|
Hvis Meditation.dk's religiøse ateisme overhovedet symbolsk skulle lade sig inspirere af en Gud, så skulle det bestemt være Shiva!
Shiva er her dobbelt interessant, fordi han som Indiens ældste gud også er Shaman! Mere om det om lidt.
Nogle af de forestillinger der kan indåndes i Meditations østlige massaladuft anser jeg som værdifulde. Det drejer sig her især om forholdet til det 'onde' - hvorledes vi som mennesker kan forholde os til destruktion og kaos. Her er det især indusguden Shiva der er interessant.
Shiva
står for destruktion, men som i denne gennemgangs hovedrengøring af det indre tanketempel, er destruktionen blot en forudsætning for ny skabelse, fødslen af fremtidens orden!
Hvis Meditation.dk's religiøse ateisme overhovedet symbolsk skulle lade sig inspirere af en Gud, så skulle det bestemt være Shiva!
Men før vi tager turen ind i Shivas rige så lad mig gøre klart hvad målet for denne rejse er.
ualmindelige virkeli
Shiva er her dobbelt interessant fordi han som Indiens ældste gud også er Shaman!
Nogle af de forestillinger der kan indåndes i Meditations østlige massaladuft anser jeg som værdifulde. Det drejer sig her især om forholdet til det 'onde' - hvorledes vi som mennesker kan forholde os til destruktion og kaos. Her er det især indusguden Shiva der er interessant.
Destruktion og skabelse set i lyset fra Shivas tredje øje
Tsunamier, atomkatastrofer, ungdomsoprør i den arabiske verden, vaklende globale økonomier, nye teknologier udviklet af en videnskab der takket være digital vidensdeling udvikler sig eksplosivt ... er forandringssamfundet på vej mod afgrunden?
Set gennem googles briller kunne det godt se sådan ud.
Nettet fyldes i stigende grad af dommedagsprofetier hentet fra Mayakalendere til Zeitgeist.
Spørgsmålet er: Hvordan overlever vi fremtiden?
Hvordan imødegår vi de mange omvæltninger der i stadig stigende grad omformer vor klode.
Jeg har valgt et univers hvor alt er såre godt. I min bevidste søgen efter at give dette livssyn virkelighed, falder mine øjne på den urgamle Indiske gud Shiva.
De utallige Indiske Guder
Før vi vi tager på en filosofisk tidsrejse med Shiva, er det dog på sin plads med en lille guidet tur ind i den Indiske gudeverden.
I den hinduistiske mytologi finder vi så stort et antal forskellige guder, at det ikke giver mening at foretage en optælling af dem. En inder jeg engang mødte hævdede at der var mindst 70.000! Flere andre kilder hævder at der i det indiske pantheon findes op til 3 millioner forskellige guder..
Indien var og er med dets kastesystem en af verdens mest fragmenterede kulturer.
Selv de fire grundkaster er opdelt i flere hundrede subkaster.
I dette heterogene monadesamfund giver det mening at anskue hver enkelt Gud som en samlende overskrift for en enkelt klans religiøse selvfortælling.
De mange sameksisterende småsamfund, der lige fra ånd til mund var selvforsynende, vidner om en samfundsstruktur hvor det ikke lykkedes for én klan, én gud at opnå det totale herredømme. Inderne har ikke, som Europæerne, haft en romersk kejser der i genopstanden forklædning som pave kunne udrydde alle alternative guder og trosforestillinger.
Det underlige er at det heller ikke lykkedes for fremmede besættelsesmagter at gennemvæve et fælles monoteistisk mønster i det Indiske åndens kludetæppe.
Indien har stort set været invaderet af fremmede magter siden Alexanders tid. På grund af hyperfragmenteringen i Indien har det nemlig altid været et let land at besætte.
De fleste erobrere måtte imidlertid sande at selv om Indien var let at erobre, så var det svært at kontrollere. Det lykedes hverken for makedonerne, perserne, englænderne, scytierne eller hunnerne.
Selv ikke Islams perfekt afstemte enhed af monteistisk sindskontrol og våben- og militærstrategisk kropskontrol kunne få bugt med de Indiske guders polyfoni.
En af årsagerne til at selv muslimernes monoteisme måtte nøjes med en birolle som en ny Indisk gud blendt mange var at den muslimske herskerklasse levede af den ekstraskat som kun vantro skulle betale. Hvis alle blev omvendt ville de muslimske herskere save den gren over de selv sad på.
Hovedgrunden til at de besejrende kulturer selv blev besejret af de besejrede skyldtes imidlertid at Indien allerede årtusinder før vor tidsregning havde udviklet en helt særegen overlevelsesstrategi: nemlig overvindelse af fjentlige synspunkter gennem accept.
Den første pakistanske leder, Muhammed Jinnah, afviste Mahatma Ghandis storslåede tilbud der gik ud på at Jinnah selv skulle være den øverste leder af et udelt Indien. Muhammed Jinnah takkede høfligt nej med den begrundelse at han foragtede indernes tolerance og accept der efter hans mening på lang sigt ville drukne og udviske muslimernes identitet. Den muslimske identitet krævede efter hans mening en skarpt optrukket grænse mellem Indien og Pakistan, mellem Hinduisme og Islam. You hindus are gonna strangle us with your tolerance.
Det pastorale krigernomadefolk, Scytierne, blev da de invaderede Indien, af Brahminerne ved en rituel ceremoni på Mount Abu 'ophøjede' til Rajput krigerkasten. De græske generaler som Alexander havde efterladt til at styre de besatte områder, sattraperne, blev Buddhister.
Det invaderende primitive Kushan-folk endte med i løbet ef et enkelt århundrede at blive den Indiske kunsts fornemste kustoder.
Kun Briterne og muslimerne undslap delvist den kulturelle druknedød i Indiens morads af mangearmede, altfavnende guder. Briterne overlevede gennem deres 'stiff upperlip' og muslimerne på et hængende hår gennem stormogulen Auranzebs forsøg på at gøre op med sin bedstefar Akbars, den af hinduerne højt elskede stormoguls kulturelle og religiøse arv, Dinne Ellahi, der i sin essens var et udtryk for den hinduistiske tolorance.
Sufisme ....
Denne Indiske 'evne', eller rettere overlevelsesevne til gennem accept at forvandle rovdyr til ofre, kan spores tilbage til Indiens urgamle fortid.
Allerede i de første sammenstød mellem guder i Indien blev de forskellige folkeslag enige om at fremfor at udrydde hinanden i kampen om retten til at definere hvorledes Gud skulle se ud og hvad hans navn var, kunne man i stedet skabe en rollefordeling og dermed magtfordeling mellem de forskellige fragmenterede samfund og deres tilhørende guder.
Denne rollefordeling krævede imidlertid mindre justeringer og afslibninger af de spidse hjørner i de enkelte klaners kulturmønstre.
Et eksempel herpå kan ses i sammenstødet mellem de lyse Brahminers gud Brahma og de mørke dravidiske menneskers gud Shiva.
|
Brahma
|
Guden Brahma havde oprindeligt fem hoveder. I dag har han ‘kun’ fire. Brahma
fik hugget sit femte og øverste hoved af af Shiva, der ikke kunne acceptere Brahmas blodskamsforhold til sin egen datter. Ifølge legenderne var det øverste femte hoved nemlig hele tiden optaget af lystent at kigge på dets egne døtre.
Efter denne ‘ omskæring’ fik det brahminske præsteskab fik lov til at blive i Shivas land, blot de accepterede at blodskam ikke var tilladt. Brahmanerne fik også besked på at de ikke længere måtte dyrke deres egen Gud Brahma. Derfor findes der kun tre Brahmatempler i Indien, hvoraf kun det i Pushkar, Rajastan er i brug i dag.
At brahminerne ikke lod sig slå ud af denne udfoldelsesmæssige omskæring ses i det faktum at
denne kaste har formået helt op til vore dage at beholde førertrøjen på. |
Brahminerne, præstekasten, er den højeste af alle andre kaster og på nær oprørstiden fra Chandragupta Mauria 300 BC og frem til slutningen af Ashokas buddhistiske storrige i 100 AD, (hvor Ashoka en overgang betalte 100 dinarer for et Brahminhovede) har de siddet sikkert på magten.
Hvorledes lykkedes det for Brahminerne at holde sig på toppen af kastepyramiden?
Brahminerne droppede deres egen gud Brahma og begyndte i stedet at dyrke de lokale guder, heriblandt Shiva. I denne proces bliver den mørke Dravidiske Gud Shiva gjort stueren ved at
blive forvandlet til en Gud med den korrekte lyse hudfarve som vi kan se på nedenstående illustration:
Ved hjælp af først og fremmest indviklede religiøse ritualer, astrologi og håndlæsning lykkedes det dem at få den åndelige magt over de fleste religiøse fragmenter i Indien.
Det er derfor ikke helt sandt når jeg i begyndelsen skrev at ingen klan fik overherredømmet i Indien. Brahminerne fik retten til magten, men den pris de måtte betale var at ofre deres egen gud.
I denne hellige studehandel blev Brahma dog stadig tildelt en rolle i den øverste hinduistiske treenighed hvor efter alt at dømme tre forskellige kulturer blev enige om at lade deres Guder
dele rovet som forvaltere af skabelsen. Bhrahma blev tildelt rollen som skaberen af Universet.
Guden Shiva blev afgræset inden for rollen som den der destruerer i Universet og endelig i midten Guden Vishnu, der gemmen sine 10 inkarnationer i gudemenneskeskikkelser sørger for at opretholde balancen mellem onde og gode kræfter i skabelsen.
De resterende myriader af klanguder måtte nøjes med at få tildelt mindre roller som enten inkarnationer eller morphede aspekter af de treenige hovedguder. Som skaberen af universet gav det også mening at man ikke dyrkede Brahma, eftersom det efter skabelsen nu var bedre at koncentrere sin energi på de to guder der henholdsvis stod for balance og destruktion.
Instruktionen af hele dette guddommelige teaterspil blev overladt til brahminerne, der således kløgtigt fik kørt deres egen kaste i stilling som sjælesørgere for det hav af klaner og kaster for det paradoks der i dag kaldes Indien. Bhraminerne accepterede enhver tolkning som lige streg gyldig så længe de fik lov til at sidde øverst på kostpyramiden.
I skrap kontrast til de Indiske guders pragmatiske sameksistens står Vestens gud, hvor selv måden at opfatte og tilbede gud på blev tvangsreguleret.
I Vestens religiøse magtkampe kunne således selv små ideologiske uoverensstemmelser give anledning til blodige krige: Burde man korse sig med to eller tre fingre, udgik helligånden udelukkende fra Gud eller også fra Jesus, var Jesu natur som vand og vin eller som vand og olie?
xxxx
Denne tendens til monoteistisk tvang skyldtes bl.a. det diktatoriske romerske aristokratis paradoksale forvandling fra at bruge kristne som løvemad i Forum Romanum til selv som snedige magtræve at iklæde sig kristne fåreklæder. I denne optik afklædes Paven i en romersk kejsers nye klæder.
Den opmærksomme læser spørger sig sikkert nu hvad denne lange udredning om forskellene på
Indiens og Europas religiøse forestillinger skal gøre godt for.
Min pointe er i denne sammenhæng at når én religiøs ideologi ved hjælp af blodsudgydelse udrydder alle andre forstillinger, så skabes der som biprodukt en mur mellem det gode og det onde. En tilsvarende polarisering kan iagttages i en anden monoteistisk religion, nemlig Islam.
Alt hvad der ligger uden for den magthavende klans fast definerede livssyn og adfærd, bliver dæmoniseret i en tankegang der i udpræget grad skelner mellem det gode 'os' og det onde 'dem'.
|
Rottetempel i Rajastan
|
I Indien er rotten et helligt dyr. Der er templer til deres ære. I de folkelige Buddhistiske Jakata-eventyr er der ovenikøbet eksempler på at rotter i virkeligheden er Boddhisatvaer!
Vi i vesten frygter stadig rotter fordi de i 1300-tallet bragte pesten rundt i Europa.
På samme måde ligger der i vor kollektive kulturligt nedarvede romersk prægede hjernemasse en tendens
til at overpolarisere verden i godt og ondt. |
Denne kulturarv ligger som en uhensigtmæssig usamtidighed, der på samme måde som de gener der kæmper for at vi bevarer vore fedtceller ikke er særligt hensigtmæssige at bære rundt på i den overflodstid vi lever i nu.
Hvad gør vi nu med vore indre og ydre rotter? Skal vore djævle placeres uden for muren, eller bør vi bygge et tempel for fanden selv?
Jeg er ikke tilhænger af at vi kritikløst importerer østligt filosofisk tankegods. F.eks. finder jeg at den indiske forestilling om at verden er en illusion er ubrugelig.
Vi kan imidlertid som den kloge høne se os om i verdens enorme fælles erfaringsbase, der nu takket være internet og fly, er tilgængelig for os i en grad som aldrig før.
I den indiske jord, i den sydamerikanske jord, ja overalt i Moder Gaias neurale netværk kan vi finde tankefrø der i den rigtigt udvalgte blanding kan skabe nye kulturspirer der måske kan hjælpe os med til at overleve fremtiden.
Lad os nu se nærmere på guden Shiva.
SHIVA
Destruktion og skabelse set i lyset af Shivas tredje øje
Den ældste Indiske gud er Shiva. Vi kan ham finde helt tilbage til det mægtige Indusrige der var samtidig med det ægyptiske, men med sit enorme område på 1,5 millioner km2 i sammenligning gjorde Farao til konge over et dværgrige.
Shiva og tyrekulturen
Tog engang en lille hvilepause i en mindre landsby i Karnataka på min motorcykelrejse i Sydindien. Går ind i en lille bagerbutik. Mens jeg står og venter på betjening, kommer en ko værdigt vandrende ind i butikken. Den fylder mere end halvdelen af lokalet og bruger hornet når jeg forsøger at skubbe den ud. Så kommer bageren. Han tager en af de store kager i udstillingsvinduet og giver den ærbødigt til koen, der gumlende bakker baglæns ud på vejen. Bageren samler hænderne i et ærbødigt namasdeh foran koen.
På terrakottasegl fra Industidens begyndelse 3000 BC ser vi Shiva siddende i meditationsstilling med korslagte ben. Shivas ledsager er tyren Nandi. Induskulturen var en tyrekultur der spredte sig så langt vestpå som til Kretas minetauruskultur, ja måske så langt vestpå som til tyrefægtningens land, Spanien. I det Gamle Testamente finder vi opgøret med tyrekulturen i beskrivelsen af dansen omkring guldkalven.
Dansen om guldkalven
Den vilde Shaman
|
I denne 1800-tals engelske glansbilledeversion har Shiva mistet sin vildskab.
|
Shiva er vild. Han holder den kristne djævels trefork i sin hånd og har en cobraslange omkring livet eller som halstørklæde. I sit hår har Shiva frø fra daturaplanten, en af de mest ondsindede hallucinogene planter der findes, og som shamaner fra alle næsten alle kulturer har han en håndtromme, hvis hurtige ‘alfabeat’ kan sætte ham i trance. Shiva er Shaman og som alle shamaner er han ikke rigtig en del af samfundets etablerede arkitektur. Shamanen er præsten før præsten begyndte at bygge templer og kirker. Her skulle han ikke tænke på at indkræve husleje til sine templer, kirker og tilhørende velnærede organisationer i form af hierarkisk inddelte præster og munke.
|
Indus Valley Shiva i terra cotta
med en slange viklet om livet. |
|
|
Den sorte Kali
Det lykkedes for ham at hugge det femte hoved af Brahma, men Brahminerne kvitterede ved at udgrænse ham. Shivas undersåtter
er i øvrigt de eneste i det Indiske gudepantheon der har den oprindeligt Indiske mørke dravidiske hudfave.
Shivas kone Kali er mørk. Kal betyder sort.
Med Brahminerne kom den lyse hudfarves tyrani til Indien. Det ariske overherredømme lyse hudfarves apartheid afsløres i det opridelge ord for kaste, varna, der betyder farve.
|
Shiva på samfundets kant
Det er måske af denne grund Shiva hører til i de uvejsomme Himalayabjerge eller i den vilde natur i øvrigt. Det etablerede samfund ser på ham med både ære og frygt. Han er de vilde sadhuers foretrukne gud. Shiva er på kant med samfundet, men som the line of control mellem kultur og natur en vigtig del af dette samfunds selvforståelse.
Den destruktive Shiva
Ikke overraskende har Shiva i den Hinduistiske treenighed fået tildelt rollen som den der destruerer skabelsen.
Han hersker derfor over dødens by, Varanasi, hvor det er enhver retroende Hindus drøm at ende sit liv som aske. Shiva er imidlertid også dansen og frugtbarhedens gud.
Hans dans opløser universets former. Ikke desto mindre er Shivas by også livets og genopstandelsens by. Hver morgen kommer troende hinduer ned til Gangesflodens bredder og hilser den opgående sol.
I Shivas dans er der intet punktum, dansen holder aldrig op. Dødens punktum er erstattet af et komma i livets uendelige syntaks, hvor ethvert komma blot tjener som en forudsætning for en ny livsytring, hvor enhver destruktion, enhver død er set som den nødvendige pris for nyt liv. Shiva destruerer nutiden for at bane vejen for fremtidens nye liv.
I Shivamyten er destruktion og død ikke dæmoniserede fremmedelementer. Selv om vi i Vesten ikke længere er udpræget religiøse ser vi selv med vores nu overvejende sækulariserede øjne det onde som et fremmedelement, som en uvelkommen sygdom i det ellers perfekt ordnede liv. Alt hvad der truer vort livs lille tog fra sin skinnelagte færd er ondt - det hører ikke naturligt til i vor verden. Denne tankegang er langt ældre end Augustin af Hippos arvesyndsforestilinger. Den kan ses i grækernes opdeling af verden i kaos og kosmos. Den går helt tilbage til det gamle testamentes beretning om den onde slange.
Beretter Det Gamle Testamente her om et bibelsk opgør med Shivakulten? De fleste af det gamle testamentes myter findes i indien som Brahmanernes selvfortællinger. Er Brahmanerne i virkeligheden i familie med jøderne? Begge grupper opfatter sig selv som Guds udvalgte folk.
Abraham og Sara har navnelighed med Brahminernes Brahman og Sarasvati. Både Brahman og Abraham er gift med deres egne døtre. Begge ses som de første skabere: Brahman af Universet og Abraham af den jødiske slægt. Begge har de den sekstakkede stjerne som deres logo. Brahminerne i det Nordindiske Kashmir har de samme efternavne som man har hos jøderne i Israel. Deres skikke og ritualer ligner hinanden. Et slående eksempel herpå er det årlige Brahminske ritual til ære for Gudinden Maryamma i den sydindiske by Sion Koliwada, der helt ned i små detaljer minder om det jødiske påskeritual.
I det gamle testamente er slangen, treforken og tyren i form af guldkalven dæmoniserede. Treforken, slangen og tyren er Shivas fornemste symboler. Omvendt dæmoniserer Shiva ikke Brahminerne. Han nøjes med at afkræve dem et tilpasningsoffer. Hvor Brahminernes religion polariserer verden i godt og ondt, i hvid og sort, i kaste og kasteløs, så samles kaos og kosmos under fælles tag i Shivas hjem.
I Shivamyten Kaos er (ære)frygtet, men dog en integral del af Kosmos. Der er stadig polaritet i Shivas verden. Det er ikke som i Buddhas tid hvor de spirituelle kræfter søger ind på midten i en fælles gylden middelvej. De onde kræfter er i Shivas dans bestemt til stede på samme måde som tsunamier og atomkatastrofer i en transhistorisk sammenligning er en del af vores moderne virkelighed. Men Shiva fordriver ikke sit menneskebarn. Det 'onde' får stadig husly som i tilfældet hos en Indisk ven, en gammel ven der lærte mig om mediation. I hans familiehus i Uttar Pradesh langt ude på landet boede der under huset en stor kongecobra.
Familien levede med denne cobra og anså den for at være hellig.
Shivas kone Parvarti minder om denne cobra når hun inkarnerer i sin frygtelige form, Kali.
Kali betyder den sorte. Hun er hvad C.G.Jung kalder Mater Saeva Cupidinum, de frygtelige lidenskabers altødelæggende moder. Hun har blodige hugtænder og smukke øjne. Hendes tilhængere ved at man dyrker Kali ved at fokusere på de smukke øjne og ignorere hugtænderne, hvilket groft set kan oversættes til den livsstrategi der altid fokuserer på det positive, men samtidig accepterer modgang i ens liv som den livseksamen der kan føre en videre opad livets udvikligssige.
Selvfølgeligt ville det være rart uden ondskab og død i vort liv. Men med pendulet altid holdt i livets solside ville enhver udvikling, enhver dynamik gå i stå. Destruktionen, det onde er den pris vi betaler for udvikling, for dynamik. I middelalderen, hvor denne tanken om det onde som
modpol til den Gode gud blev udviklet som forretningsstrategi, var stort set det det eneste der udviklede sig dynamisk, kirken. Resten af samfundet befandt sig i en statisk dvale der varede i århundrede.
Des mere dynamisk et samfund udvikler sig, jo mere der er tale om et forandringssamfund, des mere behov er der for et livssyn hvor det onde kan ses som en del af Guds samlede plan.
I vor tids samfund er vi i medierne betagede af 'det onde'. Middelalderens polarisering i absolut lys og mørke er erstattet af et væld af gråtoner hvor lys og skygge blander sig i bestandigt nye skabende former.
Når Meditation.dk på forsiden vælger at hævde at alt er såre godt, så er det netop i erkendelsen af at det såkaldt onde er rykket ind som den nødvendige sorte farve på livets palette.
At vælge at se alt som såre godt, er at se den ultimative godhed, selv i det der her og nu synes ondt.
Shamanernes budskab og Shiva
Min erfaring er at des mere vi finder teknikker til at flygte fra livets iboende lidelse, des mere vil vi blive jagtet af denne lidelse. Alternativet er ikke at dyrke lidelsen, men som en åndelig kriger være med den når den af sig selv dukker op foran vores næser:
I want to know
if you can sit with pain, mine or your own,
without moving to hide it or fade it or fix it.
Oriah Mountain Dreamer, (Cherokee Elder) Totonto
Det lader til at shamaner som Oriah Mountain Dreamers livsvisdom gik tabt da vi mennesker udviklede os fra at leve i jæger-samler samfund til landbrug og handelskulturer.
Fra Buddha i øst til Kristus i vest får vi forbundne handelskulturer der anskuer lidelse som et fremmedelement i livet.
I Østen gengiver Kali-dyrkerne deres gudinde med blodige hugtænder og store smukke øjne.
I Vesten har vi trukket tænderne ud af vores ud af vores Guder og kastet dem bort.
Da de landede i den mørke afgrund, slog de straks rødder.
Jeg spørger ham, hvorfor han ødelægger sin mund med betel. Den er helt rød, og så vidt jeg kan se inde bag det grå overskæg, der er groet et godt stykke ned over underlæben, er der ikke mange tænder tilbage. "Moither Kali likes betel", svarer han. "Don`t choose between good and and bad...Then you become wise!
Beggar or rich...It dois not matter. Moither Kali likes beggar."
|
