|
Følgende skriverier er opstået i kølvandet på, at mennesker tæt
på mig har sagt, at mine synspunkter er tæt på Professor Sven
Brinkmanns. Jeg forstår godt, at de ser et vist sammenfald af
synspunkter. Intet er imidlertid mere forskelligt end Brinkmanns
'nej' og mit i akademisk sammenhæng ubetydelige og fri fra
professor-ethos erfarne 'ja'.
Jeg er forbavset over, at så mange i bund og grund begavede
mennesker, ja selv folk der har årelang erfaring med
Meditation surfer med på Brinkmanns katastrofale og reaktionære
nej-bølge. Grunden til at så mange ikke ønsker at se, at
kejseren ingen klæder har på, er at de har behov for en
akademisk blåstempling af, at det er ok at trække nejhatten ned
over både øjne og ører.
 
Professor Brinkmann og
Matrixfiguren Agent Smith. Læg mærke til at nej-hatten altid
sidder
på seriøse ansigter uden humor og selvironi. Jeg var fristet til
også at vise et billede af
Sørine Gotfredsen, men intuerer at der bag hendes stive
ansigt gemmer sig varme og liv.
Hun er dermed diskvalificeret til optagelse i min Hall of Fame.
So here we go:
Brinkmanns bemærkelsesværdige nej
1. Hold op med at mærke efter i dig selv
3. Tag nej-hatten på (Fra Svend Brinkmanns 7-trinsguide)
I 1993 arbejdede jeg
som gymnasielærer.
Alle lærere blev af ledelsen top down tilmeldt et
computerkursus.
Tidens nye mantra var indragelse af computere i undervisningen.
Jeg mærkede efter i min mave, om jeg havde lyst til at afsætte
en weekend plus tre arbejdsdage for at deltage.
Min mave sagde nej. Derefter sagde jeg efter moden overvejelse
også nej. Kun én anden lærer sagde nej. Han var
tæt på sin pension. Rektor udvalgte derfor mig til
enesamtale, hvor jeg, da det ikke lykkedes for ham at begejstre
mig med top-down positiv psykologi, blev overfuset. Fra den dag var jeg ikke længere i kridthuset.
I tiden efter kurset var der næsten ingen
lærere, der brugte de dyrt indkøbte nye computere. Lærerne havde
fået så mange pawlowske strømstød, at de i mange år efter kun
nødigt gjorde deres PC-pligt.
Et par år efter lancerede Bill Gates Windows
95. Da jeg så dette epokegørende interface, føltes det intuitivt
godt i min mave. I amatøragtig iver kastede jeg mig over
Windows. Jeg brugte en stor del af min fritid til at lege med
det. Det føltes godt at bruge det, og jeg brugte en stor del af
min fritid til at lege med det. I løbet af et år så jeg til min
forundring, at jeg var blevet en af de mest
computerkyndige på skolen. Jeg var en overgang den eneste
humanioralærer, der brugte computeren i min undervisning.
Jeg var glad i maven og mine elever blev inspireret af min iver,
der netop ikke var pligt, selv om jeg faktik nu
i modsætning til mine kolleger gjorde min IT-pligt.
Mit spørgmål er nu:
Hvorfor er den mest åbenlyse årsag til, at vi siger nej ikke med
i Brinkmanns univers?
Det mærkede nej
Det simpleste nej til forandring opstår netop, når vi
mærker efter i os selv.
Vi tager nejhatten på, fordi vi mærker,
at mavehjernen er bange eller vred.
Det er ren
evolutionslære. Selvfølgelig kan
maven på samme måde afmærke et ja. At mavefornemmelser i form
af intuition er værdifulde i social navigation, er der i
modsætning til Brinkmanns postulater om det modsatte, masser af
videnskabeligt belæg for. (Phys.org - søg gut feeling)
At man i følge Brinkmann bør holde op med at mærke efter i
sig selv og i samme process tager nej-hatten på, er en fortænkt
konstruktion.
Denne fortænkthed sniger sig som en nisse ubemærket
med hele vejen fra Stå fast til Ståsteder.
Alene af den grund står bøgerne som
korthuse.
Brinkmanns blindhed i forhold til følelsers rolle i mobiliseringen af det
vigtige nej er i min optik en ubegribelig fejltagelse.
Mine lærerkolleger kom traumatiserede tilbage fra det
fantastiske dos-programmeringskursus. Foran klodsede Buttler- og
Piccolocomputere havde de lydigt indlært dos-kommandoer, de
aldrig skulle få brug for.
Hvis disse lærere havde haft modet til at mærke efter, så
havde tre fjerdedele af dem taget nej-hatten på. I stedet gjorde
de deres stoiske pligt og gjorde noget, de ikke havde lyst til.
Jeg ser her for mig Brinkmann som min ældre old school
kollega. Vi sagde begge nej til Rektors forcerede udviklingsbegejstring. Vi var enige og dog
aldeles ikke.
Hvad er det nu ved Brinkman teorier, der alligevel gør dem
underligt relevante?
Den falske mærken efter
Jeg læste i en
artikel i Information, hvordan børn bøjet
over deres smartphones vrængede af deres pædagoger:
Gu´ vil vi ej ned i kroppen!
Mit gæt er, at pædagogerne havde været på et lynkursus, hvor
de, som mange andre samfundsgrupper top down var blevet pressede
til at mærke efter. Børnene så straks, at kejseren var nøgen i
den forstand at man på et kursus let kan få iklædt sig en tænkt
forestilling om at man mærker efter, der intet har at gøre med
om man reelt mærker efter.
For der kommer ikke nødvendigvis noget dybt ud af at gå
dybere. Store dele af den
selvhjælpsindustri, der kapitaliserer på 'tidens
udviklingstrang', har i virkeligheden taget menneskets indre
følekrop som gidsel, så vi frem for at mærke os selv i stedet
mærker det 'nødvendiges' absurd unødvendige politik i vores fordøjelsesforvirrede smågrådige maver.
Inden for de sidste få år er der kommet videnskabelig
og folkelig fokus på den oversete mave- og tarmhjerne og ikke mindst de to kilo
bakterier, der herfra dirigerer vort følelsesliv. Bogen Tarme med charme
af Giulia Enders er blevet en bestseller. Det sidste indlæg jeg
læste i slipstrømmen på den ny interesse for tarmene kan læses på
Phys.org under overskriften: 'Gut
feelings' help make more successful financial traders.
Selv Wall
Street er begyndt at mærke efter på bundlinjen.
Den økonomiske kompleksitet har nået et kritisk punkt, hvor
social navigation er blevet så foranderlig og uforudsigelig, at
den ikke alene kan faciliteres gennem selvundertrykkelse og
moral, men i stigende grad må indrage følelsernes intelligens.
Globaliseringen har inden for de sidste 20 år medført et
accelererende strukturelt behov for øget konkurrencedygtighed og
lynhurtig omstillingsevne. IBM's og lignende gode gamle
virksomhedskulturer viste sig i dette kapløb at være for stive og langsomme. Kapitalens
rastløse ånd krøb derfor ud af jakkesættet og tog i
stedet bolig i nye Silicon Valley-arketyper som Steve Jobs. Jobs skabte et af verdens største
og mest opfindsomme firmaer netop i kraft af sin personlighed,
der rummede både en kreativ følehippie og
en kontrolfreak.
Kapitalen har således opdaget en helt ny sultens
slavehær i form af vore egne indre uregerlige tarmslyngler.
Disse tarmes uciviliserede sprog er
følelser, og nu dirigeres der med regnestokke for at få dem til
at danse og synge kreativt i takt til tidsåndens hektiske pengepuls.
Regnedrengene råber skingert: Mærk efter! Mærk efter hvor godt
det føles at komme op i tempo! Ja, vi skal have
følelserne med ... og de skal kontrolleres!
Det er denne falske mærken efter Brinkmann har lugtet, og her
har han bestemt en vigtig mission!
At mærke efter i stille spildtid
Men ... kun få mærker reelt sig selv. Brinkmann er ikke alene.
Og fordi han ikke vil mærke efter i sig selv, kan han ikke
skelne mellem reelle mavefølelser og tidensåndens falske
og hektiske mærken efter. Brinkmann peger på tidens fortravlede menneske som det, der mærker alt for meget efter og bør lade
være. Et travlt menneske har imidlertid ikke tid til at føle sig
selv ret meget dybere end overfladiske forbrugsbehov, slagord
fra en coach eller plattest af alt: en antitetisk 7-trinsguide.
Sand kropskontakt kræver heroverfor masser af bevidst valgt
stille spildtid. Det bringer os i kontakt med det dyr vi stadig
i bund og grund er, men vigtigst af alt den smerte vi flygter fra.
Uden fortrolig kropskontakt til det Jung kalder integral
smerte, er ja'et i fare for at blive gidseltaget af
pseudopositivisterne. Heroverfor står Brinkmann med nejhatten trukket godt ned
over øjne og ører som den fortænkte antitese.
Brinkmann og højrefløjen
Når jeg læser Brinkmanns tekster, virker det som om det er to
personer, der har skrevet dem. Den ene er velformuleret og
tankevækkede. Den anden ligner desværre Donald Trump. Først sættes der 'Trumph'
på. Derefter kommer nuanceringen, men skaden er gjort.
Ingen kan efterfølgende fange Brinkmann i debat, for han undviger glat ved at manøvrere mellem sine to personligheder.
Brinkmanns retorisk binære stil, hvor folkeforførende statements
veksler med valide akademiske skriverier tiltrækker store
læserskarer. Den populistiske slagkraft i overforenklingen låner
legitimitet af det akademiske lag i teksterne. Brinkmann er selv
klar over kontrasten, der af ham legitimeres som et polemisk kontrapunkt.
Jeg har talt med mange fortalere for Brinkmann. Ofte er det
eneste de husker hans 7-trinsguide. Brinkmanns 'Stå fast' kommer
her til at hænge fast i folkedybets behov for forsimplinger,
for han bliver læst med tidens overfladiske hastighed. Det
er ironisk, at Brinkmann her kommer til at
leve af den tidsånd, han kritiserer.
Jeg gætter på, Brinkmann, at din mørke for dig selv ukendte side
er den, du opfordrer til, at man ikke
skal mærke. Derfor er den farlig. Litteraturen er fuld af
eksempler på det fortrængtes tilbagevenden i dæmonisk form. Den
ubemærkede forbindelse mellem nej og mave skaber de ideelle
vækstbetingelser for nej'ets populistiske genkomst. De forandringsplagede tarmhjerner, der absurd nok
ikke må mærke efter, hvor vrede de egentlig er, har endelig
fundet deres leder!
Vi kan ikke navigere ved hjælp af den gammeldags
selvundertrykkelse, som Brinkmann advokerer for uden at betale
en pris i form af sure opstød fra det umærkede. Et sandt nej
eller ja må komme i
intimt samråd med mave-tarmhjernens millioner af hjerneceller. Måske
gør vi som sommerfuglene i maven siger - måske lader vi
fornuftens stemme tage stikket, men som i ethvert godt demokrati
bør alle stemmer respektfuldt høres, før der træffes en
beslutning.
Brinkmanns nej er derfor ikke langt fra den politiske
reaktionære bølge fra højre, der skyller ind over den vestlige
verden i disse dage. Denne højrefløj foretrækker selv i USA
Putin og hader den moderne globale kapitalismes stigende behov for
rastløst forandring.
Hvem er jeg?
Hvem er 'jeg'? Jeg er en vaklende balance mellem alle de
konfliktende usamtidige operativsystemer, der bor i mig. Jeg
ville aldrig finde den skrøbelige balance
i livets on-linedans uden også rent dyrisk at
føle-mærke mig selv. Først efter det indre balancerede kompromis
er fundet, er jeg i stand til at forhandle balancen mellem 'mig'
og min kontekst.
En fortrolig indre kropskontakt behøver ikke at
betyde, at man blindt skal adlyde sine mavefornemmelser. Jeg
bruger min gennem 40 år meditativt kultiverede indre
fortrolighed til netop at sige nej, eller rettere: til at vælge
hvad jeg vil efter en fortrolig snak med hjerne, hjerte og mave - plus alle de andre usamtidige
biologiske systemer der bor under min hud - helt ned til den
ringormegenetik,
der styrer min appetit. Og jeg er god til at få mine uregerlige
tarmslyngler til at adlyde - for jeg kender dem bedre end den,
der adlyder Brinkmanns første bud. Det er hvad meditation i
årtusinder har kultiveret: Den fuldt opmærksomme og
ikke-undertrykkende venlige beherskelse af kroppens indre
sanseliv. Der er masser af videnskabelig dokumentation
for, at den meditative kultivering af vor indre følekrop virker.
Hvad har Brinkmann til fælles med Amishsekten?
Her kommer mit næste spørgsmål til Brinkmann:
Bruger du mobiltelefon, computer og internet? Det er den
globalteknologiske accelleration, der på godt og ondt har skabt
det samfund du ønsker, at vi skal sige nej til. En nejhat med
smartphone er ligeså paradoksal som en storrygende veganer.
Du burde, hvis du var konsekvent, smide din computer og dit TV i
skraldespanden og skabe en verdslig udgave af Amishsekten.
For
moderne teknologi er ikke skabt af hjerner forenede under
stoiske nej-hatte, og Marcus Aurelius ville ikke blive kejser i
dag. Uden den moderne verdens accelleration havde vi i øvrigt
heller ikke haft nogen Higgspartikler, som
du kunne sige nej til. Vor moderne verden er på godt og ondt skabt af rastløse
mennesker som Steve Jobs. Jeg kan varmt anbefale Steve Jobs tale
til studenterne på Stanford i 2005, hvor han taler om, hvorledes
han gang på fulgte irationelle indre indskydelser, der gjorde
ham til universitets-drop out. Min egen nevø skabte en stor global internetvirksomhed.
Han mærkede efter, trodsede 'pligten' som bød ham at gøre sin
uddannelse færdig, droppede ud og sagde i stedet ja til
sin indre egoistiske maveild. Denne egocentriske mig mig
mig-energi skabte en formidabel futuristisk arbejdsplads med
masser af glade medarbejdere. Der er imidlertid ikke plads til
min nevø i Brinkmanns fortænkte univers. Han ville sige at min
nevø er så sjælden, at det
ikke er værd at nævne ham. I mit verden er der
imidlertid masser
af hans slags.
Vil en person med Brinkmanns bibler under armen få et job i
min nevøs virksomhed? Næppe...
Det skulle nu stå klart, at Brinkmanns
postfaktuelle opfordring til, at vi skal holde op med at mærke efter har fået
tildelt en ufordøjelig nejhat af min tarmhjerne.
Ja, jeg brokker mig over dine synspunkter, Brinkmann. For du
hævder, at vi skal brokke os noget mere, og at vi nu
roligt kan være negative, for det var stoikerne også. Jeg er god til
negativitet.
Som offentlig ansat gennem 25 år er jeg vant til at høre brok
brok og atter brok og det årtier før du introducerede Barbara Helds som
brokguru. Du siger, at det er sundt at brokke sig. Jeg fik
kvalme af det og brokkede mig så over det, for brok er
smitsomt.
I middelalderen var vi overvejende nærsanseligt
orienterede. I vor tid er fokus flyttet over på fjern-synet.
Aldrig har vi været så fjernsanseligt fremmedgjorte over for os
selv. For ti år siden kunne man sidde i toget og iagttage
passagerer sidde drømmende og kigge adspredt hvilende i sig selv
ud af vinduet. I dag er alle optaget med at stirre ned i
smartphonen.
For hver time et ungt menneske tilbringer med øjnene rettet mod
skærmen i stedet for at siddende hvilende i sig selv, gror der
neuroner til fordel for fjernsansning frem for nærsansning.
Vi lever ikke i den stoisk stilletående
Romertid, men er omgivet af et ydre skopofilisk
sansebombardement, hvor det er fristende at lede udvendigt efter
sig selv i digitale spejle ved at udstille sig selv kropsløst
som avatar
på facebook.
Kurzweils Singularitet & civilisationskritikken
Vi er på vej ind i det Googles tekniske direktør, futuristen
Ray Kurzweil kalder
for
singularitet. Singulariteten er
den tilstand, hvor den allerede nu voldsomt stigende mængde af kompleks
digitaliseret information og udvikling af ny teknik følger en
eksponentialkurve på vej ind i en lodret tilstand.
Denne acceleration må nødvendigvis blandt mange
vidundere og katastrofer skabe en paradoksal kropsløs
reagensglashjerne som professor Brinkmanns, der siger nej til
forandring ved ikke at mærke efter, at den netop ikke har
lyst til denne forandring.
Når vi dertil lægger det accelererede
forandringstempo, hvor et menneske i dag i følge appen Big
Data oplever lige så meget på en dag som et menneske i
1500-tallet oplevede gennem et helt liv, så har vi nu en tid,
hvor mennesker aldrig har mærket sig selv så lidt, som de gør nu.
Det er ligeså kropsløst som at løsrive stoikerne og Marcus
Aurelius filosofi fra den Romerske slave- og snylterstat, som
havde skabt dem og fortænkt konstruere dem som rollemodeller for
os. Hvordan skulle de kunne hjælpe os til at surfe
informationstsunamien? Ved at stå fast? Brinkmanns
kropsløshed er et barn af tiden.
Den moderne verden, som Brinkmann frygter og jeg
vælger i amor fati, har desperat behov for den sansede krops
dyriske dybde.
I sult efter indre sansning har vor simulacrakultur kompenserende fokus på nærsansning.
Den længes med Baudrillards ord efter det reelle,
som den imidlertid stadigt vanskeligere finder. Vi leder efter
den krop vort fjernsanselige samfund har stjålet fra os. Vor
indre følekrop er i sin udsultethed blevet et lille egoistisk
barn, der nu ovenikøbet bliver straffet af Brinkmann.
Derfor er der
paradoksalt mere behov for
selv den overamerikanske popguru Tony Robins end for
Brinkmanns kropsløse talking head.
Som Tony Robins siger: If you are in your head, you are dead.
Mindfullness, selvhjælp, coacher og dameblade, ja selv
kapitalens behov - alle udgør
de mere eller mindre vellykkede forsøg på at genskabe den
vigende kontakt til kroppens
sumpede mørke og dybt meningsfulde rum.
Vi trænger bestemt til civilisationskritik - men med langt mere krop.
Her kan og må der findes andre tarm-utopier end Wall Streets.
Gunnar Mühlmann
|
