|
| ||||||
|
|
| |||||
|
|
| |||||
|
At vågne til stilhed I | ||||||
|
Det er af typen ”Du ved det, når du er der”. Men inden man når frem, kan det være nødvendigt at række ud efter det med ord – hvor mangelfulde de end er. Og for en dag at vågne til stilheden, er det absolut påkrævet at skabe plads til det indeni. Meditation er en træning i at skabe plads. Stilhed har at gøre med at mærke sig selv – eller med at mærke Gud i sig – eller med at mærke livet vågne påny indefra. At finde det stille rum langt inde i en selv er at finde en tomhed af en særlig slags. En tomhed, der er svanger med livets kilde. Ud af den fødes din forbundethed til alting og Altet; heraf udspringer spiritualitetens virkelighed. I den absolutte tysthed forstår du, at livet er et spinkelt, glitrende net, som omfatter alt levende. Her mærker du hjertet vokse og en uendelig medfølelse med verden omkring dig.
At vågne til stilhed II Tiden holder op i uendeligheden. Og uendeligheden er ligesom stilheden et sted eller fænomen, som ikke lader sig indfange i ord. Der er bare tomt. Tiden holder op i foreningen, lød den besked, der senere landede i min analytiske hjernedel. I foreningen ? Ja, i foreningen af modsætninger. Når vi engang forstår, at vi rummer det hele. At alt, hvad vi møder uden for os selv, er projektioner af noget inde os selv. At der ikke findes et offer uden bøddel, en slave uden en hersker, en tosse uden en vismand – disse tilsyneladende modsætninger er alle inden i den enkelte. De er ender af det samme spektrum. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Når vi erkender dette, virkelig mærker det, så opstår der mulighed for en transcendens af vores iboende splittelse.
Tiden hører
op, når vi fatter, at mørket er lige så vigtigt som lyset. At
øst er lige så betydningsfuld som vest og kvinden præcis lige så
meget værd som manden. I sin yderste konsekvens er det favne
døden med lige så stort engagement som livet. Kan vi omfatte det
i vores bevidsthed, er det muligt at træde ind i en dimension,
hvor vi oplever, at himmel og jord ikke er to adskilte
verdener, men lige dele af den samme forunderlige virkelighed. | ||||||
|
Hvorfor tilgivelse ikke er nok | ||||||
|
Hvorfor tilgivelse ikke er nok Tilgivelse er imidlertid ikke et ord, jeg bruger, og jeg skal gerne forklare hvorfor. I dag er det blevet ”det rigtige ” at gøre, fordi vi ”skal jo videre”, og så får tilgivelse en tillokkende duft af korrekthed. Måske genkender du situationen: En bekendt siger: ”Jeg har tilgivet ham/hende...” efterfulgt af et kunstigt smil med en bitter fure. Senere viser det sig, at den samme person får et raserianfald, som er rettet mod den nys tilgivne. Eller at vedkommende vedvarende siver med spidsfindinge bemærkninger, som drypper af gift og vrede – om den tilgivne. Det er også blevet en fast del af skyggearbejdsprocessen. ”Tilgiv dig selv” er sidste punkt på programmet, efter man har set sig selv dybt i øjnene og erkendt sine svagheder. Tilgivelse er et ord, vi kender fra den kristne terminologi, og det forudsætter en synd. Uden synd, ingen tilgivelse – eller syndsforladelse. Den katolske kirke har systematiseret processen, således at man gennem skriftemål kan få syndsforladelse for de slemme ting, man nu end måtte foretage sig. En praksis, der tjener det gode formål at lette den byrde af skyld, som mennesker konstant påfører sig gennem tanke og handling. Tænker man ikke i ”synd” og ”skyld” men i bevidsthed og konsekvens, så er vejen videre anderledes og ikke helt så enkel. Ekskurs 2002: Jeg forstod det ikke dengang i år 2002. ”Tilgivelsens tid er forbi”? Hvordan kunne den være det ? Det lød ualmindelig hårdt og helt ved siden af min skyldbefængte tankegang. I dag giver det mening for mig: Alt, hvad vi foretager os, har en effekt. Og den forsvinder ikke. Hælder du kemikalier ud i vandløbene, har det en effekt. Skader du et andet menneske, har det en effekt – både på den pågældende og hans eller hendes nære omgivelser. Handlinger, gerninger breder sig som ringe i vandet, og derfor er det helt og absolut nødvendigt, at vi bliver mere bevidste om det, vi gør. Et aktuelt eksempel: De mennesker, som for egen vindings skyld, har spekuleret i f.eks. boligpriser og aktier, har sat en kædereaktion i gang, som påvirker landets økonomi og andre mennesker. Uanset hvor meget nogen måtte tilgive dem, så kan man ikke gøre deres gerninger ugjorte. De må også selv leve med effekten – en effekt som gennem kædereaktionspricippet rammer dem selv eller deres familie og venner. Det er en voldsom og hård måde at lære noget på, men ikke desto mindre er det det, der er invitationen i krisen. Denne årsag-effekt-bevægelse gælder i alt. Små som store gerninger omend det kan tage tid, før man ser sammenhængen. De, der bliver ofre for andres skadelige handlinger, får en anden invitation. Nemlig en, som går ud på at bearbejde tabet uden at gengælde skaden. Har du fået et sår eller lidt et tab? Tror du det heler ved at give en anden et sår? Nej. Det heler heller ikke ved at gå i en anden grøft og ”tilgive” den, der har givet dig det. Det heler af sig selv hvis du accepterer såret og smerten, udtrykker dine følelser, lader tiden gå, og sørger for at få nye erfaringer. Har et menneske været udsat for noget forfærdeligt; voldtægt, overfald – et barn der bliver kørt ihjel af en flugtbilist eller lignende – så ligger det som en mørk, kompakt sten i denne persons hjerte. At forsøge at få ham eller hende til at tilgive den person, der har forvoldt skaden er ikke løsningen – og det er sandsynligvis heller ikke en realistisk udgang. Der vil være sorg, vrede, hævn, fortvivlelse i lange baner, og det er ualmindelig menneskeligt. MEN det vil skade dig selv, hvis du holder fast i det i årevis, og derfor er kuren: få udtrykt alle dine følelser i et sikkert rum (hos en terapeut, i en terapeutisk gruppesammenhæng, hos venner der kan rumme det, gennem musik, maleri, hård fysisk udfoldelse etc.) og bliv ved indtil ladningen er mindsket. Det kan tage en dag eller flere år. Så skal du slippe det. Kort og godt. Sig farvel uden vemod. Det tjener dig ikke at holde fast i mindet om noget, der har bragt dig i knæ. Ret ryggen og gå ud i verden ad en ny sti. Vreden skal udtrykkes. Sorgen skal udtrykkes. Når du har råbt og skreget, gået i timevis gennem blæst og regn, når du har presset din krop under fysisk anstrengelse, nedfældet følelserne i voldsomme malerier eller dagbogsnotater, brændt gamle ting på bålet, da løsner det sig. Da er det muligt at give slip og vende sig mod nye erfaringer. Carl Gustav Jung sagde engang: ”The foundation of all mental illness is the avoidance of legitimate suffering.” Årsagen til alle psykiske forstyrrelser er undgåelsen af helt legitim lidelse. Med andre ord: Det, at vi undertrykker og undviger vanskelige følelser, er årsagen til en masse psykiske problemer - blandt andet angst. Vi vender os mod medicinalindustrien eller religionen for lindring. Men årsagen ligger i os selv og den eneste langvarige løsning er at acceptere det, der rumsterer i vores undergrund, acceptere den indre smerte og konflikt. Vejen ud er vejen igennem. Selvhad Selvhad og selvafvisning udspringer af, at vi har en idé om, at man skal være fuldkommen, og at vi aldrig kan leve op til idealet. Vi tror, det er muligt at blive fuldkommen og eftersom vi ikke er det, så afviser vi os selv og hader måske visse kvaliteter i os selv. Det forhindrer, at vi accepterer os selv, som vi er. Jeg har derfor oplevet, at det hjælper at se sig selv i øjnene, anerkende den man er og omfatte sig selv med accept og medfølelse. Det tager tid og øvelse, men det kan lade sig gøre. Forskellen ligger efter min erfaring i at man påtager sig ansvaret for sin egen natur, sine egne følelser og handlinger uden at fordømme sig selv. At påtage sig ansvar er noget andet end at pålægge sig skyld. Det er et resultat af en læreproces, som modner og forfiner. Og som viser én, at det hæsligste og det skønneste kan leve side om side – nøjagtig som alt levende på denne jord. Skyld og tilgivelse er begreber, skabt af mennesker, og de afholder os fra at lære os selv at kende, fra at vokse op. Hvis du er modig nok til at konfrontere dig selv og mærke det, der er inden i, behøver du hverken at påføre dig selv skyld eller søge efter tilgivelse. Det er med til at gøre dig fri. | ||||||
|
Kun Livet | ||||||
|
Der er kun livet. Al den tid med forestillinger og forventninger, med længsel og smerte. Med stræben, stræben og stræben efter lykke. En lykke så luftig og fjern... Al den tid med bevidstheden limet til tv-programmer og kulturens mange ansigter og forme. Film, musik og bøger. Al den tid tilbragt uden for mig selv – i fortællinger og faktion om andre mennesker i andre lande til andre tider. Al den tid med hele min værens kapacitet til at længes, kun rettet mod idéen om Den Ene af det andet køn. Som jeg lod mig styre af, i snore som en blind marionetdukke. Tid med drømme, ideer, planer og luftkasteller. Al den tid i bøn til Gud og andre usynlige gestalter: hjælp mig, frels mig, tag mig, løft mig, gør mit liv til det, jeg vil ha’, oplys mig, giv mig…… noget andet! Al den tid på flugt fra stedet, hvor jeg uden ophør ankom Stønnende under læs på læs af bekymringer – bekymringer over en fremtid, som ikke var – og aldrig blev – fremkaldt. Al den tid kun tilbragt i hovedet, i tankerne, på vej mod noget mere, bedre, rigere, varmere, roligere eller skønnere. Tænk, al den tid... Så en morgen var det hele vasket væk efter en livslang, dundrende nat i stormvejr. Der blev stille og det blev klart. Der er kun livet Der er kun dette øjeblik Der er KUN dette øjeblik Jeg læser sætningen og stiller den her: Der er kun dette øjeblik Der er kun dette Der er kun og på samme tid alt Nu Her
|
| |||||
 | ||||||
