkrop og her erfare et hav af forskellige operativsystemiske tilstande. Med flere neuronale forbindelsesmuligheder, end der er partikler i universet har den supervågne hjerne mulighed for at trænge dybere ind i helhedens mysterium end noget andet 'skabt' i tid og rum.
 
I supervågen Meditation har jeg eksperimenteret med at tænde og slukke for forskellige lag af disse årringe. Jo længere ind vi kommer, des mindre bevidsthed er der, og jo mere ikke-vågen opmærksomhed. I ren opmærksomhed er vi faktisk ikke vågne. En søvngænger kan, på trods af at han ikke er vågen, være så opmærksom, at han kan balancere på toppen af en tagryg. Søvngængeren er opmærksom, men ikke bevidst. På samme måde kan man føre en fornuftig dialog med en patient der lige er kommet ud af narkose. Vedkommende er imidlertid ikke endnu vågen og derfor ikke selv klar over det. Vor dyriske operativsystemer fungerer udmærket uden bevidsthed.

Padmasambhava - Vågenhedens mester
Læg mærke til hvorledes den abstrakte vågenhed
udtrykkes ikonografisk i de vidt udspilede øjne.
og det tredje øje i panden.

Supervågenhed forudsætter at den celle- og bakteriekoloni, der går under betegnelsen et menneske, har en demokratisk styreform, hvor cellernes partier samarbejder. Supervågenhed kan kun opstå i et sublimt og dynamisk indre balancepunkt mellem alle vore usamtidige og konfliktende bio-operativsystemer helt ned til den skvulpende ursuppe af bakterier i os der styrer hjernens signalstoffer.
 
Vor følelse af 'jeg'-identitet er derfor en illusion  - (og så dog aldeles ikke.)
Identitet er et flygtigt balancepunkt
 
Hvad supervågenhed gør, er at den gennem rejsen ind og tilbage i vores urgamle biologi gør os klar over dybere og dybere lag af vor umulige eksistens som usamtidige cellekolonier samlet under et tag. Des mere af bevidsthedens erkendende og varmende lys der rører selv de fjerneste bakterie -og cellestjerner i vor indre galakse, des bedre bliver vores totale balance. Vi er i den forstand et galaktisk mikrokosmos, der surfer et galaktisk makrokosmos. Den, der er mest vågen, finder bedst det evigt skiftende balancepunkt på surfboardet.
Mennesket er det nåleøje, hvor to dimensioner støder sammen.
 
Et supervågent menneskes identitet samler alle biologiske tider i sit balancepunkt.
Et normalvågent menneskes overfladiske og sovende bevidsthed forsøger hele tiden at finde sit balancepunkt i de sidst udviklede operativsystemer. Her bliver det stakkels sovende menneske igen og igen kastet af bølger fra dets eget indre, voldsomt tilstedeværende, men totalt ukendte urhav.
 
Meditation er i denne sammenhæng det livsprojekt, der lader bevidstheden blive klar over dybere og dybere lag af urkroppens sanseliv. Des længere ind, ned og tilbage i kroppens forhistoriske liv bevidstheden når, des mere energi får den som brændsel.
 
Supervågenhed er, når dette feed back når et singulært point of no return.
Denne singularitet er nåleøjet, hvorigennem mennesket trancenderer sig selv.