|
PÅ VEJ MOD DET UNIVERSELLE JEG
Under udarbejdelse
Jeg'ets udviklingshistorie
Hvad er et 'jeg'
Opkomsten af et 'Jeg' forstået som en organisering af den menneskelige bevidsthed der optimerer vores overlevelseschancer som art går tilbage til den første humanoide der var i stand til at spejle sig i en vandoverflade og her svagt genkende det reflekterede billede som 'mig'.
I Det Gamle Testamente er denne selvbevidsthed identisk med syndefaldet. Da Adam og Eva opdager deres egen nøgenhed, forsvinder paradisnuets ubekymrede og ubegrænsede adgang til mad til fordel for et et scenarie hvor vi nu spiser vort brød badet i anstrengelsen sved.
Således forestiller jeg mig fødslen af det 'jeg' der nu måske om 'dig' er på overarbejde for rettidigt at betale terminerne til huslejen.
Tanker i bevidsthed i det første jeg
Artshistorisk er det meste af vores liv foregået på den østafrikanske savanne. Vi har derfor fra denne periode arvet en del forældet software, også kaldet gener, der gør os i stand til at overleve netop under de betingelser der var gældende her. Måske var det her en fælles tip gange tusind oldefar så 'mig' i vandoverfladens spejl. Hans 'jeg' var begyndelsen på dit og mit 'jeg'. På samme måde som 'jeg' så 'mig' i vandoverfladens spejl, så ser 'jeg' 'mig' i bevidsthedens spejl.
I dette scenarie skabes hvad Descartes senere formulerede som cognito, ergo sum, jeg tænker, altså er jeg. Tankerne er intimt forbundet med 'jeg' og deres publikum er bevidsthed.
Dette 'jeg' begyndte nu ved hjælp af tanker at opsplitte verden, at polarisere den i godt og ondt, i et paradis over for et syndeforfaldent ikke-paradis. Tankeprocesser er skåret ind til benet overlevelsesstrategier. Forskellen mellem godt og ondt skabes ud fra det basale behov for at overleve. Alt hvad der får 'mig' til at overleve er godt. Alt hvad der truer min overlevelse er 'ondt'. 'Jeg' er den som lægger planer og i forlængelse heraf forstiller mig forskellige handlinger der kan gavne min fremtidige overlevelse.
Disse mulige handlinger opføres på en indre tankescene der narrativt forudsætter en fortid, et nu og en mulig fremtid. Her er 'jeg' konstant optaget af at opføre strategier der forhåbentlig får 'jeg' til at leve lykkeligt til sine dages ende. Des mere truede vi føler os i vor hverdag, des flere tanker producerer vi. Og hver gang vi producerer en tanke bliver vi forført fra tidløst nu ind i et imaginært tidsteater. Derfor er vi uden tid når vi er uden tanker. Men uden tid, ingen mad.
Hulemalerierne gengiver de første narrativer der logisk nok handler om at nedlægge bytte. Det gør vore dages narrativer såmænd også, dog med den forskel at det er blevet en langt mere kompleks affære at 'nedlægge bytte' og derfor har 'jeget' også måttet udvikle sig tilsvarende.
FRA STAMMENS 'JEG' TIL MIT 'JEG'
Filosoffen Karl Marx hævdede at vores neolitiske fortid var urkommunistisk. I denne urkommunistiske tilstand var alle lige i den forstand at der ikke fandtes en stærk leder eller et klasseopdelt samfund.
Med udgangspunkt i Marx kan man tale om at stammen ikke blot skabte og delte alle ressourcer i fællesskab. En stamme delte også et fælles 'jeg'.
Dette større, delte fællesjegs i dag genetisk forældede software ses tydeligt udfolde sig hos publikum i fodboldkampe. Holigans er i denne sammenhæng blot ekstra genetisk disponerede til at udspille 20.000 år gamle slag mellem stammer på den tidligere nævnte Østafrikanske savanne. Fællesjeget udtænker her de strategier der skal få det ene kollektive stammejeg til at vinde over det andet.
Klanlederens 'jeg'
Historiens første eksempel på selvbevidst beherskelse ses med Odysseus der lader sig binde til masten af sit skib for at høre sirenernes sang. Det første 'jeg' der kun bor i én person fødes litterært set med Odysseus.
Den gennem selvbevidsthed mulige selvkontrol gør det muligt at erstatte instinktets her og nu behovstilfredsstillelse med planlægning og kontrol gennem tankeprocesser. Psykologen Sigmund Freud beskrev denne udvikling som en opsplitning af psyken i et id, et ego og et super-ego.
Således begynder vi i historisk tid at se hvorledes de enkelte stammer socialt set former en spydspids med en leder i fronten.
Ud over stammens kollektive 'jeg' får vi således en ny form for 'jeg' der mere specifikt er forbundet til et enkelt individ, nemlig lederen, høvdingen, herskeren. Høvdinge-jeget er en forløber for det 'jeg' du og jeg har i dag. Dette 'jeg' er mere selvbevidst end stamme-jeget.
Det er i stand til at tøjle de indre limbiske følestorme i stammens kollektive 'jeg' og lægge tankestrategier der kan forudse og planlægge begivenheder i fremtiden.
Dette 'jeg' er dog stadig en luksusvare kun forbeholdt de sjældne få.
En stamme af aristokrater
Senere med opkomsten af middelalderens adelssamfund bliver det samfundsmæssige overskud så stort at en hel klasse af aristokrater kommer i besiddelse af noget man kunne kalde en jeg-identitet. Især i begyndelsen af middelalderen er grænserne mellem de enkelte jeg-identiteter i denne nye adelsstamme stadig flydende. Hvorledes 'jeg'-individualitet langsomt blomster frem i denne klasse kan man danne sig et fint indtryk af ved at besøge en dansk domkirke og her iagttage hvorledes gravmælerne op gennem tiden langsomt udstyres med flere og flere individuelle kendetegn.
Med renæssancen og senere oplysningstiden og den efterfølgende opkomst af det handlende, pengebaserede samfund 'opdages' og skabes grundmodellen til det 'jeg' vi i opdaterede varianter har haft indtil vor tid. Særlig kendetegnende for dette 'jeg' er at det som Beethoven er lidt af en dramaqueen, forstået som at dette 'jeg' har et i ensom originalitet følelsesforankret omdrejningspunkt. Dette jeg er intimt og 'privat'.
Industrisamfundets produktion af Jeg-overskud
Forudsætningerne for at vi i vor vestlige tid alle kan have vort eget 'jeg' er et samfund der er i stand til at producere et stort overskud af energi. Med energi menes det abstrakte arbejde der skal til for at sikre mad, kultur, infrastruktur og tid til børneopdragelse a la Rosseau. Et individuelt 'jeg' som vi kender det i dag kommer ikke ned fra himlen af sig selv. Det forudsætter at den energi der tilføres det enkelte menneske vokser til det point of no return der skal til for at skabe en tilstandsændring.
I 1800-tallet er dette energetiske overskud takket være industrialiseringen så stort at en hel klasse af borgere nu har råd til at anskaffe sig et individuelt 'jeg'.
Proletariatet er må stadig nøjes med at dele et arkaisk stammepræget 'jeg'.
'Jeg' udbredes til alle klasser
Fra midten af det 20 århundrede når vi i den vestlige verden et punkt hvor man, ligesom man i 30erne kunne producere Fordbiler på samlebånd, nu har overskud til masseproducere jeg-identiteter til næsten alle samfundets borgere. Arbejderklassen bliver til middelklasse og får ved samme lejlighed tildelt et 'jeg'.
Det individuelle 'jeg's' sejr udstiller dets mangler
I samme øjeblik det individuelle 'jeg' har penetreret hele samfundsorganismen og dermed er blevet til samfundet nye omdrejningspunkt for definition af hvad virkelighed er, begynder en ny virkelighed at manifestere sig. Denne nye virkelighed er et produkt af de mange jegers interaktion, men kommer på sigt til at blotlægge mangler i det nyligt etablerede individuelle jegs funktionsmåde.
Hvad kunstavantgarden allerede har opdaget i midten af 1800-tallet, bliver nu i stigende grad synligt for alle. Den følgesygdom som det giver at have et veludviklet 'jeg' er ensomhed,
fremmedgørelse og angst. Et 'jeg' kan nemlig kun forstås som antitesen til et 'ikke-jeg'. Et jeg kræver en mur, en membran der adskiller det i forhold til 'den anden'. Det er som Sartre siger det: Helvede, det er den anden'.
På vej mod det Universelle 'jeg'
På en lang række punkter begynder det nyligt vundne individuelle således 'jeg' at gå i opløsning.
Denne opløsning af 'jegs' mure åbner op for udviklingen af et nyt 'jeg': Det Universelle 'jeg'.
'Jeg' i et informationssamfund
Informationssamfundet er på mange måder ikke tilhænger af det gamle 'jeg'. Det behov for informationsdeling som et samfund der kommunikerer via mobiltelefoner og world wide web skaber kommer til at kollidere med de mure som 'jeg' lige har fået opført. Det gamle individuelle 'jeg' lærer f.eks. i skolen at holde sin viden som spillekort tæt ind til livet. Det har lært at det er tyveri hvis sidemanden stjæler information ved at skrive af til en eksamen.
Heroverfor står informationssamfundets krav om at vi skal dele vores viden i et samarbejde med andre jeger. Samtidig gør digital kopiering at der ikke længere er forskel på en original og en kopi. Selv originalen er nu digital.
Dermed forsvinder det individuelle 'jeg's styrke i ensom originalitet.
Jeg forvandles fra en beboer i et elfenbenstårn til en hub, et krydsfelt hvor informationsveje mødes. Det gamle jegs kollision med informationssamfundet skader imidlertid ikke det originale forstået som det kreative.
Langt nærmere bliver det originale sat fri i et kreativt flow, hvor det eneste der tabes er det enkelte persons ejerskab over dette flow. Det frie informationsflow og privatejendom trives ikke godt sammen. Wikinomics tid er begyndt.
Statiske samfund kontra samfund i dynamisk flow
En anden faktor som på sigt heller ikke trives med det gamle industri-jeg er den eksponentielt tiltagende forandringshastighed vor efterkrigstidskultur er inde i.
Dette tvinger 'Jeg' ind i en forandringsproces der springer grænserne for hvad 'jeg' er.
I statiske samfund vil de ældre generationers erfaringer være de bedst anvendelige og derfor toneangivende. Anderledes ser det ud for et samfund i forandring. Der vil erfaring ofte være en hæmsko, idet erfaring er en opsamling af fortidens overlevelsesstrategier.
Behovet for stigende vækst har ligget som en latent lov i industrisamfundet siden dets begyndelse; men efter 2.Verdenskrig og især fra og med 60erne begynder de samfundsmæssige forandringer imidlertid at accelerere i et sådant tempo, at det ikke er muligt i samme grad at lære af
overleverede erfaringer. Omstillingsevne, fleksibilitet og
kreativitet i nuet bliver derfor de højst prioriterede kultur og
virksomheds bærende egenskaber. Hele uddannelsessystemet skifter
følgelig fra indlæring til læring. Lad os kort opsummere hvad det betyder for det enkelte individs forståelse af 'jeg'.
I begyndelsen af jegets relativt korte livshistorie er dets
identitet fra fødsel til død fastlagt på forhånd: En gang
skomager, altid skomager.
Med opkomsten af det handelsøkonomiske
samfund bliver det nødvendigt med muligheden for i det mindste
ét identitetsskifte, nemlig identitetsskiftet fra fattig til
rig. Det bliver nu muligt at vokse op i en andegård og alligevel
ende som en svane eller som avissælgerdreng at slutte sit liv i en pengetank.
Fra og med ungdomsoprøret i 50-60erne går
identitetsdannelsen ind i en ny fase hvor det at skifte
identitet bliver lige så almindeligt som at skifte jakkesæt.
Denne evne til at forvandle sit 'jeg' bliver fra begyndelsen af 80erne og op til i dag en nødvendig overlevelsesstrategi for mennesket.
Det postmoderne samfund er et samfund i konstant forandring -
et samfund i flux.
Hvorledes dette udfordrer det gamle 'jeg' og i denne udfordring omskaber hvad 'jeg' er vil vi se nærmere på i det følgende.
Hvem
er 'jeg' i det postmoderne forandringssamfund
Det moderne menneske lever for alvor i en tid hvor alle
livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon udskiftes
med i hånden på en teenager. I forandringssamfundet er sidste salgsdag for færdigretten
overskredet før den er serveret.
Hvor vi som børn voksede op med frikadeller og brun sovs og for
10 år siden lærte at spise shawarma, spiser vi vi i dag sushi.
Adfærd, arbejdsformer og
forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville sætte vores
forfædre skatmat i ét træk.
Det middelalderlige
ordsprog, Skomager! Bliv ved din læst, gælder ikke
længere. Uddannelse bliver i
stedet til en livslang læringsproces. Jegets
selvbillede kommer på en hård prøve. I en tid hvor alt er i hastig forandring spørger indbyggerne i en voksende etnisk blandet global landsby sig
selv: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?
Når jeg'et bliver
udfordret til at omformulere sig selv i en uafbrudt proces fra
vugge til grav, rykker spørgsmålet om identitet frem i forreste
række.
Filosoffen Manuel Castel forudsagde i 90erne at alle store konflikter efter 2000 ville komme til at handle om identitet.
Det er utænkeligt at vi mennesker, med kroppe genetisk
programmeret til et liv i stenalderen og celler med den samme
saltbalance som i urhavet kan følge med ind i
forandringssingulariteten
uden identitetsskriser.
'Jeg' står således over for en kardinal udfordring: hvorledes kan 'jeg' leve og orientere mig i et komplekst, dynamisk og teknologisk samfund i permanent forandring?
For at følge med forandringerne bliver vi nødt til at om- og
genfortælle os selv i forhold til vore omgivelser i en livslang
proces. Vi bliver nødt til
hele tiden at lære nye ting. Vi kan ikke længere som for 50 år
siden nøjes med skinnelægge vores liv efter den uddannelse vi
fik i ungdommen.
Kun ved at 'jeg' ændrer 'mig' selv i samme tempo som det samfund 'jeg' har skabt, kan denne udfordring løses.
Og hvem er 'jeg', hvis jeg hele tiden forandres?
|
|
Yngre mennesker er i dag i stand til med selvbevidst humor at surfe mellem tilværelsens mange skiftende planer.
Selvbevidsthed står som omdrejningspunktet i denne evne til at skifte mellem livsplaner.
Vores interesse for for selvbevidsthed og selverkendelse kan indirekte læses ud af mange moderne mediefænomener.
I Danmark har vi Klovn. I Klovn
griner vi af Franks mangel på selvbevidsthed.
Den humor og selvironi der findes i forholdet mellem Klovn og privatpersonen Frank Hvam viser en vej mellem selv-spejlingerne, så vi som på Holbergs tid både kan le af os selv og blive bedre til at navigere i socialt komplekst felt. Klovn bevæger sig på to planer, Frank Hvam som privatperson og Frank Hvam som fiktiv figur.
Klovn er et typisk Dansk kulturprodukt der efter min mening viser at hvad man kunne kalde en kærlig selvironisk metabevidsthed måske er mere veludviklet i lille Danmark end i andre I-lande. Vi er nok det eneste folk der kan finde på at synes at vi selv er latterlige.
Navigation mellem flere planer
I de sidste 10 år er der produceret flere og flere mainstream film der handler om hvorledes vor eksistens så at sige eksisterer på flere planer. Film som 'Matrix' og senest 'Avatar' og 'Inception' (2010) handler i høj grad om kompliceret navigation mellem forskellige livsplaner med hver deres sæt af spilleregler.
Store og små fortællinger
Denne navigation forudsætter en ny form for kontrol over vor egen selvforståelse.
Det nytter ikke længere at andre 'fortæller' os.
Op mod vor tid sker der derfor et langsomt skift fra at vi opfører større kollektive fortællinger til at vi selv bliver i stand til at opfinde og udføre vort eget livsteater.
En af de første til at gøre opmærksom på dette skift var den postmoderne filosof Lyotard.
Lyotard beskriver i 80erne hvorledes de traditionelle
magtinstitutioners store fortællinger som Kristendommen, Liberalismen og Marxismen, erstattes af en kakofoni af små selvskabte fortællinger. Det enkelte 'jeg' begynder at
gøre sig til herre over sin egen selvforståelse.
Lyotard ser denne udvikling som et tegn på sandt demokrati.
Det selvrefleksive menneske
Evnen til at selviscenesætte sig i dette kakofoniske flow kræver i høj grad selvbevidsthed.
Sociologen Anthony Giddens har nogle interessante betragtninger i denne sammenhæng.
Med Giddens lever det moderne menneske, i det refleksivt
moderne.
Det senmoderne menneske er ikke længere styret af
traditioner der fortæller det hvordan det skal handle. I stedet
skaber individet sin egen identitet gennem en selvvalgt
fortælling. Denne selvskabelsesproces er dynamisk i den forstand
at den hele tiden ændrer sig selv. Vi skaber for eksempel
forestillinger om vores fremtid der hele tiden ændrer sig. Vi
skifter også meninger, men dog uden at vores selvfortælling
mister sin indre sammenhæng.
Det er vigtigt,
at vores selvfortælling er sammenhængende. En stabil identitet
beskytter nemlig mennesket mod angst.
En god selvfortælling
kan beskytte os mod angst og
stress.
Selverkendelsens livs-GPS
I dag er the
name of the game selverkendelse.
Det kan tydeligt ses lige fra pædagogikkens nye læringsprincipper til coachingkulturen.
Opkomsten af coachingkulturen hænger sammen med samfundsbehovet for effektive og især omstillingsparate medarbejdere der ikke er styret af blinde adfærdspletter i deres psyke.
Erkendelse og erfaring er feedback i bevidsthed
Selverkendelse er en feedbackmekanisme hvor vores eget ekko giver os viden om os selv. Denne feedbackmekanisme der opstår når
oplevelse spejles i bevidsthed, skaber tankebaserede erfaringer der er i stand til at forbedre vores overlevelsesstofskifte med omgivelserne. Dette feed back er betydeligt stærkere i det Universelle menneske.
Bevidsthedens dobbeltoptik
Det 'nye' Universelle menneske er i besiddelse af hvad man kunne
kalde en bevidsthedens
dobbeltoptik. Det svarer til når vi kører en bil med hjælp af
en GPS. Samtidig med at vi ser ud på trafikken, får vi også
information fra GPS´en hvor vi er, og i hvilken retning vi skal
køre.
Samtidig med at 'jeg' ser den verden jeg
orienterer mig i, ser 'jeg' mig selv i verden.
Med selverkendelsens
dobbelte synsvinkel kan man få øje på de sider i ens
personlighed der er mest usynlige.
Selverkendelse forstået som evnen til at kunne belyse de karaktertræk i ens
personlighed der hidtil nådigt har skjult sig selv i blinde
vinkler er afgørende for at vi kan forandre os.
Gennem den nye
livs-GPS får vi mulighed for eksistentiel kontrol over vort liv.
Modstanden mod selvbevidsthed
Sartre hævdede at mennesket er dømt til selvbevidsthed. Hvis Sartre havde levet i dag ville han sikkert have opdateret sit udsagn til: Mennesket er dømt til metabevidsthed.
En kort ’googling’ af ordet metabevidsthed viser at modstanden
mod en selvbevidsthed, hvor
man hele tiden må se sig selv over skulderen er stor. Der er
ingen tvivl om at kravet om metabevidsthed i form af
coaching, evaluering,
teamarbejde,
selvudvikling,
værdibaseret ledelse,
teambuilding,
den lærende organisation,
medarbejderudviklingssamtaler,
teamudviklingssamtaler
osv. i
dag er
en af
årsagerne til stress.
Ikke desto mindre er metabevidsthed et absolut nødvendigt kompas for navigation i forandringssamfundet. At udvikle metabevidsthed er efter min mening også et af de bedste midler mod stress.
Synden og spejlet
Men denne metabevidsthed fødes ikke uden vanskeligheder. Det nye metaspejl kolliderer nemlig med forældede hjerneprogrammer fra middelalderen. Her tænker jeg først og fremmest på middelalderens kirkelige forretningsstrategi nummer et der stadig ligger indkodet i vor kulturelle arv. Denne middelalderstemme i os siger at mennesket er syndigt.
Grunden til at det i dag er så hårdt at se sig selv udefra skyldes således en usamtidighedskonflikt, en konflikt mellem en gammel kulturreligiøst nedarvet stemme der altid har den formanende pegefinger stukket dybt ned i psyken og så den nye evne til at se sig selv udefra.
At se sig selv klart og samtidig dømme sig selv er både ubehageligt og destruktivt.
Den nye metabevidstheds spejl må renses for dømmende pegefingre og erstattes af
en neutral, men kærlig tilskuer. Metaspejlet skal konsekvent renses for disse forestillinger før det bliver en fornøjelse at kigge ind i det.
At se sig selv se er at kaste lys på ens skygger.
Oh menneske!
Gør alt hvad der står i din magt for at lære dig selv at kende.
Uden selverkendelse vil dine lidelser være endeløse.
Bhole Shah (Sufimystiker fra 1200 tallet)
Hvem er
jeg
Selverkendelse
og Meditation har ofte været kædet sammen i Østens spirituelle
traditioner. Den Indiske vismand
Ramana Maharshi's
eneste
meditationsteknik var spørgsmålet:
Hvem er jeg.
Hvor meget ved vi?
Selverkendelse stod også højt på dagsordenen for flere af de
antikke græske filosoffer.
Denne selverkendelse fik
Sokrates til at sige: Jeg ved,
at jeg intet ved.
Vi lever i dag i en verden der er langt mere indviklet end de
gamle grækeres. Hvor meget ved vi i dag at vi ikke ved?
Meditativ Selverkendelse -
forandringsmenneskets nye livs-GPS
Mennesket
er dømt til selvbevidsthed -
Sartre
Lige siden Adam og Eva har det været
forbundet med et smertefuldt syndefald at blive selvbevidst. I skabelsesberetningen
står der: Og de så ned af sig selv og
opdagede at de var nøgne.
At kunne
se sig selv
Vi er som art overlevelsesgenetisk gearet
til at se verden omkring os. Det har givet mad på bordet at se
ud - ikke at se ind i sig selv. Der har ikke været nogen særlig
overlevelsesgevinst i evnen til at se sig selv i verden - indtil
nu ... For i vore dages komplicerede samfundsmaskineri er det
faktisk blevet til et problem hvis vi navigerer uden
selvbevidsthed, uden evnen
til at kunne se sig
selv udefra.
Som de kommende afsnit vil vise, kan manglen på dette 'ydre' blik på en selv
medføre en selvblindhed der får os til at
marchere ligeud der hvor livets landevej 'looper'.
I dag er 'livets vinder' den der er i stand til at se sig
selv klart i den større
sammenhæng. Jeg vil kalde dette nye menneske for det Universelle menneske.
Meditativ klarhed blomstrer til Selv-erkendelse
Lad os se lidt nærmere på denne problemstilling i et Meditativt lys.
I Meditation vil du føle at du bliver mere klar ... over verden og dig selv. Du vil begynde at se småting i din hverdag og i dig du ikke har set før.
Hvis du går en tur efter din Meditation, vil du måske for første
gang 'se' det
nabohus du er gået forbi tusinder af gange. Du ser farvespillet
i den før tilsyneladende grå væg. I denne voksende bevidstheds
klare lys er det at du selv dukker frem af tågerne. Det er i dette afgørende øjeblik at Meditation blomstrer til
Selverkendelse. Denne selverkendelse vokser hver gang du
stopper op på din tur eller når du sidder med lukkede øjne og stiller spørgsmålet:
Hvem er jeg
Den selverkendende livs-GPS
- Bevidsthedens dobbeltoptik
Det 'nye' metamenneske er i besiddelse af hvad man kunne
kalde en bevidsthedens
dobbeltoptik. Det svarer til når vi kører en bil med hjælp af
en GPS. Samtidig med at vi ser ud på trafikken, får vi også
information fra GPS´en hvor vi er, og i hvilken retning vi skal
køre.
Samtidig med at 'jeg' ser den verden jeg
orienterer mig i, ser 'jeg' mig selv i verden.
Med denne
dobbelte synsvinkel kan man få øje på de sider i ens
personlighed der er mest usynlige.
Det er vigtigt at få halet
disse små drillenisser ud i lyset. Der skjuler sig nemlig en masse små benspændere i de blinde vinkler
i selverkendelsens radarskærm:
overdreven bebrejdelse af andre,
selvhøjtidelighed, frygt, negativitet, mindreværd osv.
AT VÆRE ÅBEN I KONFLIKTSITUATIONER -
MEDITATIV METAKOMMUNIKATION
Så længe disse indre nisser får lov til at lave skjulte dagsordner,
bliver vores
kommunikation med andre uegentlig. En uegentlig kommunikation er
en kommunikation hvor følelser og intellekt ikke går
samarbejdende op i en højere enhed. Vi siger ikke det vi føler
eller tænker. Uegentlig kommunikation er
ueffektivt tidsspilde. Den er 'uøkonomisk', såvel i erhvervslivet som i
personlige relationer.
Den anklagende finger
Eksistentialisten Sartre siger: Helvede, det er 'den anden'.
Helvede findes i verden omkring os. Det findes i den retning
vores anklagende finger peger. Som regel står der en irriterende
person for enden af fingeren.
Des mere vi er følelsesmæssigt
involveret i kritikken af den anden, des mere vil det
sandsynligvis være vort eget sure fjæs vi står og skælder ud på.
Vi opdager nemlig vore
egne blinde punkter som spejlinger i 'den anden'. Jesus taler om
bjælken i vort eget øje. Psykologerne beskriver det som et
projektionsfænomen. Børn siger:
det man siger, er man selv.
I dag er de lyseste hoveder i
blandt os godt klar over at vores indre blindhed bliver til ydre
klarsyn i påpegelsen af den andens 'fejl'. Det er
imidlertid vanskeligt at praktisere andet end en intellektuel,
rationel forståelse af fænomenet, og det gerne først når stormen
har lagt sig og skaden er gjort, enten i form af en destruktiv
bebrejdelse af den anden eller af en undertrykkelse af ens egne
følelser.
Udfordringen er hvorledes jeg kan kommunikere autentisk og i
kontakt med mine følelser uden at situationen går i hårknude.
For uanset hvor rationelt intelligente vi er, kommer vi ikke
videre hvis ikke vi, metaforisk beskrevet, 'går derfra hvor vi
står'. Hvis ikke din kommunikation har taget udgangspunkt
i det du føler, vil du fjerne dig fra din kernepersonlighed. Des
længere du er fra dig selv, des mere indre livsenergi vil du
miste. Hverken du eller det moderne samfund du lever i har
'råd' til dette energitab.
Autentisk, Meditativ og selv-bevidst konflikthåndtering
Mit forslag til en ny selv-bevidst kommunikation kan tage
udgangspunkt i at man vender den anklagende, fingerpegende hånd
om så de tre hidtil skjulte fingre der peger anklagende på en
selv, bliver tydelige.
Oversat ind i selve situationen
betyder det at man i højere grad inddrager sig selv i
en eventuel konflikt med 'den anden'. Så vidt det er muligt inviterer man 'den anden' (og
sig selv) til at se udforskende ind i en selv. Samtidig med at
man stadig fastholder den oprindelige kritik, fortæller man
parallelt om
sin egne indre følelser og mulige motiver. Du kan f.eks.
sige:
Måske handler min kritik også om mig selv (jeg er stresset, har
ikke sovet, er nok lidt for nærtagende, selvretfærdig osv). Men
det er vigtigt for mig at få det sagt.
Lars Ulrich fra Metallica har faktisk formuleret det ganske
elegant. Han siger:
Fortæl altid dine pinlige historier selv ... før andre gør
det.
Det kræver overskud at vende hånden om
Det kræver mod at vende hånden om i en
konfliktsituation. Men med denne dobbeltoptik kan man
opnå, dels at den overlevelsestrussel man retter mod den anden
bliver mindre, således at der også bliver et mindre reaktivt feed back, samtidig med at man - i stedet for at
frigøre sig selv på den andens bekostning, i stedet bliver
fri fra sig selv og situationen. I denne situation
bliver du også fri fra dine irrationelle følelser samtidig med
at du giver dem luft.
At blive
fri fra sig selv
er, så vidt Meditation.dk kan koges ned til én formel, the name
of the game.
Autentisk kommunikation frisætter
store mængder energi, energi
som et moderne,
effektivt samfund slet ikke kan undvære.
Meditativ
selverkendelse opstår når psykens blinde vinkler
bringes
frem i lyset. Denne selverkendelse er samtidig forudsætningen
for at du kan føle dig fri for dig selv så du kan se på dig selv
med humor frem for fordømmelse.
Meditativ klarhed kan således fungere som en unik livs-GPS der gør det muligt at se sig
selv neutralt udefra, uden at falde i fordømmelses, skylds-
eller stolthedsfælder.
Men denne positive selverkendelsesspiral er ikke mulig hvis ens indre er kørt fast
i overlevelsesgearet. En forudsætning for denne selverkendelse er den
ro og dybe hvile Meditation kan give.
Meditation kan være med til at skabe det overskud og derigennem
det overblik der gør det muligt for os at kunne samle alle livs - og informationstråde i vore egne hænder.
MEDITATION, STRESS OG KREATIVITET
Stress er sundt. Stress er brændstof for det dynamiske
menneske. Problemet opstår når vores krop ikke får tid til dyb
og regenererende hvile efter perioder med spidsbelastende
arbejde. Uden hvile mellem disse peak point-perioder
kan stresstilstanden blive kronisk. Kronisk stress er skadeligt. Periodisk stress er
heroverfor et livskrydderi.
I den moderne arbejdskultur er
almindelig hvile og søvn for mange
ikke nok til at kroppen og sindet kan regenerere fuldt ud.
Nervesystemet når således ikke at genvinde sin normaltilstand
før den næste angrebsbølge af arbejdsopgaver sætter ind.
Et
menneske der ikke er kan se sig selverkendende udefra, vil alt
for ofte blindt forsøge at løse nye typer opgaver med gamle og
utidssvarende arbejdsstrategier. Stress i hverdagen gør også at
man mister noget af evnen til at skelne mellem
informationers og arbejdsopgavers vigtighed. Alt hvad der skal
til for at bryde denne cirkel er at man stopper op og ser sig
selv udefra - gerne med et smil.
Det
stressede menneske tackler fremtiden med fortidens erfaring
Vi moderne mennesker lever for alvor i en tid hvor alle
livssituationer skifter med den hastighed en mobiltelefon
udskiftes med i hånden på en teenager. Adfærds og -arbejdsformer
og forbrugsmønstre ændres og udskiftes i et tempo der ville
sætte vores forfædre skakmat i ét træk.
Stressede mennesker løber panden mod muren i stedet for bare at gå uden om
den. Når vi er stressede og urolige,
indsnævres vores synsfelt hvad angår nytænkende løsninger.
Stress skræmmer de gode ideer væk. Adrenalin gør nemlig vore
handlinger refleksbetingede i stedet for kreative. Jo mere et
menneske er under pres, des mere vil det handle i
overensstemmelse med sin primitive arv.
Dette fænomen kaldes af
psykologerne for regression. Det medfører at vi i en
krisesituation begynder at spille vores evolutionære båndoptager
baglæns. Denne båndoptager indeholde informationer om hvorledes
vi har overlevet i krisesituationer helt tilbage til
krybdyrstadiet. Jo længere båndoptageren spoles tilbage, des
mere primitiv vil vores adfærdsrespons på en krisesituation -
blive for til sidst at ende i de urgamle angreb- eller
flugtreflekser. Man kunne også omvendt sige at under en krise
forsvinder det først som er udviklet sidst. Og det sidste vi
mennesker har udviklet er
vores neocortexiale intelligens.
Vi kommer
således ofte i vores arbejdsliv til at tackle nye og ukendte
arbejdsområder med de ’overlevelsesstrategier’ vi har haft
succes med før i tiden. Det er en god fremgangsmåde i samfund
der ændrer sig langsomt. Men i dynamiske og omskiftelige samfund
er det en rigtig dårlig ide. Hver gang vi forsøger at løse et
nyt problem med gammelt værktøj, kommer vi til at arbejde
uforholdsmæssigt meget fordi vi simpelthen ikke anvender den
rigtige fremgangsmåde.
For at genindsætte
neocortex med dens kreative og intelligente regnbue af
overlevelsessvar på vor hjernes kongetrone, er det nødvendigt
med et time out. Her kommer Meditation ind i
billedet som ikke mindre end et formidabelt redskab til at få
hjernen til at slappe af.
I en ikke alt for fjern fortid sad vi
måske et sted ude på landet uden fjernsyn eller Internet og fik
de lange vinteraftner til at gå ved at høre urets tikken og
varme os ved ildstedet. Kroppen havde automatisk tid til at
mærke sig selv. Når kroppen får lejlighed til at ’falde i
staver’ begynder den automatisk at heale sig selv – finde
tilbage til sit nulpunkt. Sammen med den genvundne balance,
indfinder det livsvigtige overblik sig igen. Vi kan ingen se
tingene fra oven – stressens skyklapper forsvinder og pludselig
kan vi se at ingen tvang os til at bryde muren af forhindringer
ned. Vi kunne bare ha’ gået uden om den.
Afslapning er således ikke målet i sig selv. Den årvågne
afslapning er derimod en forudsætning for det time out
hvor man så at sige samler de indre tropper og får lejlighed til
at se på hvor man står i det samlede billede. Det er kun fra
denne position, fra denne synsvinkel at det overordnede billede
kan tegne nye veje ud af gamle fælder.
Meditation og legende kreativitet
Ud over dette meditative metasyn er det min personlige
livserfaring at Meditation også gøder ens kreative sider. Leg og
kreativitet er tæt forbundne, hvilket betyder at man ikke kan
være kreativ hvis man er for alvorlig. En afslappet og
humoristisk grundfølelse giver den bedste legeplads til vort
indre barns boblende ideer. Barnet i os ser erfaringsløst ikke
de begrænsninger der gør at humlebien ikke kan flyve.
Lad mig afrunde med en lille omskrivning af et berømt Nietzsche
citat:
Man må have stilhed i sig for at kunne føde en
dansende
stjerne.
Under Meditation og især lige efter Meditation er ideelle
tidspunkter til at give plads til nye og 'skøre' ideer. En enkelt ny og
frisk idé kan frelse os fra de konfliktsituationer og det unødvendige
arbejde der ellers lå og ventede på os.
Fra ego til kernepersonlighed i flow
Meditation.dk anbefaler imidlertid ikke
Jihad
mod
ego-nissen. Det vil bare få den til at vokse. Nissen skal kvæles
i venlighed. Uden et 'jeg' kunne vi i øvrigt slet ikke
eksistere. Et i humor og meditativ selverkendelse gennemlyst ego
forsvinder ikke. Det bliver i stedet transformeret til kernepersonlighed, til essens.
Et ego er en jeg-personlighed der ikke kan give slip på magten
over dig. Et ego er et jeg der har
overskredet sidste
salgsdag.
Meditation forvandler egoet fra at være en mur til at blive en
flod. Det Meditative 'jeg' er i flow. Det er ikke
selvhøjtideligt. Det lærer hele tiden ved at se sine egne
fejltagelser, og det er en rigtig vandhund der elsker at bade
med andre i livshavets rensende vande. Meditativ selverkendelse fjerner falske selvbilleder og hjælper
os med at blive ét med vores
kernepersonlighed.
Nyd og flyd...
Som nævnt i
afsnittet om konfliktløsning, frisætter den autentiske
kommunikation energi. Det er simpelt hen uøkonomisk spild af energi at navigere
sit liv efter et egos direktiver. Egoet skal nemlig i
modsætnng til kernepersonligheden hele tiden bruge energi på at
opretholde sine falske selvbilleder.
Meditation uden humoristisk selverkendelse fører til selvhøjtidelighed og
fanatisme
Meditation og i videre forstand religion uden selverkendelse og latter fører til
selvhøjtidelige, selvproklamerede og selvoptagede guruer og
præster, der ikke er blege for at lede deres tilhængere ind i
sekteriske forestillinger om absolut sandhed:
Vores Gud, Guru eller Kristus er den eneste. Vores
meditationsteknikker eller bønner er de eneste rigtige.
Kristendommens store fortjeneste er at den har fokuseret på
næstekærlighed. Men der er ingen humor i Biblen. Absolutte
udsagn som: Jeg er vejen, sandheden og livet er farlige
uden i det mindste homøopatiske doser af varme, humor og smil.
Men hvem ved hvad Jesus egentlig har sagt før han blev
Romerkirkens forretningsstrategi?
En
gammel vis inder tog
afsked med et selskab af vesterlændinge der havde besøgt ham for
åndelig inspiration. Situationen var præget af en vis
højtidelig ærefrygt. Den gamle vise holdt sine hænder
velsignende ud mod os mens han gentog: Må Gud velsigne jer!
Må Gud velsigne jer! Derefter kiggede han med et
skælmsk blik op mod himlen, mens han sagde: Må han også
velsigne mig.
Siden vor tid på den
Østafrikanske savanne ligger der et program i os der gør at vi
gerne samles om 'store' ledere i især krise- og forandringstider.
Dette program sidder som en trojansk hest skjult i vor psykes
blinde punkt og kan når som helst gøre guruer, politikere, videnskabsmænd,
præster og mullaher til forkyndere af absolut sandhed og
derigennem forvaltere af tilranet magt.
Vismanden
Faqir Baba
var en simpel, uuddannet mand. Men hans store selverkendelse er
selv i dag en mangelvare på verdens religiøse arenaer:
Dette er de hårde kendsgerninger: den simple sandhed om
spiritualitet hjælper ikke med til med at etablere
religiøse centre, og øger ikke antallet af tilhængere. Først
efter denne erkendelse ser jeg dette: Jeg er kun en boble
af bevidsthed. En lille boble af bevidsthed kan ikke hævde om
sig selv at være en stor Vismand. Havde jeg ikke realiseret
denne sandhed, kunne jeg måske have opfordret jer til at prise
min storhed, fået jer til at tilbede mig og jeg ville have
udnyttet jer.
(Faqir Baba)
Verdens samlede religiøse erfaringer ligger som et tagselvbord
foran det opkoblede menneskes skærm. Det er op til
metamenneskets egen indsigt og smag at tage den bedste
informationsbid fra hver enkelt kultur. Kristendom, Shamanisme,
Hinduisme - alle har de i sig frø
der med vinden kan flyve til alle verdenshjørner. Spørgsmålet er
om vi her, i indgangsportalen til det tredje årtusind, er i
stand til at tage udfordringen op - selv.
Kompleks enkelthed i den globale landsby
De sidste to årtier inden årtusindskiftet står over for en
afgørende udfordring: hvorledes kan mennesket leve og orientere
sig i det komplekse, dynamiske og tekniske samfund det selv har
skabt?
Kun ved at ændre sig selv i samme tempo som samfundet kan
denne udfordring løses.
Den verden vore forældre voksede op i var simpel
sammenlignet med vor tid. Samtidig med at den 'virkelige' verdens
kompleksitet vokser, bliver den
også suget
ind i et hyperreelt informationsnetværk.
I denne 'matrix' bliver
vi med lyshastig afstandsløshed mobilt
spændt ud mellem
satellitter og mobilmaster -
forbundet til
og bundet af hele verden gennem et
organisk voksende
world wide web.
Denne virtualiserede
verden udvider mulighederne for og accelererer hastigheden på
komplicerede sociale interaktioner. Handlinger der før ville
kræve tid, kan i dag udføres her og nu. Vi kan f.eks.
bestille en flybillet over nettet
samme dag som vi rejser. Verden bliver således mere og mere enkel, samtidig
med at den bliver mere og mere indviklet.
Det loopede hype samfund og metamennesket
Verden bliver i denne proces
også mindre samtidig med at den bliver større. Jyllandspostens Muhammedtegninger når ud til Pakistans små
landsbyer næsten samme dag som avisen trykkes.
Vi lever således i en verden der
på godt og ondt er fuld af loops -
af lynhurtige
feed backs.
Dissse nye loops gennemsyrer vort samfund på alle
niveauer.
Selv den før omtalte GPS er et eksempel på hvorledes en ny
form for loop hjælper os til at navigere på en ny og mere
effektiv måde.
For at orientere sig en sådan verden er det vigtigt selv at
være i et loop - at have
metabevidsthed.
There was a
photographer taking pictures of journalist who were being filmed
by a TV crew
as they reported on a PR event, and there was me writing about
it.
Victor Lewis Smith -
Grasping the Zeitgeist with the ace fashionistas 2007
I denne lille-store verden går der i en langt højere grad end
før feed back i systemet. Mediemikrofonens
følsomhed er så stor
at
den let går i selvsving med den globale verdenshøjtaler.
Fænomener som terrorisme og svineinfluenza får de globale medier
til at gå i selvsving. Moderne medier lever faktisk af og i
hype.
Hver gang et mediemikrofonhyl feed back'er hen over
kloden, er det en god idé at stoppe op, lukke øjnene og kort
mærke sin egen indre kropsligt forankrede realitet. Dette lille
simple og banale indre loop er faktisk et uhyre effektivt værn
mod de ydre loops ofte ukontrollable selvsving.
Vi lever
i et loopet hype-samfund, hvor det enkelte individ så
vidt muligt selv må udvikle bevidsthedsloops for at være
kompatibel med sine omgivelser.
Den voksende virkelighed driller eksperterne til
selverkendelse
I 2006 da middelklassen red rodeo på guldkalven, talte jeg med
en økonomichef der mente at verdens økonomiske fremtid ville
være fri fra kriser fordi verdensøkonomien nu var reguleret
gennem internetopkoblede computere.
Men i 2009's globale multiverden
er selv eksperterne
ved at være klar over at de intet ved - eller måske rettere: de
der lytter til eksperterne, er klar over at eksperterne intet
ved. Bankrådgivere, aktieguruer, klimaspecialister... alle
famler igen i blinde som videnskabsmændene i Oehlenschlägers
gode gamle digt
Guldhornene:
Blikket
stirrer,
sig tanken forvirrer,
I Taage de famle..
For selv om
videnskaben tager accelererende kæmpe(frem)skridt ind i det nye årtusind, er berøringsfladen til det vi ikke ved, til
kaos, vokset endnu mere. Samtidig falder huspriserne. Måske er det derfor det
futuristiske wwwerdensnet i dag er
googlende fuldt af 2012-dommedagsscenarier.
Forandring og Meditation
Du tænker måske nu: Hvad har alt dette med Meditation at gøre?
Svaret er: angst og forandringsfrygt. Hvis du allerede nu er bekymringsløs og ingen
frygt har over for det
forandringsscenarie vi står i lige nu,
kan du springe dette afsnit over og gå direkte til
meditationsteknikkerne. Ja, faktisk kan du også springe dem over
og i stedet gå en tur eller deltage aktivt i de gode forsøg på
at gøre kloden grøn.
Hvis du stadig sidder her foran skærmen er spørgsmålet:
Hvordan kan jeg orientere mig i dette kaos uden at være
bekymret eller stresset?
Lad mig med det samme svare: Det kan du gennem
selverkendende meditativ overgivelse til din indre værens
intelligente kaos. Det kan du ved dagligt at sætte rituel tid
af til med lukkede øjne at mærke din egen indre kropsligt
oplevede væren.
Lyder det vanskeligt eller uforståeligt?
Så læs videre...
Forandringsangst og Fordbiler
Næsten alle urkulturer har fortalt myter om kampen mellem kaos
og kosmos, mellem orden og opløsning.
Civilisation er lig med Gudernes orden og alt hvad der ligger
hinsides bymuren opfattes som et dæmonisk kaos. Situationen er
den samme i dag bortset fra at vi med moderne greenpeaceoptik
ser kaos udfolde sig inden for civilisationens mure og derfra
sprede sig ødelæggende ud i naturens orden.
Det er i denne sammenhæng interessant at anskue 'udvikling' ud fra
fraktale kaosteorier.
Ganske kort fortalt opstår en ny orden spontant og
uforudsigeligt, netop i det øjeblik kaoskurven når en lodret
singularitet. Efter en tid vil den nye orden gå i opløsning
indefra og igen afløses af en ny orden netop i det øjeblik kaos
vokser mod singulariteten.
Pointen er at den nye ordens indre logik er umulig at forudsige.
Det er med Storm P
vanskeligt at spå - især om fremtiden.
Hestevognsvidenskab
I slutningen af 1800-tallet var
videnskabsmænd i London bekymrede. De havde regnet ud at
London med den nuværende stigningstakt i forøgelsen af heste og hestevogne, ville
være dækket af halvanden meter hestelort år 1900. Denne Storm P´ske forudsigelse gik imidlertid ikke i opfyldelse. Hestevogne gik
nemlig af mode da automobilet blev opfundet. Ingen havde
fantasi til at forstille sig denne 'enkelte' løsning på problemet.
Bilindustrien var den ny ordens uforudsigelige løsning på den
gamle ordens opløsning i kaos. Men i dag er den samme bilkultur
kommet på afveje og
er nu på kollisionskurs i et nyt traffikkaos.
I dag har nye generationer af hestevognsvidenskabmænd med
mullahagtig selvsikkerhed travlt med forudsige nye katastrofer i
form af bl.a. global co2-forårsaget opvarmning. Disse
progressive videnskabsmænd og det stigende antal politikere der støtter dem,
er bestemt mere sympatiske end dem der sælger og producerer
forbudte cheminovagifte i den 3. verdens lande.
Men greenpeacebevægelsen er ud over alle de gode intentioner,
et sted hvor der skjuler sig angst for
kaos, frygt for det ukendte og tilhørende behov for at kunne
kontrollere den forandring eller den nye orden som man med
kaosmatematisk sikkerhed ikke kan
kontrollere eller forudsige.
Ingen, hverken videnskabsmænd eller guruer, er i dag bedre i
stand til at forudsige fremtiden end 1800-tallets
videnskabsmænd. For den nye orden er altid med fraktal
usvigelighed, uforudsigelig. Et hvilket som helst historisk
studie af fremtidsforskeres
forudsigelser vil vise i hvor høj grad den fremtid man
har forstillet sig, blot var skabt ud fra simple lorteberegninger ud
fra den gamle ordens kendte parametre.
Alle dommedagsprofeterne har også været nødsaget til igen og
igen at udskyde
sidste salgsdag. Kun poeter som H.C.
Andersen og Jules Verne havde visionært held til at åbne et
lille kighul ind i den ny tids orden.
Lad mig kort nævne at disse afsnit ikke skal læses som en kritik
af miljøbevidst handling og ansvarlighed. Det handler her
udelukkende om at påpege at handlinger der udspringer
af frygt, ikke er optimale.
|
|
DET UNIVERSELLE 'JEG' ER METABEVIDST
På Meditation.dk's indexside bruger jeg meget spalteplads på at beskrive det metabevidste 'jeg'. Meditation og metabevidsthed er uadskillelige aspekter i det nye Universelle jegs anatomi.
Hvem er jeg - part I
Det universelle 'jeg' er metabevidst. Det er i stand til at se sig selv kærligt udefra, og kan derigennem kompensere for og korrigere sine egne svagheder. Metabevidsthedens GPS gør mennesket i stand til at orientere sig i foranderlighed.
Det Universelle 'jeg' spørger kognitivt sig selv: Hvem er jeg? og får derigennem værdifuld viden om hvorledes 'jegs' adfærd interagerer med omgivelserne.
Metabevidsthed er det Universelle 'jegs' nye kompas der gør det i stand til at foregribe sine egne svagheder før andre udnytter dem eller bliver generet af dem.
Fortæl altid dine pinlige historie selv ... før andre gør
det. Lars Ulrich - Metallica
Hvem er jeg - part II
Det Universelle 'jeg' inddrager også aktivt sine omgivelser i denne kognitionsproces.
Det metabevidste 'jeg' kan finde på at spørge fortrolige venner i omgangskredsen: Hjælp mig med til at se mine blinde vinkler. Selverkendelse spreder sig herfra som ringe i vandet.
Hvem er jeg - part III
En hund ved ikke den er en hund. I modsætning hertil er vi som mennesker klar over at vi er mennesker. Dermed er der faktisk en del af os der er hinsides mennesket, nemlig den del af os der erkender at vi er mennesker - at se sig selv er paradoksalt nok det samme som ikke at være sig selv i den bevægelse hvor vi hæver os over os selv. Dette er en egenskab ved selve bevidstheden. Den kræver afstand for at kunne observere.
Selvbevidsthed på vej mod spiritualitet
Metaspørgsmålet, Hvem er jeg, har imidlertid en langt større power end blot det at gøre os bedre i stand til kognitivt at navigere i komplekse sociale sammenhænge.
Spørgsmålet Hvem er jeg kan også stilles
på niveauer hinsides intellektets domæne. Dette selvreferentielle spørgsmål kan føres videre til et eksistentielt niveau.
Hvis du med stor oprigtighed stiller spørgsmålet Hvem er jeg... og i stedet for at lytte efter et intellektuelt svar er opmærksom på hvilke følelser i kroppen der rejser sig efter spørgsmålet, så er du på vej ind i Meditationens domæne.
Du kan oven i købet gå et skridt videre og med din simple a-ha opmærksomhed og bevidsthed jagte den der spørger. Stillet i denne kontekst vil det trække tæppet væk under det 'jeg' der spørger.
Det er er tilbage, er det Meditative Mysterie...
DET UNIVERSELLE JEG ER EN SKY I ET KONSTANT FORANDRINGSFLOW
At være i en permanent tilstand af forandring såvel indvendigt som udvendigt er skræmmende
for det 'jeg' der oprindeligt blev konfigureret ud fra følgende Darwinistiske troskabsed:
Hold værtsorganismen i live for enhver pris.
'Jegs' oprindelige overlevelsesprogram gik jo netop ud på at skelne mellem den gode overlevelse og den onde tilintetgørelse.
Især hvis 'jegs' grundliggende identitet er knyttet til ydre ting eller specifikke konkrete tanke og trossystemer.
For at kunne forandre sig må 'jeg' være i stand til at give slip. Denne given slip er på en måde en dødsproces i den forstand at det gamle 'jeg' må dø for at give plads til et nyt.
'Jeg' har regeringsmagten
Et 'jeg' er som en regering for en cellekoloni.
Jeg ser i mødet med mennesker 'jeger' med vidt forskellig alder. Nogle har et 'jeg' der ikke vil give slip og måske ikke har gjort det i 10 eller 20 år. Nogle har givet slip i sidste uge. I denne sammenhæng er et ungt 'jeg' bestemt at foretrække. Et ungt og frisk jeg er opdateret til den verden der omgiver det. Et gammelt jeg bruger de overlevelsesstrategier der var 'in' for 10 eller 20 år siden. Man kan let finde et ungt menneske med et gammelt 'jeg' og et ældre menneske med et ungt 'jeg'.
Et gammelt 'jeg' er en overlevelsesstrategi der ikke vil give slip.
Denne forbavsende stædighed kan ofte observeres ved mennesker som er depressive.
De vil i ekstreme tilfælde hellere begå selvmord end at give slip på den depressive identitet.
I forlængelse af analogien til statsdannelsen svarer et gammelt 'jeg' til en hersker i et militærdiktatur der ikke vil afgive magten. Som Kim il Sung i Nordkorea vil et sådant 'jeg' hellere destruere værtsorganismen end at give slip på magten og lade friske kræfter komme til.
Demokrati, gerne med hyppige frie valg, er således den bedste regeringsform for den menneskelige cellekoloni med milliarder af indbyggere.
Den abstrakte metafortælling - Man har et standpunkt til man tager et nyt
Vi kan som mennesker ikke leve uden at fortælle os selv. Selv det at gennemskue fortællingerne og hævde at vi lever uden fortælling er i sig selv en ny fortælling.
Det afgørende er at vor selvfortælling må indeholde en viden om det vigtige i at fortællinger må gå til grunde for at skabe plads til nye. Den geniale danske politiker Jens Otto Krag var en af de første der udtrykte denne metafortælling der muliggjorde forandring i en grad der ikke var set tidligere. Han sagde: Man har et standpunkt til man tager et nyt.
Dette er et eksempel på metafortælling. Den holder i abstrakt form sammen på og muliggør de mere konkrete fortællingers kontinuerte fødsel og død.
Religiøst inspirerede metafortællinger vil også være velegnede til at skabe et sjæleligt forankret omdrejningspunkt for et liv i flux. Dette forudsætter dog at den religiøse fortælling bevæger sig fra lovreligiøsitet til hvad man kunne betegne som en abstrakt filosofisk religiøsitet.
Reinkarnation
- allerede i dette liv
Både Buddhismen og Hinduismen opererer med et narrativ der indebærer sjælevandring gennem reinkarnation. Jeg skal her ikke kommentere denne påstand. I stedet vil jeg pege på hvor fint et billede reinkarnationsmyten er i forhold til vort almindelige liv.
'Jeg' kan dø og genfødes flere gange allerede i livet før døden.
Jeg ser det ideelle 'jeg' som et jeg der befinder sig i en konstant reinkarnationscyklus før døden. Hver gang vi ændrer os dør en lille smule af os til fordel for et nyt og mere frisk 'jeg'.
Den indiske filosof J. Krishnamurti siger, at det gælder om at dø fra gårsdagens erfaring.
Selv den simple ting som i en diskussion at sige: Du har ret ... jeg tog fejl, er faktisk en form for død-genfødsel for egoet. Det er derfor det er så svært at overgive sig i diskussionernes fægtekamp.
Et 'jeg' som en sky
At leve uden et 'jeg' bliver ofte prist som endemålet for Meditation. Selvet eller bevidstheden alene står tilbage i disse spirituelle utopier.
Gennem de 33 år jeg har været en rejsende udi Meditation har jeg måske kun mødt en håndfuld mennesker uden et 'jeg'. Her skal selvfølgelig nævnes at denne påstand er underlagt de begrænsninger der naturligt hører med når et 'jeg', i dette tilfælde mit jeg udtaler sig om hvem der har eller ikke har et 'jeg'.
Jeg har til gengæld mødt mange mennesker især dem der levede af at være åndelige vejledere der hævdede at de ikke havde noget jeg.
For det meget store flertal bliver 'jeget' ved med at poppe op, uanset hvor meget vi Mediterer.
Men i stedet for at blive skuffet over det 'jeg' der aldrig forsvandt er jeg faktisk 'himmel' henrykt over det.
At leve uden et 'jeg' er ikke attråværdigt. I en sådan tilstand vil der være f.eks. glæde eller sorg, men ingen der er glad eller trist.
En sådan tilstand vil jeg betegne som en depersonaliseret tilstand.
Uden et ' jeg' er der ingen hjemme til at nyde sushien.
Frugten af mange års meditation er således ikke en permanent jeg'løs tilstand, men en tilstand hvor jeg'et er blevet blødgjort. Det er blevet som en sky på himlen frem for at være et stædigt æsel med enden til fremtiden.
Et af meditation blødgjort 'jeg' er et venligt jeg der giver plads til at livet hele tiden kan forstyrre det og dermed påvirke det. Et venligt 'jeg' lader andre komme til orde og tvivler faktisk altid på sig selv. Denne ydmyge tvivl er imidlertid ikke et udtryk for svaghed - tværtimod har det ydmyge og altid tvivlende jeg sin faste identitetsbase hinsides sig selv.
På samme måde som en sky altid bæres i og af rummet, holdes det flydende 'jeg' oppe af sin grænseløse kontekst.
Den relativt ukendte digter Kai Hoffman udtrykker smukt det flydende 'jegs' kvaliteter:
'Den der har levet tør høre
suset af høst i sit øre.
Da kan han gå uden fødder
Da kan han gro uden rødder,
når han,
uden at briste
tåle at eje og miste.'
Det nye jeg er i stand til at leve i mange dimensioner. Flydende skifter det form og tilpasser sig de opstående situationer. Dette jeg er faktisk som en kamæleon, men ikke falsk og løgnagtigt.
Gamle 'jeg'-arketyper har efter min mening ofte en form for selvsikkerhed der kan virke overbevisende. Men et gammelt 'jeg' hører til i en endimensional verden. Det er relativt let at skabe sig overblik når man kun lever i ét rum. Anderledes med det flydende multidimensionale 'jeg'. Her er usikkerheden og ydmygheden den største styrke.
At leve som en cumulus sky af frydefuld identitet på bevidsthedens himmel er faktisk ikke så svært at opnå som man skulle tro. For det ligger allerede i tiden, med eller uden Meditation.
Meditation er dog med til at klæde os
på til at modstå trykket fra forandringseksplosionen.
Det flydende 'jeg' er forankret i den kropsligt forankrede kernepersonlighed
Vi kan imidlertid ikke fortælle os selv ud i alle verdenshjørner. Der er en naturlig grænse for vore fortællingers udfoldelse. Hvis vi alle skiftede 'jeg' uden en dybere sammenhæng, ville vi ende i en form for depersonaliseret tilstand. Alle 'jegs' forvandlinger bør tage udgangspunkt i ens kernepersonlighed. Kernepersonligheden bliver til i et samspil med det genetiske blueprint vi er født med og den indre i opmærksomhed registrerede følekrop. Selv om det lyder langhåret bliver det, oversat til hverdagens praktiske handlinger at 'jeg' altid må rådføre sig med kroppens indre følelsesliv. Japanske forretningsmænd starter altid en mulig forretningsaftale med en fin middag. Kun hvis middagen næste morgen føles fint i maven bliver der givet grønt lys for handelsaftalen.
DET UNIVERSELLE JEG ER I LEVENDE KONTAKT MED HELHEDEN
Det Universelle jeg deltager stadig i nationale fællesskaber og andre fællesskaber der forudsætter et 'os' over for 'dem'. Det Universelle jeg har imidlertid etableret flere tilhørsforhold på tværs af landegrænser, sprog, familier, religioner og racer og er derfor overordnet en verdensborger, a citizen of planet earth.
Det Universelle 'jeg' er forbundet med andre jeger på samme måde som nerveceller i hjernen via neuroner har forbundet sig med hinanden.
Det Universelle jeg er en HUB
Især efter årtusindskiftet er der udgivet en sværm af bøger om netværksteorier som f.eks:
Duncan Watts, Malcolm Gladwell, Albert-László Barabási, og Mark Buchanan.
Denne forskning peger på en forbavsende parallelitet mellem den måde internettet opfører sig på og naturens egne netværk som f.eks. nerveceller , molekyler, menneskers sociale omgangskredse, transportsystemer osv. Alle disse vidt forskellige egenskaber kan tilsyneladende samles i en enhedsteori også kaldet hub-teorien.
I ethvert netværk er der punkter hvor de enkelte tråde mødes. Nogle af disse mødepunkter samles i større træfpunkter. De relativt største af disse træfpunkter kaldes for HUB´s. Hvad enten det drejer sig om celler i mavesækken, søgemaskiner på nettet eller menneskers sociale netværk så er the name of the game kun ét: at blive til en HUB, et samlingssted for flest mulige forbindelseslinier. Det succesfulde menneske defineres i denne sammenhæng som det menneske der har samlet de fleste sociale tråde, eller endnu bedre, sociale HUBs i sin hånd.
For det Universelle 'jeg' er succes - også i magtøkonomisk henseende - ensbetydende med at sidde på en konjunktion hvor de største strømme af information og/eller sociale kontakter finder sted.
Et UNIVERSELT 'JEG' I WELLNESS
En koncept der er totalt fremmed for de oprindelige Meditative traditioner såsom Hinduismen og Buddhismen er wellness.
Wellness er overskriften på den tankegang der tror på at det er muligt for 'jeg' at føle behag ved at eksistere i en krop. Heroverfor står de østlige meditative traditioner med deres påstand om at den egentlige grund til meditation er at komme væk fra kroppen, væk fra menneskelivet for til slut at undslippe genfødslens pinefulde kredsløb.
Jeg hilser wellnessbevægelsen velkommen som en meget vigtig korrektion af hvad bedst kan betegnes som Østens eskapistiske forståelse af Meditation.
Buddhismens og Hindusismens lidelsesfilosofi er grundliggende skabt som overlevelsesstrategier i det katastroferamte Indiske samfund. Indien har siden Induskulturen 1000 BC været ramt af så mange katastrofer at selv den sorte død i vor Europæiske middelalder i sammenligning er for intet at regne. I det antikke Indien kunne det bestemt ikke betale sig at investere noget som helst energi og opmærksomhed i det at leve behageligt i en krop. Overlevelsesstrategien gik derfor naturligvis på at skabe et åndeligt liv hinsides kroppens og jegets domæne.
Anderledes forholder det sig i vore dages moderne vestlige samfund. Her har vi i en grad der aldrig før er set mulig været i stand til at sikre et sikkert liv for kroppen og dermed et 'jeg' i kroppen. Vi har derfor ikke behov for forældede asiatiske modeller for virkelighedsflugt!
Den første vigtige konklusion på disse overvejelser er at det ikke længere er nødvendigt at bekæmpe 'jeg' som en fjende i den grad som det selv i dag sker i de vestligt tilpassede meditative retninger. Det stakkels vestlige menneske som gennem middelalderen er blevet skolet til a bekæmpe og frygte djævelen har nu fået et uddateret østligt softwareprogram der aktiverer vores gamle djævleprogam, blot med den forskel at nu hedder den nye bandit 'egoet'.
Mit kardinalråd til alle der Mediterer er derfor: Hold op med at bekæmpe det stakkels ego!
Hvis vi tror på et lykkeligt liv i wellness i en krop må vi nødvendigvis også tro på jegets og egoets eksistenberettigelse!
Wellness er derfor en ganske ny Meditationsfilosofi der svarer til et overskudsfænomen verden aldrig har haft mulighed for før.
Meditation er med wellness ikke længere blot et sjæleligt projekt. Det omfatter også mulighed for en et 'jeg' i krop i glæde. Ånden så at sige stiger i wellness ned i kroppen.
Dette indebærer i forbindelse med den Meditative praksis efter min mening en forskydning af
det Meditative fokus. En moderne wellness meditation må i langt højere grad prioritere
opmærksomhed frem for ren bevidsthedstræning. Som nævnt i afsnittet om
Bevidsthed og Opmærksomhed er opmærksomhed kroppens antenne over for Bevidstheden som er hovedets antenne.
Ren wellness uden antitesen til wellness i form af lidelse er imidlertid logisk set ikke muligt.
Den eneste farbare vej til wellness går derfor gennem integral lidelse.
Den integrale lidelse står som en af hovedsøjlerne i Meditation.dk. Den beskrives derfor
både teoretisk og praktisk i henholdsvis
Kroppens indre energiunivers og
Følesansmeditation.
|
